Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Seriemordere er – og vil altid være – dybt fascinerende væsner! Deres uransagelige sind, deres mentale irgange, kan til stadighed inspirere til spændende, medrivende og uhyggelige fiktioner. Tænk her blot på sådanne menneskemonstre som Jack the Ripper, Charles Manson, David Berkowitz, Henry Lee Lucas, Jeffrey Dahmer, Ted Bundy og The Zodiac Killer – der er nok at tage af, desværre! Alle disse seriemordere og deres blodige ugerninger er gentagne gange blevet omformet til medrivende fiktioner, der befordrer seeren ud på kanten af stolen, hvor denne neglegnaskende bliver sluset ind i et univers af død, tortur og slibrighed.
Det hænder ofte, at man i artikler (og for den sags skyld også i filmanmeldelser) støder på en terminologisk vildfarelse, hvor der ikke skelnes distinkt mellem begreberne “seriemorder” og “massemorder” – det er to vidt forskellige definitioner, der dækker over to typer mennesker. Lad mig forklare!
Selvom betegnelserne “seriemorder” og “massemorder” ofte bruges som synonymer, skelnes der mellem de to på følgende måde. En seriemorder myrder en række ofre over længere tid, og mordene vidner ofte om en ritualistisk adfærd. Mordene er ofte adskilt af perioder, hvor morderen har en normal adfærd, og ifølge FBI skal en morder ydermere have begået mindst tre mord for at kunne klassificeres som seriemorder. En massemorder derimod dræber til gengæld flere mennesker på én gang – en selvmordsbomber er eksempelvis massemorder – så er det på plads!
“Dexter” er en serie som ingen, jeg tidligere har set. Den baserer sig på romanen “Darkly Dreaming Dexter”, der er skrevet af den amerikanske forfatter Jeff Lindsay. Normalt, når man i tv- og filmfiktion har med seriemordere at gøre, så drejer det sig om at få dem fanget. Her er det en seriemorder, der har selve hovedrollen, og man følger med tilbagelænet interesse dennes gammeltestamentlige retfærdighedssans, når han tager livet af sine ofre og parterer dem.
Ja, man kommer uvilkårligt til at tænke på Michael Douglas i filmen “The Star Chamber” fra 1983, hvor Douglas spiller en højesteretsdommer, der er træt af systemets juridiske smuthuller, der igen og igen udnyttes af slibrige advokater til at få deres klienter af krogen – også selvom de er skyldige. Dommeren tager derfor sagerne i egen hånd og bliver en del af en dommergruppe, der hyrer en lejemorder til at tage livet af dé kriminelle, der er blevet frikendt.
Dexter (Michael C. Hall fra “Six Feet Under”) er vellidt blandt de fleste af kollegerne. En undtagelse er dog Sgt. James Doakes, der om ikke har gennemskuet ham, så dog udviser en betydelig modvilje mod Dexters person såvel som dennes mordbide fascination af blod. Doakes synes simpelt og enkelt, at Dexter er uhyggelig!
Men hvor Doakes finder Dexter afskyvækkende, har han den helt modsatte virkning på sin chef, der ikke lægger skjul på, at hun gerne lod amorinerne styre hende i armene på ham. Ligeledes har Dexters søster og kæreste ingen anelse om, hvad Dexter foretager sig, når han stempler ud fra arbejdet.
Selvom Dexter over for sig selv kontinuerligt påstår, at han ikke evner at generere følelser over for andre mennesker, så er der i serien episoder, hvor det modsatte bevises. Dette ses bl.a. i episoden “Love American Style”, hvor Dexter befrier nogle ulovlige indvandrere fra deres fangenskab. Man kan naturligvis også påpege, at han ikke så meget handler ud fra medfølelse, som han handler ud fra, hvad der er rigtigt og forkert for at skjule sin sande identitet.
Dexter er således en helt anden type seriemorder, der skiller sig ud fra mængden ved at tage liv efter en mere – om jeg så må sige – retfærdig devise. En gammeltestamentlig filosofi – en øje-for-øje-tand-for-tand-filosofi – leder Dexters systematiserede aflivningsarbejde. Han tager simpelthen sagerne i egen hånd, og som en anden seende Justitia, tager han livet af formastelige kriminelle. “Dexter” er bestemt et bekendtskab værd!
Første sæson opbygger en rød tråd, der går gennem serien fra start til slut. Ikke kun følger man Dexter og dennes gerninger, man følger også The Ice Truck Killer, der fungerer som et ondsindet og afsporet pendant til Dexters mere humane seriemorder, hvis man da kan tillade sig at definere en seriemorder som human. Dette har da også skabt en del problematik, der af nogle bliver opfattet som værende foruden morale og etik, for man kan da ikke lade en seriemorder – vel at mærke en seriemorder, der fremstilles sympatisk – spille hovedrollen i en serie, der sendes på en landsdækkende tv-station! I øvrigt en serie – der for at gøre tingene være – har modtaget kritisk ros og vundet flere Emmyer.
Seriens kontroversielle tematik har således fået de konservative og religiøse højrefløjskræfter i USA til at råbe vagt i gevær. Således har Parents Television Council (PTC) stemplet serien som værende direkte amoralsk og skadelig – hvilket i øvrigt blot øger interessen for serien, så det er jo herligt! PTC har i forbindelse med lanceringen af tredje sæson på CBS – normalt sendes den på betalingskanalen Showtime – indgivet en klage og forlanger, at serien fjernes fra sendefladen. Den stærkt konservative gruppe føler, at man (som PTC-præsidenten Timothy F. Winter konstaterer): “… tvinger seerne til at få medfølelse med en seriemorder, at heppe på, at han vinder og håbe, at han ikke opdages”!
PTC benytter i deres vurdering af tv-serier et såkaldt trafiklyssystem, der opererer med farverne grøn, gul og rød. Vurderingen af serierne sker ud fra tre kategorier – sex, vold og bandeord – og tilstedeværelsen af de tre kategorier i en given serie afgør, hvilken farvekode serien tildeles. “Dexter” har – åbenlyst nok – modtaget et rødt trafiklys. Andre serier, der har modtaget det røde trafiklys, er eksempelvis “Lost”, “Medium”, “Law & Order”, “Veronica Mars”, “That ’70s Show”, “Alias”, “The Unit”, “American Dad”, “CSI”, “Friends”, “Spin City” og “Will and Grace”.
Det undrer således ikke, at et så konservativt og religiøst forankret smagssystem giver grønt lys til serier som “7th Heaven”, “Touched by an Angel”, “Sabrina the Teenage Witch”, “Reba” og “The West Wing”. Det siger i øvrigt sig selv, at der findes langt flere tv-serier i den røde kategori end i den grønne, da smagsdiktatoriske systemer har det med at udelukke frem for at indlemme!
Episodeguide til første sæson af “Dexter”:
01 – “Dexter”
02 – “Crocodile”
03 – “Popping Cherry”
04 – “Let’s Give the Boy a Hand”
05 – “Love American Style”
06 – “Return to Sender”
07 – “Circle of Friends”
08 – “Shrink Wrap”
09 – “Father Knows Best”
10 – “Seeing Red”
11 – “Truth Be Told”
12 – “Born Free”
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
