Skriv en kommentar
Det Hvide Bånd (med undertitlen ’Eine Deutsche Kindergeschichte’ – ’en tysk børnehistorie’) er muligvis den bedste film fra 2009. Nu kommer denne anmelderroste Cannes-vinder endelig i danske biografer, og det er en oplevelse, man ikke må snyde sig selv for. Hanekes lille ”børnehistorie” om livet i en tysk landsby i 1910’erne vil blive husket og diskuteret i lang tid. Det er som at være vidne til et stykke filmhistorie.
En gammel mands stemme fortæller os, at han vil forsøge at forklare de ondskabsfulde, mystiske forbrydelser, der blev begået i landsbyen Eichwald i 1910’erne. Og filmens første scene viser os en af disse forbrydelser: Landsbylægen kommer ridende på sin hest, der falder over en snøre spændt ud mellem to træer. Snart bliver børn i landsbyen bortført og mishandlet, der bliver sat ild til en lade, og børnene lader til at vide mere om det hele, end de siger. Fortællerstemmen tilhører den unge skolelærer, der prøver at nå til bunds i terroren, mens han indleder et blidt og uskyldigt kærlighedsforhold til den unge Eva.
Hvis man har set Hanekes ’Caché’/’Skjult’, der også udkom i Danmark, vil man vide, at han ikke giver nogen klare svar på mysterierne i sine film. Og dog. For der foregår faktisk meget andet i den lille landsby, som vi får indblik i, mens forbrydelserne forbliver uopklarede. Patriarkatet dominerer, og hustruer, elskerinder og børn er fanget i det hårde system af frygt, straffe og fysisk og psykisk vold – et system, som fascisme kan vokse ud af.
Titlens ’hvide bånd’ bliver i præstefamilien bundet om armene på ulydige børn for at minde dem om renhed og uskyld. Man kan ikke lade være med at drage den logiske konklusion, at børnene vil vokse op og engang i 30’erne og 40’erne bære et ganske andet bånd om armen. Alle Hanekes film foregår i nutiden, bortset fra ’Ulvetider’, om en fremtid, hvor en ukendt katastrofe har ødelagt samfundet, og nu ’Det Hvide Bånd’, om fortiden, hvor man hele tiden kan ane en stor katastrofe forude.
Skuespillet er stærkt og naturligt, som altid i Haneke-film, og ansigterne er ikke kendte, måske bortset fra den stilfærdigt fantastiske Susanne Lothar (Haneke-veteran fra ’Funny Games’ og ’Pianisten.’) Filmen byder også på solidt børneskuespil, og Haneke har valgt skuespillerne bl.a. ud fra, om deres ansigter lignede dem på fotografier fra tidsperioden.
Og tidsperioden er jo nærmest perfekt skildret, ikke blot ud fra ansigterne, men også tøjet, frisurerne, bygningerne og dialogen. Det Hvide Bånd er en visuel nydelse – kameraarbejdet er præcist, koldt og klinisk (af Christian Berger, Hanekes stam-fotograf.) Den sort-hvide, klare, men også skyggefulde æstetik lægger sig op ad Bergman, Dreyer og måske endda Hammershøi. Det er simpelthen pisseflot.
Der bruges ingen musik (udover den som personerne spiller inde i filmen), ikke engang til de tavse fortekster og rulletekster. Lyde – råb, gråd eller selv fløjte-piften – kan give publikum et chok midt i stilheden eller skære ubehageligt i øret. Både pga lyd- og billedsiden er Det Hvide Bånd en film, der bør opleves i biografen.
Det Hvide Bånd er rent ud sagt et fejlfrit mesterværk, der indeholder mange lag og betydninger, ligesom en god, klassisk roman. Der er ingen lette løsninger på dens gåder, men den er ikke ligeså frustrerende blank og vag som ’Caché.’ Den inviterer os ind i sin verden. Ligesom mange Haneke-film er det en til tider brutal og ubehagelig oplevelse – men også meget smuk og menneskelig. Se den, gense den, diskutér den og lad den hjemsøge dig!
