Skriv en kommentar
Med genindspilningen af George A. Romeros klassiske "Dawn of the dead" fra 1979, forsøger debutinstruktør Zack Snyder efter eget udsagn at introducere zombiegenren til en ny generation. Det er lidt af et ansvar at påtage sig. I sær da de fleste film om "de levende døde" i den grad er kultfilm, forstået på den måde, at de henvender sig til en lille gruppe af kendere, og ofte er for indforståede, voldsomme og grotesk-humoristiske til at have nogen form for masseappel. Klassikerne i genren er blevet det, enten på grund af at de tilførte den noget nyt, eller fordi de rykkede ved grænserne for vold og blodsydgydelser på film. Romeros "Night of the living dead" fra 1968 er milepælen, der starter det vi i dag kan kalde zombie-genren. De to efterfølgere "Dawn"- og "Day of the dead" udkommer begge i markante årstal for genren. "Dawn" er den første seriøst samfundsbevidste zombiefilm, og udkommer i ´79. Samme år udkommer italienske Lucio Fulcis mindst ligeså sort humoristiske "Zombie flesh eaters", der sammen med "Dawn" i den grad rykkede ved biografpublikummets grænser. I ´81 introducerer Sam Raimi verdenen for zombie-komedien, med den første "Evil dead" film, og i ´85 (samme år som "Day" udkommer) cementerer Stuart Gordon og Brian Yuzna denne yderst underholdende sub-genre, med den første "Re-animator"-film. Efter storhedstiden i 70'erne og 80'erne døde det hele lidt i starten af halvfemserne, indtil vores allesammens Peter Jackson (ham med de der dværgefilm) kastede sig direkte op i folks hjerter, med de nyklassiske og yderst originale "Bad taste" og "Braindead" (førstnævnte er fra ´87, men dukkede først op uden for New Zealand, da "Braindead" fik succes i ´92). Eneste anden virkelig nævneværdige titel fra 90'erne er Michele Soavis "Dellamorte, Dellamore" fra '94.
Men nu vil hr. Snyder altså igen have liv i de døde. Han gør det oven på de sidste par års noget tvivlsomme Hollywood forsøg på samme (se "Resident evil", "Ritual" og "28 days later"), og han gør det ved at tage fat i et af de mest velsete og respekterede værker i genren, og "gen-opfinde" historien.
Da "Dawn of the dead" udkom, fik den en meget blandet modtagelse. Visse anmeldere blev forblændet af den store mængde blod og indvolde, og lagde slet ikke mærke til den voldsomt samfundskritiske historie, der lå mellem linjerne. Med tiden har filmen om en lille gruppe overlevendes kamp for livet i et barrikaderet indkøbscenter, dog fået den klassikerstatus og anerkendelse, som den fortjener. Det er en film der stadig holder nu 25 efter sin premiere, så det kan være svært at argumentere for grunden til at lave en genindspilning.
På den anden side har folks forbrugsvaner og ensrettende adfærd ikke ændret sig i nogen positiv retning, så budskabet er så sandelig stadig relevant. Det vælger Snyder dog at skide højt og flot på, og i stedet har han sat alt ind på at lave så hæsblæsende og tempofyldt en zombiefilm, han kunne, uden tanke for originalens mere seriøse sider.
Manuskriptet er skrevet af James Gunn, som har en fortid i den amerikanske undergrunds-højborg Troma. Han har tydeligvis en veludviklet sans for humor af den meget groteske slags, hvilket er tydeligt i hans gennembrud for selskabet, "Tromeo & Juliet". På det sidste har han dog lukket sig selv ind i det etablerede Hollywood, og han er manden bag de to "Scooby-Doo"-film. Snyder og Gunn satte sig for at "genopfinde" i stedet for at "genfortælle" Romeros manuskript, og det var et meget godt træk. I stedet for en tam genoptagelse af en film, der er lavet så godt som den kan laves, får vi en spritny historie, der kun har enkelte fællestræk tilfælles med originalen.
Det hele starter mens alt stadig virker regelmæssigt. Ana (Sarah Polley) er en lettere underkuet sygeplejerske, der kommer sent hjem fra arbejde. Hun falder til ro hos sin kæreste...
Næste morgen vækkes de begge af naboens datter, der uden tøven springer på herren i huset og efterlader ham sans halspulsåre. Virvaret bliver totalt da manden dør, for bare at vågne igen med ny øjenfarve og en helt ny trang efter Ana. Vores forvirrede heltinde får bakset sig ud af huset til et kvarter i ruiner, og med skrigende, paniske mennesker i mere eller mindre levende tilstand over alt. Efter en kaotisk og visuelt flot flugt ud af byen møder Ana fire andre mennesker med vidt forskellige personligheder (Ving Rhames, Jake Weber, Mekhi Phifer og Inna Korobkina), og sammen drager de mod et stort indkøbscenter i nærheden. De kommer ind i centret, får barrikaderet det og flere mennesker støder til, imens horder af udøde stimler sammen udenfor.
Ud over indkøbscentret og de mange zombier har filmen ikke meget tilfælles med originalen. Til gengæld virker det som om, at Gunn er blevet pålagt at lægge visse kendetegn ind. Det resulterer i, at enkelte markante linjer af dialogen fra '79 har fundet vej til hans manuskript. De er bare ikke blevet inkorporeret særlig godt i resten af dialogen, og giver nogle kluntede stop rundt omkring. For kendere er der til gengæld indlagt et utal af andre referencer til originalen, såsom cameo optrædender fra tre af de gamle skuespillere: effektguruen Tom Savini, Scott Reiniger og Ken Foree (der endnu engang får æren af at fremføre sin udødelige "When there's no more room in hell, the dead will walk the earth"-linje).
Filmens skuespillere er en noget mystisk blanding. På den ene side finder vi Sarah Polley (hovedsageligt kendt fra independent-produktioner som "Go", "Last night" og "The sweet hereafter") og Jake Weber ("U-571", "The cell"), der begge giver flotte præstationer som handlekraftige, ordinære mennesker. Ving Rhames ("Pulp fiction", "Mission: Impossible") og hans enorme fysik giver hvad der må betragtes som en forudsigelig indsats i rollen som den store hårde mand, med hjertet på rette sted. Overfor dem står Mekhi Phifer ("8Mile", "Clockers") og den relativt nye Inna Korobkina, der begge har fået tildelt tomme, klichebesatte karakterer, som ingen af dem formår at få noget ud af.
Snyder og Gunn har formået at give deres film sin egen identitet, og den har en del originale ideer, i forhold til hvorledes man kan skille sig af med dem, der allerede burde være døde, f.eks. bydes der på ganske original motorsavshåndtering. Det hele virker bare lidt for studiestyret. Man får indtrykket af, at det hele kunne have været så meget vildere. Og lad mig sige med det samme, hvis denne film skulle have en plads i historiebøgerne, så skulle den være vildere, for action og effekter er i sidste ende alt den har at byde på. Gunn har en del ideer, der desværre ikke bliver ført helt ud i livet, hvilket i mine øjne indikerer, at de kære mennesker hos Universal har været inde og blande sig. Fødslen af en zombie-baby ville være utrolig underholdende og morsom i en Troma-produktion, men her er den sat sammen på en måde, der næsten virker seriøs. I det hele taget er den nye "Dawn" en film der tager sig selv lidt for seriøst. De fleste zombie-film, har en grotesk morsom kant, som er nødvendig, da de er så fantastisk usandsynlige, at de aldrig vil fungere som rendyrkede horrorfilm. Denne humor kigger alt for sjældent frem i denne film. Det hæsblæsende tempo og de flotte effekter (der dog ikke gør mere end at leve op til dagens standard) er hvad der driver denne film. Der er spænding, action og rådne lig nok til at tilfredsstille selv de mest hårdhudede, men der bydes ikke på nogen synderlig originalitet på nogle punkter. Zombie-afficionados som undertegnede vil også føle, at der burde være mere blod indvolde og opfindsomme amputationer, men dette er ikke en film, der er lavet til de få.
Som tidligere nævnt har det været sløvt med store vestlige splatter og zombiefilm på det sidste (i Asien derimod, er det i den grad en genre på vej frem, med humørbomber som "Biozombie" og "Ichi the killer" i spidsen). Det faktum ændres der ikke på med "Dawn of the dead", men folk med hang til afrevne lemmer og halvrådne tyksakker i trillebører, vil stadig føle sig godt og grundigt underholdt. Filmen får fire stjerner, fordi den er et af de klart bedste studieforsøg inden for genren i mange (sidste års "Beyond Re-animator" tager klart førsteprisen), og fordi den, alt mit brok til trods, er ganske fermt filmhåndværk med en spændende historie og hjertet rette sted. Om filmen kan fungere som en introduktion for en ny generation, har jeg svært ved at tro på, men det er da ikke umuligt. Indtil da vil vi andre fortsætte med at følge med i den evigt aktive undergrund, for det er trods alt der zombiefilm hører til...
