Skriv en kommentar
I Det er bare verdens undergang følger vi den 34-årige Louis som er hjemme i sin barndomsby for at besøge sin familie, efter ikke at have set dem i 12 år. I en indledende voiceover hører vi ham berette om formålet med besøget: han skal fortælle familien at han skal dø. Vi får ikke at vide præcis hvorfor, men som publikum fornemmer man hurtigt, at der er tale om en uhelbredelig sygdom, præcis hvilken kan man kun gisne om.
Filmen bygger på et selvbiografisk teaterstykke af den franske dramatiker og instruktør Jean-Luc Lagarce, der døde af AIDS 38 år gammel. At filmen bygger på et teaterstykke mærkes tydeligt, da den stort set kun foregår i de forskellige rum i Louis mors hus, og da filmen i høj grad er bygget op af samtaler mellem de forskellige familiemedlemmer. Instruktør Xavier Dolan har dog, måske for at undgå for stort et præg fra teatret, valgt at filme stort set alle scener i close ups af de forskellige karakterer, så man kommer helt tæt på, og fornemmer alle indestængte følelser der lurer under overfladen.
Eksplosion af følelser
Og netop indestængte følelser er der mange af til denne familiesammenkomst, som viser sig at blive nok lige så følelsesmæssigt højstemt og intens som Louis havde frygtet. Efter at have vendt sin mor, storebror Antoine og lillesøster Suzanne ryggen 12 år tidligere er Louis nu tilbage for et kort besøg. Han valgte som ung at flytte til storbyen og er mellemtiden blevet en succesrig skuespilforfatter og instruktør, hvilket ikke er helt let at forstå for familien. Han har aldrig mødt sin brors kone, selvom de har været gift mange år og har tre børn, og han kender slet ikke sin lillesøster, da hun ikke var ret gammel da han forlod dem.
Fra Louis træder ind af døren er det tydeligt at mærke spændingen familiemedlemmerne imellem, og ikke mindst imellem ham og dem. Hver har de deres forskellige måde at opfatte Loius på, og det faktum at han ikke har set dem i 12 år. Suzanne ser op til ham, vil gerne lære ham at kende, og vil især gerne have at han lærer hende at kende, da hun kun kender ham gennem historier hun har fået fortalt, og de postkort Loius høfligt har sendt hvert år på mærkedage.
Antoine har et mildest talt iltert temperament, og bærer på en masse vrede overfor Louis, og hans mere kunstneriske måde at opfatte verden på, som fuldstændig støder sammen med Antoines jordnære og praktiske indstilling til livet. Men det er ikke kun overfor Louis Antoine er vred, han skælder ud på alle familiemedlemmer, og man fornemmer det ikke som noget usædvanligt, at han adskillige gange på denne ene eftermiddag er ved at eksplodere i aggressiv raseri. Som den eneste i familien pakker Antoine ikke tingene ind og forsøger at være høflig overfor Louis, han skåner ikke nogen, og er ligeglad med at bevare den hyggelige stemning.
Svigt og skyld
Louis manglende tilstedeværelse har haft en kæmpe indvirkning på alle familiemedlemmer, og hver takler de dette svigt på deres egen måde, benægter og fortrænger. Det har betydet mere for dem end det har for ham, da han med sit nye succesrige liv har lagt sit gamle liv bag sig, mens de stadig lever det liv han forlod. Det Louis føler mest er ikke savn, men skyld og skam. Og som publikum forstår man godt hvorfor han måtte væk, da man tydeligt kan mærke hvordan han er ved at kvæles ved blot at tilbringe en eftermiddag sammen med dem. De forstår ikke hans sensitive og kunsteriske væremåde, og det kæmpe skel der er mellem ham og dem bliver tydeligt i de velmenende men uforstående ansigtsudtryk, og den generelle miskommunikation mellem dem.
Alle knapper skruet op til maks.
Det er bare verdens undergang er en smuk film, hvor man som publikum bliver fuldstændig mættet på indtryk. Der er skruet maks. op for alle virkemidler, såsom lys, farver og kamera, som alle spiller sammen i at skabe en intens og ubehagelig klaustrofobisk fornemmelse, som kun bliver forstærket af at der også er skruet op for karakterenes følelser, der grædes og råbes i et væk.
Det hele foregår på en ulidelig varm sommerdag, og som dramaet spidser til hen mod slutningen skinner et skærende varmt orange lys ind gennem vinduet, som gør at ansigter blusser op og alt bliver brændende rødt og intenst. Også musikken er svulstig, der skiftes mellem stemningsunderbyggende violinmusik og heftige popnumre. Denne overdrevne brug af virkemidler gør at filmen ikke virker realistisk, men mere som en ubehagelig drøm, uvirkelig og ude af kontrol.
Kritikerroste 28-årige Xavier Dolan fortsætter i samme spor som med hans tidligere film Mommy (2014) og debutten Je tué ma mère (2009), som på samme måde er smukke og intense dramaer, og Det er bare verdens undergang vandt ”Grand Prix” på Cannes festivalen i 2016.
