Skriv en kommentar
Da jeg i begyndelsen af 1970´erne arbejdede som militærnægter på en lilleskole, mødte jeg mange alternative skoleformer rundt om i Danmark. Der var bl.a. Steiner-skoler hvor børn skulle udvikles gennem moralske tanker i det jordnære. Så var der Freinet-skoler gennem en fransk pædagog, hvor unge skulle virke i selvstændighed med elevernes medindflydelse. Endelig Freire-skoler - hvor unge mere gennem en brasiliansk pædagog skulle medvirke til kamp mod uretfærdighed, den danske friskole med tanker af Kresten Kold (1816-1870) – og Montessori-skoler - hvor den italienske læge vil udvikle børn på moderne børnehaver for sent udviklede gennem et naturvidenskabeligt grundlag – og Montessori-børnehaver var tænkt igennem i Danmark allerede 1915-1917.
Men Léa Todorov har skabt et meget menneskeligt billede i hendes debutfilm om ”den moderne kvinde” – som vi får et smukt indblik i – ved at vise en luksuskvinde Lili d´Alengy storslåede liv i Paris omkring år 1900 med en datter, som har store indlæringsvanskeligheder – og derfor drager hun til Italien for at få hjælp af den berømte læge Maria Montessori – og vi følger de tos samarbejde og ikke mindst Montessoris kamp som kvinde at stå op imod en mandlig verden på læreanstalterne, hvor hun ikke havde adgang til de nødvendige kurser – en kamp vi har set mange gange i filmhistorien. Lili d´ Alengy føler næsten, hvordan kan en så rig og moderne kvinde føde et barn med så mange genetiske fejl?? Derfor skjuler hun det i Paris.
Der, hvor filmen har sin styrke er på undervisningsplanen – hvor vi i smukke lange scener ser de anderledes ramte børn med Montessoris pædagogik – at lege bevidstheden frem med trekanter, cirkler, firkanter – hvor det er hænderne, som er hjernes vigtigste instrument for at kommunikere og udtrykke sig, og de gennem musik begynder at danse – frigøre sig – vi ser det smukke i, at underviseren observerer barnet, får en forståelse af, at hvert barn er en ener og skal udvikles forskelligt efter behov – at alle skal vokse forskelligt.
Filmen har mange fine detaljer på det uforudsete i barnet. Og en meget smuk scene, hvor Maria lærer Lili at acceptere sin datter i en meget smuk firhændig klaverscene, hvor hun også opfordrer Maria til at frigøre sig fra sin mand og blive økonomisk uafhængig – de to kvinder får mere og mere brug for hinanden.
Men jeg synes også den kommer til at mangle nuancer – ved at Lili d´Alengy (Leïla Bekhti, f. 1984) skal vise sit overklasseliv ved at have næsten 15 forskellige kjoler på gennem filmen, som jeg synes gør filmen til en uvirkelig og uægte dokumentation af et livsforløb – og når vi følger Maria Montessori (spillet overbevisende af Jasmine Trinca f. 1981) – ser vi de øverste mænd tegnet kun som magtens elite – sort-hvid.
Det er prisværdigt, at Léa Todorov fortæller en manglende historie, og giver hovedroller til de mest usynlige, men sørgeligt, at filminstruktøren ikke har andre metoder at bruge afmagt på, end at Maria Montessori skal skubbe alle bøger og papirer på gulvet i vrede med den mest voldsomme musik, som ikke er firhændigt.
