Skriv en kommentar
Cassie (Chloë Grace Moretz) er en helt almindelig gymnasiepige, med et helt almindeligt forstadsliv og teenagefølelserne uden på tøjet. En enkelt klodset bemærkning til drømmefyren Ben (Nick Robinson) kan få hende til at synke i jorden af ren skam og følelsen af jordens undergang. Hun er hverken trænet i overlevelse eller spejder, og er som de fleste totalt uforberedt, da undergang rent faktisk rammer jorden i fire bølger af ødelæggelse, der efterlader millioner af ofre. Først bryder al elektricitet sammen og efterlader mørke og et nedbrudt kommunikationsnet. Så rammer jordskælv og tsunamier, fulgt af en dødbringende, smittende virus. Angrebene kommer fra aliens, der med en 4. bølge tager menneskelig form og infiltrerer jordens overlevende befolkning, der rædselsslagende venter på 5. bølge, som alle ved er på vej.
Cassie bliver tvunget på flugt, da hun først mister begge forældre og derefter også sin lillebror Sam (Zackarie Arthur). Helt alene og stærk besluttet på at finde Sam igen, befinder hun sig nu i en kamp på overlevelse, hvor ingen kan stole på nogen, og jordens undergang er en reel trussel.
Den 5. bølge er endnu en film i rækken af nyere postapokalyptiske film som Divergent (2014), The Maze Runner (2014) og The Hunger Games (2012). Den 5. bølge adskiller sig dog fra de øvrige, ved at foregå nu-og-her og ikke i en nær-fremtid. Den er baseret på bestsellerbogserien ved samme navn, af forfatteren Rick Yancey, og der er lagt op til flere kommende film.
Historien er simpel, formulistisk og forudsigelig. Ukendte væsner fra rummet angriber jorden, og de overlevende må kæmpe for verdens overlevelse. Midt i håbløsheden spirer der dog håb frem, og en enkelt kærlighedshistorie får lov at få begyndende luft under vingerne. Vi bliver hverken snydt for den obligatoriske forladte motorvej eller billeder af mennesker, der grebet af panik løber direkte i døden. Intet overraskende der. Enkelte associationer til Independence Day (1996) sniger sig også ind, da vi ser familien løbe ud af huset og kigge op på en kæmpe flyvende tallerken, der svæver faretruende over byen.
Skuespillet er ikke imponerende og i begyndelsen minder det lige lovligt meget om glansbillede-agtig tegneserie. Men specialeffekterne er gode og tilpas overdrevne, uden at kamme over. Filmens længste CGI-sekvens, da vand og tsunami rammer, hjælper med at introducere alvoren og jage tegneserie-følelsen på flugt. Godt hjulpet på vej af detaljer som Cassies neglelak, der bliver slidt af i takt med at tiden går.
Lydsporet er lækkert, og det underliggende budskab om håb giver en positiv følelse, på trods af undergang og katastrofe. Da det hele ser sortest og ulideligt håbløst ud, introduceres lidt kærlighed og voila, håbet er genskabt.
Den 5. bølge er næppe en film, der går over i filmhistorien, og den er lige så hurtigt glemt, som den er set. Men i den tid den løb over det store lærred, må undertegnede krybe til bekendelse og indrømme, at min indre teenager både var opslugt og godt underholdt.
Så er man ikke er for kritisk, holder man af de øvrige postapokalyptiske bogadapteringer, og kan man holde ud, at skuespillet ikke når oscar-højder, så er Den 5. bølge glimrende underholdning. Blot skal man lade de dybere filosofiske og kritiske spørgsmål blive udenfor biografen og huske på, hvem der er målgruppen.
