Skriv en kommentar
Kristian og Mette Line har et helt almindeligt liv, der starter med forelskelse, rejser, karriereræs og en drøm om dig og mig, der fører til to børn og et nyindkøbt drømmehus i Lyngby. Som 39-årig falder Kristian pludselig en dag om med en fatal blodprop. Kristian overlever, men blodproppen ødelægger 1/3 del af hans hjerne. Skaden er uoprettelig og alt bliver vendt på hovedet for den lille familie. Nu følger en lang og intens kamp med genoptræning, så Kristian igen kan komme hjem og bo. Imens passer Mette Line hus, arbejde, børn, bygger om og støtter Kristian, samtidigt med at de kæmper for at finde ud af, hvem de nu er, når den ene pludselig er blevet en anden.
I dokumentarfilmen Dem vi var følger vi Line Mette og Kristian i året efter Kristians blodprop. Et år der byder på mange udfordringer og som tager os med helt tæt på, når kærligheden bliver sat på prøve, da sygdom rammer, som en katastrofe ud af det blå.
Dem Vi Var er Sine Skibsholts debut som dokumentarfilminstruktør og hun fortæller at:
”Filmens rejse startede med en nysgerrighed og fascination af det videnskabelige faktum, at næsten alt hvad vi er, afhænger af ét organ på ca. 1300 gram: hjernen. Vores humor, kropssprog, mimik, interesser, smag, temperament – alt det, der gør os til den person vi er, og som vores familie, venner, kæreste genkender os som – sidder i hjernen. Hvis vores hjerne beskadiges i nogle af de centre, vil vi for altid være en anden person.”
Nysgerrigheden drev Sine Skibsholt til at stille spørgsmål om, hvor meget kærligheden kan holde til, og hvor meget man kan forlange af hinanden i en så belastet situation. Det er skrammerne i livet, der optager hende, og hun vil gerne forstå, hvad der får os til at handle, som vi gør. Det har været drivkraften bag filmen, som forsøger at give os svar gennem at vise, hvordan Line Mette og Kristian møder den svære tid.
Når livet bliver vendt på hovedet.
Dem vi var starter med sort skærm de første to minutter, hvor det eneste vi hører er Mette Lines nødopkald til vagtcentralen. Hun fortæller med stigende panik i telefonen, at Kristian pludseligt er faldet om og ikke kan bevæge sig. En stemme fra den anden ende af telefonen taler Mette Line gennem ventetiden, som også for tilskueren føles ulideligt lang, inden ambulancesirenerne endelig bryder ind og heftig aktivitet overtager billedet. Det er stærkt og barskt, og man får ufrivilligt gåsehus ved den smittende følelse af desperation, der melder sig i manglen på svar. Hvad skal der ske med familien nu?
Herfra får vi lov at følge familien helt tæt på og kommer med bag de 4 vægge, når livets barske realiteter rammer. Vi er med på hospitalet til de svære samtaler, under genoptræning, i telefon med Line Mettes veninde, og når de som familie forsøger at finde hinanden igen.
Stilen er dagbogsagtig, fortællingen kronologisk, og filmens fokus er overvejende på Mette Line og på hvordan hun som pårørende kommer under enormt pres. Det er tankevækkende at få et blik bag kulissen, men jeg kan alligevel ikke slippe tanken om, hvad der sker uden for kameraet. For selvom vi kommer meget tæt på, så er det vi ser ikke mere privat, end at nogen er til stede og optager med et kamera. Det er ikke helt klart, om situationer som Kristians problemer med at huske hvordan man dækker bord, eller deres fælles samtaler om fremtiden, er instruerede eller ej. Vi ser kun Kristians genoptræning i små glimt, og hører ham en enkelt gang mumle at han føler sig umyndiggjort, men det er ikke noget der bliver fulgt op på. Det kunne man godt have ønsket sig at få fortalt mere om, da det også må bidrage til det pres familien ufrivilligt kommer under.
Dem vi var sætter fokus på et svært emne og forsøger med et gribende indblik i, hvad der sker mellem mennesker, når krisen rammer, og intet længere er hverken enkelt eller sort/hvidt, at give et svar på hvordan det føles at være den, der står bag kulissen.
Husk lommetørklæder, du får brug for dem!
