Skriv en kommentar
Sascha Baron Cohens Diktatoren begynder hvor dens hysterisk morsomme ligemand Borat slap. Nemlig i det kulturelle spændingsfelt, som slår komiske gnister, når Cohens facistoide diktator slippes løs i det demokratiske klassesamfund USA. Vores på alle måder naive og godtroende diktator misforstår landets indbyggede forbehold, og overskrider overlegent de herskende sociale koder, hvilket udleder megen akavet morskab i løbet af filmens, desværre kun, 83 minutter.
I forhold til Borat, er Diktatoren iscenesat udfra en allerede fastlagt slagplan, der skal føre vor gennemførte antihelt igennem et handlingsforløb, der inviterer til mange spændende kulturmisforståelser som malkning af strippere, henrettelser som største naturlighed, grov chauvinisme og ellers eksotiske sex-lege. Hvor Borat dyrkede omgivelsernes impulsive og umiddelbare respons overfor hovedkarakterens utilstedelige og grænseløse opførsel, benytter denne film sig af en langt mere plotorienteret skabelon, der stedvist synes at mangle førstenævnte films dokumentariske anarkisme. Filmens overordnede koncept virker derfor en kende udslidt, hvis ikke ligefrem direkte genbrugt i forhold til Cohens øvrige film, men den baldrende og storpludrende hovedpersons komiske timing og oplagthed, redder dens gentagelser, herunder filmens mange stereotype bikarakterer og banale dramaturgi.
Diktatoren er ikke ligeså situationsbaseret som Borat var det med sine afgrænsede, montageagtige struktur, men snarere en helstøbt underholdningsfilm formuleret efter en konventionsbåren dramaturgi. Den serverer ingen fornyelser i forhold til Cohens andre karakterer, men dvæler i ligeså høj grad ved den fuldstændigt overskruede “kulturmødekomik”. Det er jovist latrinært, grænsende til det banale, men hold dog op, hvor indeholder denne film mange grin. Det er en sand fest, når Cohens diktator giver den som økologisk-helsefreak med bagvedliggende skummelheder, som eksempelvis at ville destruere supermagten USA sammen med sin betroede væbner. Og når han falder for “superlebben med kemoparykken”, den altruistiske journalist og miljøforkæmper, der jovist har ligeså meget hår under armene som diktatoren har forneden - det er i disse forskruede og virkelighedsfjerne drømme, Diktatoren finder sin egen harmoni, og som helstøbt filmoplevelse.
Dog kan den forsimplede komik godt svælge i en lidt for ovendreven sexisme og racisme, hvilket undskyldes som en selvfølgelighed, når det kommer fra en diktator. De nogle gange arketypiske og klicheprægede jokes, er ganske vist groet udfra en rendyrket nihilisme, et opgør med det politisk korrekte - og denne komik er efterhånden så tyndslidt, at man undertiden har svært ved at grine ligeså højt hver gang. Dog bliver den underliggende forskellighed i hovedkarakterens begribelse et vigtigt komisk våben i filmens intellektuelle hævdelse.
Det er i kulturmødets problemfyldte perspektiv, at filmen nedfælder sig som en satirisering af den vestlige verdens - nogle gange - fremmedfjendske og konventionsprægede mønstre. Diktatoren holder gabet åbent i pludseligt hysteriske grin, både overfor diktatorens erkendelser, men også vores egen begrænsede opførsel og livsstil. Den er ligeså meget en komisk afdækning af en diktators humoristiske kynisme, men også af vores blødsødenhed, der heller ikke synes at fungere i en markedsorienteret og grådig finansstat.
Filmen er ikke ligeså debatorienteret og formmæssig svær at greje som dens storebror Borat, men den vil med sikkerhed lade tilskueren fryde sig over dens perfekt-platte humor og ellers udløse mange latterbrøl i mørket - også overfor kyniske og ellers sensibelt snobbede cineaster som overtegnede.
