Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hans navn var Jeffrey Dahmer (Jeremy Renner). Nogle vil bedre kende ham som Kannibalen fra Milwaukee. Andre mere som en beregnende massemorder, en kynisk kold dræbermaskine og et af vor tids sygeste eksistenser i det amerikanske samfund. Dahmer blev idømt 15 gange livstid og blev inden for murene et offer for sin egen medicin. En medfange mishandlede ham til døde i fængslets baderum den 28. november 1994.
This is a portrait of a serial killer lyder parolen. Ja tak for kaffe. Og hvilket portræt. I et æstetisk potpourri, hvor der krydsklippes mellem teenageren Jeffrey og den voksne Jeffrey, prøver spillefilmsdebutant, manuskriptforfatter og instruktør David Jacobson at indkapsle det sind, der styrede Dahmers kvalmende modbydelige handlinger. Og det gør han blændende. I et psykotisk skyggespil, hvor filmens største finesser ligger i de intense dialoger mellem morder og offer, indfanger han, hvad der må være Dahmers twisted mind. Det er kattens leg med musen. Og det er i grunden det element, der giver filmen sin drivkraft. De legende dialoger hvor Dahmer kører samtalen helt ud på Lars tyndskids overdrev, samtidig med at vi som seere udmærket godt ved, at det ender med mord.
Det er et forkvaklet sind, vi her bliver udsat for. I alle afskygninger. Men der findes en rod til alt ondt. En baggrund for sindets skrøbeligheder og farlige luner. Er det svigt og manglende omsorg fra Dahmers ophav, fra faderen Lionel (Bruce Davison) eller moderen, der er altid er ude at rejse med hendes elsker? Eller er det fordi, Dahmer ikke helt kan forliges med sin homoseksualitet? Mønstret er gennemgående og påfaldende. Hans ofre var alle unge mænd.
Dahmer er på alle måder et skræmmende og sørgeligt portræt af en ung mand, der er ladt i stikken af forældre og samfund. Forældrene er ligeglade – det handler om at pleje egne behov. Samfundet er inkompetent og neglicherende – bedst udtrykt ved de tre blåuniformerede, der er på besøg i Dahmers ungkarlehybel. De er blåøjede og naive. I sofaen ligger en asiat, fyldt med piller og er mere død end levende. I sengen i soveværelset ligger, badet i rødt neonlys, Dahmers foreløbigt sidste offer. Alligevel fatter ingen mistanke.
Dahmer er en gedigen gyser og et mesterligt portræt af et umenneske. Et dyrisk element der i sandhed leder tankerne hen på den, af Anthony Hopkins, udødeliggjorte Hannibal the Cannibal. Dahmer havde nogle af de samme talenter, hvis man da kan kalde noget, der er så sygt for et talent? Han nåede at myrde sytten mennesker. Han fortærede dem og brugte deres kropsdele i seksuelt relaterede lege.
En af de største kvaliteter ved filmen Dahmer er dens umættelige stemning, dens klaustrofobiske hiven efter vejret. Man nærmest føler morderens ånde i nakken. Det er intenst og dystert og minder på utroligt mange måder om stemningen i et andet filmportræt af en serial killer, nemlig From Hell der prøvede at indfange gåden om Jack the ripper. Det er intenst og laid back. Og netop dette tilbagelænede udtryk, hvor der er sparet på overflødige visuelle splatterdetaljer, som American Psycho ekselerede i til overflod, er en force for Dahmer. Det giver bedre plads til at bore i hans psyke. Og det giver også plads til ekstraordinært dygtigt skuespil fra den bærende karakter, Jeremy Renner. Et forholdsvist ubeskrevet blad set med danske øjne, men en figur vi kan vente os mere af i fremtiden.
Dahmer er et voyeristisk orakel. Dahmer er det dragende center. Som forbrugere af reality-tv og konceptpakkede mediekanaler vil vi have serveret livet om en massemorder som et krydsklip mellem ’Her er dit liv’ og ’Forsvundne danskere’. Og det får vi så. Når regnskabets time skal stå, er det så at tvivlen kan opstå. Hvad er i virkeligheden mest sygt? At en massemorder, tæt på grænsen til Canada, myrder unge drenge og mænd og bruger deres organer som dele i et seksuelt ritual. Eller at vi sidder som gidsler af massemediernes konceptpakker og sluger det hele råt? Nuvel. Dahmer er stadig et kig værd, om end man frydes eller væmmes. Det er portrættet af en seriemorder. Det er en skræmmende og dragende oplevelse.
Med filmen følger også en featurette, hvor holdet bag filmen tegner deres eget portræt af Dahmer og fortæller om tankerne bag filmen. Det er momentvis interessant og ganske velfungerende men påkalder sig også kvalmende tanker, når skuespillerne prøver at give massemorderen Dahmer heltestatus. 2 stjerner
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
