Skriv en kommentar
Det er sket meget med tegnefilm, siden årtusindskiftet, faktisk er der sket så meget, at man faktisk næsten ikke ser tegnefilm mere, men animationsfilm, hvor alt er lavet på en computer i stedet for tegnet i hånden. Med sådan et radikalt paradigmeskift, siger det sig selv, at der sker store ændringer, der ikke altid er for det bedste – og desværre hører Det magiske hus under den mindre flatterende kategori.
Filmen begynder lige på og hårdt med, at vi møder en sagesløs lille killing, der bliver smidt hjemmefra i allerførste scene af filmen. Han løber forvirret rundt i det store nabolag, i søgen efter nogen, der kan passe på ham, da han falder over et hus hvori en troldmand bor. Troldmanden tager med stor entusiasme katten under sine vinger, til det store misbehag hos hans andre dyr, og giver den navnet Torden. Den store konflikt bliver dog hurtigt udlagt, da troldmanden er en ældre herre, med en nederdrægtig ejendomsmæglerne nevø, der ihærdigt forsøger at smide ham på plejehjem, så han kan sælge hans hus, og da hvor kære troldmand kommer ud for en ulykke ser han sit snit til at sælge huset - hvis altså Torden og de andre magiske genstande tillader det.
Alt dette lyder ikke som opfindelsen af den dybe tallerken, og det ville også have været okay, hvis ikke filmen var så hysterisk overgearet. Vi springer rundt fra den ene jagt til den anden, og så videre til en dansescene, og så til at huset skal sælges til nogen ekstremt karikerede personer, der er så overdrevne, at de aldrig formår at blive sjove. Til tider føles det hele mere som en forlystelse end som en film, fordi det hele har mere til fælles med en rutsjebane end en god historie.
For måden karakterne i filmen skildres er ualmindelig sort hvidt. Ret skal være ret, der er ikke i udgangspunktet noget odiøst i at have en meget skarpt optegnet forskel mellem de gode og de onde, men det bliver et problem, når f.eks. de andre dyr i huset bliver ved med at være modbydelige over for Torden, til en sådan grad, at det aldrig nogensinde ville give mening, hvis de var venlige over for ham, hvilket de så alligevel bliver, fordi ellers ville det være en trist slutning.
Det hele er dog ikke forfærdeligt, for den meget simple historie giver plads til en masse skæg og ballade. Så snart troldmanden ryger på hospitalet forvandles filmen til en pastiche over Alene hjemme, hvor huset må forsvares, mens far ikke er hjemme, hvoraf de i sidste enden paradoksalt nok efterlader huset i meget værre stand, end da det hele startede. De scener er de mest underholdende i filmen, men de er også glemt, så snart man forlader biografsalen.
Der sker intet nyt, overraskende eller virkelig spændende i løbet af filmen. Det virker til at producenterne har været mere interesseret i at lave en forlystelse end en egentlig film. Lange passager af filmen er set fra kattens synsvinkel, eller hvor ting nærmest springer ud af skærmen, som den kun er lavet til 3D-visning. Hvis så bare noget, havde faldt en i øjnene, eller filmen i det mindste havde været mindre hysterisk, ville den have været værd at se.
