Skriv en kommentar
Religion rimer på konspiration, hjerte rimer på smerte og Da Vinci Mysteriet rimer på overeksponering. Sådan har det i hvert tilfælde været siden 2003 hvor den amerikanske forfatter Dan Brown, sprængte bestsellerlisten i stumper og stykker med bogen Da Vinci Mysteriet og samtidigt åbnede op for en sand en lavine af merchandise, i form af bøger bag bøger bag bogen, brætspil, temarejser og fandeme også et soundtrack! Hertil kommer desuden et utal af dokumentarprogrammer. Og så var der lige et par retssager vedrørende plagiat. Dan Brown blev frifundet men myten om at Jesus og Maria Magdalene var gift og avlede et barn hvis efterkommer burde kunne findes i dag, er trods alt en gammel historie.
Så hvorfor al denne virak fra Vatikanet, protester fra kristne og muslimer og deciderede forbud mod bogen og filmen? Svaret skal nok bl.a. findes i den uforskammede underholdende indpakning som Dan Brown svøbte om sin konspiratoriske blanding af facts og fiktion. Her fik han hevet religionen og kunsthistorien ud fra de støvede og uoverskuelige bogreoler, pudset dem op og serveret dem i en lettilgængelig version - tilsat et twist der gjorde at man følte sig lige så indviet i en faktuel og verdensomspændende sammensværgelse, som romanens hovedperson; symbolforskeren Robert Langdon. Og da Brown samtidig lod hvert eneste korte og overskuelige kapitel afslutte med en spændende cliffhanger der gav romanen en meget filmisk fremdrift, var succesen hjemme.
Som en service for de sidste to mennesker på planeten der ikke ved hvad Da Vinci Mysteriet drejer sig om, bør jeg i øvrigt nok nævne, at det er historien om professoren Robert Langdon der uberettiget anklages for mordet på Louvres direktør og under den efterfølgende jagt bliver viklet ind i en sammensværgelse verden ikke har set mage til siden JFK. I selskab med museumsdirektørens voksne barnebarn opdager han at jagten i virkeligheden er efter den hellige gral og at både Vatikanet og den rabiate katolske orden Opus Dei, forsøger at dække over gralens hemmelighed.
Føromtalte filmiske fremdrift er desværre noget Ron Howards filmatisering mangler. Lige fra første scene der burde være yderst dramatisk og stemningsangivende, men som desværre er yderst udramatisk og sløv, aner man at de næste to timers tid godt kan gå hen og blive lidt tunge i gumpen.
Og det bliver de. For da Dan Browns personbeskrivelser er mildt sagt flade og i klicheernes vold, er det den spændende omskrivning af især den kristne historie og de oceaner af øvrige anekdoter om symbolbetydning gennem tiderne der giver den effektive thriller. Og den slags gør sig nu engang oftest bedre på tryk end i film. Da Ian McKellens karakter (Sir Teabing) pludseligt bliver afbrudt i en af de lange forklaringsscener af den morderiske albinomunk Silas, var jeg nær ved at råbe højlydt hurra for de efterfølgende få minutters action. Resten af tiden bliver forklaringer og øvrige anekdoter strøget ud over handlingen med lidt for tilfældig hånd og er ofte ude af kontekst med hvad der i øvrigt forgår, hvilket kommer til at virke lidt latterligt og lettere prætentiøst!
Det værste ved filmen er dog næsten, at man i glimt får lov at ane hvad Ron Howard KUNNE have fået ud af historien. Som når han via CGI-teknik får symbolerne til at svæve i luften og giver dem en stoflighed der dels viser hvor allestedsnærværende sporene på en alternativ historie er og dels giver en fornemmelse for Langdons flair for de små detaljer. Det er i disse sekvenser at filmen fungerer bedst og sat sammen med Browns underholdende oplæg, kunne der være blevet en næsten revolutionerende fin lille thriller ud af det hele. Men i stedet har Howard valgt at følge bogen så slavisk som muligt. Naturligvis har han måtte hugge en hæl og klippe en tå, men man fornemmer at operationskniven og sansen for prioriteringer må være smuttet nogle gange og han føjer derfor ingen nye elementer til romanen – han fjerner dem kun.
Men så er det heldigvis en veloplagt Sir Ian McKellan (Gandalf – Ringenes Herre) vi ser i rollen som gralforskeren Sir Teabing. Samtidigt lykkedes det den spinkle englænder Paul Bettany (Gangster no.1, Firewall) at tilføje et anstrøg af menneskelighed til den ækle munk Silas fra Opus Dei. Denne rabiate orden bliver i bogen og filmen ledet af den skumle Biskop Aringarosa som Alfred Molina (Dr. Octupus – Spider-man 2) gør så ækel, at han næsten bliver en parodi.
Dan Brown kan fortælle at han faktisk havde den franske skuespiller Jean Reno i tankerne som inspektør Bézu Fache da han skrev romanen. At Reno så (naturligvis) fik rollen ændre desværre ikke på, at han dybest set ikke har lavet noget synderligt godt, siden Luc Bessons The Big Blue (1988), Nikita (1990) og Leon (1994). Dette inkluderer nu også Da Vinci Mysteriet.
Selvom min egen personlige forestilling om symbolforskeren Robert Langdon nok lå tættere op af Dan Browns egen (Harrison Ford i Tweed) er Tom Hanks et glimrende bud, selvom det ofte kan virke som om han selv tvivler på projektet. Det bliver aldrig hans bedste rolle men han tilføjer dog akkurat Langdon den rette kombination af nørd og eventyrer der skal til for at det virker.
I rollen som Sophia Neveu ses den dejlige Audrey Tautou der for alvor blev bemærket i Danmark som den søde og pragtfulde Amelie Fra Montmartre (2001) og senere i den endnu bedre En Lang Forlovelse fra 2004. Og selvom Ron Howard rettelig faldt for det æteriske skær af mystik der kan hvile over den kønne Tautou, får han slet ikke udnyttet hendes potentiale nok og det er kun i slutningen af filmen hun får lov at vise at hun kan andet og mere end blot at se mut og forvirret ud.
Siden bogens fremkomst er det efterhånden blevet bevist at det meste er det purre opspind og sjov og ballade. Men det der gør den spændende er det lille ”men” og ”hvis nu …” man ikke helt kan få visket ud af sit baghoved. Og hvis bogen og filmen i det mindste har åbnet nogle øjne for, at tingene ikke altid behøver at være som autoriteterne fortæller det, må man sige at de har gjort det godt og bør være yderst tilfredse. For det er ikke i snæversyn og ukritisk autoritetstro vi skal finde den åbne, tolerante og spændende verden de fleste gerne vil leve i - bag skyklapperne findes kun had og infantil stupiditet. Amen!
Ron Howards filmatisering af Dan Browns Da Vinci Mysterium er på ingen måde perfekt eller den filmiske triumf vi havde håbet på, men den er skam en udmærket film, trods klodser om benet. Dan Brown kan smile når han går i banken og det samme vil Ron Howard komme til og tilbage på Louvre i Paris, hænger Mona Lisa og smiler sit gådefulde smil, der efter vedholdende rygter og myter blot skulle dække over et dårligt tandsæt.
Tre fine stjerner til Ron Howards adaption og komponisten Hans Zimmers score i de stille passager, der var medvirkende til at filmens sidste minut stadig sidder på min nethinde.
