Skriv en kommentar
En tysk dokumentar om processen bag lovgivningen omkring databeskyttelse. Så bliver det altså ikke mere usexet, og desværre formår Democracy ikke rigtigt at træde ud mine fordomme og skabe spænding og overraskelse.
Data er det nye olie lyder en af fraserne i den tyske dokumentarfilm Democracy. Og ligesom olie på et tidspunkt (og vel egentlig stadig er) en handelsvare der kræver en bestemt lovgivning, så har den nye digitale æra, som vi som samfund er gået ind i, også brug for regler og lovgivning. Hvor går grænsen for privatliv? Hvad har virksomheder og efterretningstjenester lov til at gøre i bestræbelserne på at sælge varer og finde kriminelle? Det er en mudret zone, der indtil videre ikke kan trækkes nogle reelle linjer op i. Dokumentaren tager primært udgangspunkt i forhandleren Jan Albrecht der render rundt i EU’s bygninger og holder møder og afstemninger i forsøget på at skabe en lovgivning der vil gøre alle tilfredse. Problemet er lidt, at der bare er rigtig mange parter indblandet, og alle parter har forskellige krav og formål ved brugen af data. Vi følger igennem filmen den proces det er, når advokater, politikere, virksomheder, interesseorganisationer og alle mulige andre forsøger at påvirke lovgivningen så den passer dem selv bedst muligt.
Problemet med Democracy er, at den som dokumentar primært er observerende og dokumenterende, og det kræver at personerne og selve sagen i sig selv er spændende. Jeg er sikker på, at denne lovgivning er mega vigtig for alle mennesker i hele verden (og i det her tilfælde primært Europa), men snakken om data er simpelthen for uhåndgribelig til at det nogensinde bliver spændende. Hvad betyder lovgivningen for mig som dansker? Det får jeg ikke noget svar på, og når dokumentaren mest består af samtaler, møder og afstemninger, der involverer ekstremt meget fagsnak, så ender dokumentaren med prædikatet kedelig. Man skal virkelig have en stor interesse eller viden inden for netop dataområdet, før jeg tror, at filmen vil tiltale nogen. Spændingskurven er nærmest ikke eksisterende, kun kort hen imod slutningen når lovgivningen går ind i sin sidste fase sker der lidt, men der har man desværre opgivet filmen. Rent filmisk fejler filmen ikke noget. Med sine sort/hvide billeder skaber den et sterilt og neutralt billede af møder og forhandlinger, men det skaber også en lidt trist og kedelig billedside uden særlig meget liv.
Der vil nok helt sikkert være et publikum til en dokumentar som Democracy, men den tyske fremstilling af datalovgivning afbilleder bare så lille et nicheemne, at det aldrig kommer til at runge blandt alle mulige andre dokumentarer, og derfor kan jeg ikke svinge mig op på mere end 2 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount
