Skriv en kommentar
Kathryn Bigelow er, med rette, regnet som værende en af de bedste kvindelige instruktører i verden. Hun vandt en Oscar for bedste instruktør i 2008 for hendes intense krigsthriller "The Hurt Locker", og lavede i 2012 "Zero Dark Thirty", den skræmmende realistiske fortolkning af jagten på Osama bin Laden. Med flere års mellemrum imellem hendes seneste film, tager hun sig god tid til at researche om de emner hun vil fortolke. Sammen med hendes trofaste manuskriptforfatter, Mark Boal, der ligeledes skrev de to føromtalte film, har de kastet sig over et af USA's mørkeste kapitler, de voldelige optøjer i Detroit i 1967 og begivenhederne, der fandt sted på Algiers Hotel.
Årelang racisme og diskrimination
Under sommeren 1967 er det amerikanske samfund voldsomt præget af social og politisk uro. Efter årelang racisme og diskrimination, blusser modstanden for alvor op, og specielt i storbyerne, herunder Detroit, er det tydeligt, hvordan arbejdsløsheden præger især de afroamerikanske kvarterer. To dage efter Detroit-oprøret er startet, meldes der om pistolskud affyret i nærheden af Den Nationale Gardes hovedkvarter. Det får politiet, Michigans Nationale Garde og en privat sikkerhedsvagt, Dismukes, til at storme Algiers Hotel. Situationen eskalerer hurtigt, og de implicerede politifolk overtræder samtlige procedurer, for i stedet at bruge vold og trusler imod hotellets gæster. Når natten endelig er omme, er tre ubevæbnede og uskyldige unge mænd blevet skudt og dræbt, og flere unge mænd og kvinder er blevet udsat for vold og overgreb.
Ubehagelig autentisk
I stil med Christopher Nolan's episke mesterværk, "Dunkirk", som havde præmiere for lidt over en måned siden i de danske biografer, er lydbilledets intensitet helt formidabelt i "Detroit". De enorme eksplosioner, de øredøvende pistolskud og voldsomme optøjer imellem civile og politifolk er alt sammen filmet på vidunderlig smuk vis. Bigelow er en sand mester i at bygge spændingen op, og man sidder fuldstændig paralyseret i biografsædet, alt imens de unge politibetjente voldeligt afhører hotelgæsterne en efter en for at få informationer om skudepisoden. Der er scener, hvor man er lige ved at tabe kæben på gulvet. Både fordi historien er så ubehagelig autentisk, men også fordi filmen er så god. Bigelow forcerer ikke historien, men tager sig god tid til langsomt at få etableret hver enkelt karakter, som har betydning for historien. Der er ikke for meget overflødigt fyld med, og derfor er spændingen også så intens igennem de 142 minutter, som filmen varer.
Professionelt og kompetent skruet sammen
Bigelow og fotograf Barry Ackroyd har skabt et nærmest apokalyptisk, gråt og håbløst Detroit, som fungerer perfekt i de sekvenser, hvor der bliver skiftet fra filmens billeder til dokumentariske tidstypiske nyhedsindslag, hvor der bliver rapporteret fra gaderne i Detroit. Det er vigtigt at få plads til disse type indslag, da det giver et langt mere autentisk indblik i, hvilken krigszone det måtte have været. Will Poulter (The Revenant) ses i en Oscarværdig præstation, som den frygtindgydende, racistiske og åbenlyse psykisk ustabile unge betjent Krauss, der er med til at føre slagets gang på hotellet. Ligeledes fremragende er John Boyega (Star Wars: The Force Awakens), som den sympatiske og rolige sikkerhedsvagt Dismukes, og nye unge talenter skinner også igennem i form af Algee Smith, som den talentfulde forsanger, Larry Reed, fra R&B bandet The Dramatics og Jacob Latimore, som hans ven og bodyguard Fred Temple. I mindre roller ses også mere velkendte ansigter som Anthony Mackie (Captain America: Civil War) og John Krasinski (The Office US).
"Detroit" er så professionelt og kompetent skruet sammen, at det er en film, der må og skal ses af et stort publikum. Skrækindjagende, grusom, ubehagelig, men så umådelig en vigtig film må man ikke gå glip af.
