Skriv en kommentar
Da barejeren Jacques (Brian Cox) for femte gang bliver indlagt med et hjerteanfald på det lokale hospital, møder han den unge hjemløse Lucas (Paul Dano), der har forsøgt at tage sit eget liv.
De kommer til at dele stue sammen, og da Jacques er nervøs for, om at han kan overleve endnu et hjerteanfald, beslutter han sig for at oplære Lucas som bartender, så han kan overtage baren når Jacques engang er død.
Jacques og Lucas er meget forskellige som mennesker. Jacques er bitter og tvær og stoler ikke på andre mennesker, mens Lucas er åben og hjælpsom, og ønsker at hjælpe, hvor han kan. På trods af deres meget tydelige forskellige personligheder, kommer de godt ud af det med hinanden. I hvert fald indtil en kvinde træder ind i deres liv. Stewardessen April (Isild Le Besco) søger tilflugt i baren, efter at hun er blevet fyret. Jacques mener ikke, at der er plads til kvinder i en bar, mens Lucas, med sit gode hjerte gerne vil hjælpe April. I løbet af filmen skifter de to hovedpersoner sindsstemning. Lucas bliver hård og brutal, mens Jacques hjerte bliver blødere og blødere, i takt med at han ser at hans liv nærmer sig enden. Han bliver skrevet op til en hjertetransplantation, der er den eneste chance for, at han kan leve videre. Lucas arbejder imens videre i baren, hvor den faste kerne af stamkunder dukker op dag efter dag. Her iblandt Nicolas Bro, i nok verdens mindste birolle, uden så meget som et ord.
Det er rigtigt svært at sætte filmen “Det gode hjerte” i en kasse. Det er desværre lidt at en rodebutik, hvilket er rigtigt ærgerligt, for det kunne have været en rigtigt god film. Gode skuespillere, ikke mindst Brian Cox, der endeligt får en decideret hovedrolle i en film. Den unge Paul Dano, der allerede er en stor kommende stjerne indenfor indie film branchen, spiller stabilt.
Den er groft, men meget flot filmet, hvilket passer rigtigt god til historien. Men alligevel er der for mange løse tråde, og for mange spørgsmålstegn, når man går ud af biografen. Ikke mindst slutningen efterlod mig med åben mund, og et stort spørgsmålstegn. Det virker simpelthen som om, at filmen ikke er lavet helt færdig, ellers også det bare den måde, som den talentfulde islandske instruktør Dagur Kari gerne vil lave filmen på, og så må man jo bare respektere dette.
