Skriv en kommentar
Ejeren af en succesfuld IT-virksomhed vil sælge firmaet til en investor, men problemet er bare at der ikke i firmaet er en direktør. I hvert fald ikke andet end på papiret. Den rigtige direktør i virksomheden Ravn (Peter Ganzler) er nemlig konfliktsky. Hvilket har betydet at han har opdigtet en direktør i USA, der har taget alle de ubehagelig beslutninger i virksomheden. Nu er Ravn kommet på glatis, da der i forbindelse med salget af virksomheden skal optræde en direktør, fysisk. Derfor ansætter han den arbejdsløse skuespiller Kristoffer (Jens Albinus) til at spille direktøren ved en uformel overtagelsesceremoni med den nye islandske ejer Finnur (Fridrik Thor Fridriksson). Men den nye ejer vil kun købe virksomheden hvis den falske direktør deltager i den formelle underskrivelse en uge senere. Det betyder at Kristoffer skal spille falsk direktør i en uge, og deltage i arbejdet og møder i virksomheden, sammen med ”De seks gamle”. ”De seks gamle” er en betegnelse for de medarbejdere der sammen med Ravn har været med til at starte virksomheden:
Lise (Iben Hjele) der blandet andet er HR-repræsentant, Nalle (Henrik Prip), Heidi A (Mia Lyhne), Gorm (Casper Christensen), Mette (Louise Mieritz) og Spencer (Jean-Marc Barr) De har alle seks en historie eller et forhold til den nye direktør, som skuespilleren Kristoffer intet kender til, og efterhånden som ugen går, bliver han konfronteret med disse historier, og det går op for ham at alt ikke er som det ser ud til, og at tingene stikker meget dybere.
Lad os starte med det positive. Lars von Trier har skrevet et rigtigt godt manuskript til denne film. Det er varmt og lunt og meget dansk. Selve historien med at en chef på en dansk virksomhed, helst ikke vil tage de ”hårde” beslutninger i hverdagen, tror jeg mange kender til. Så selve historien er der ikke noget galt med. Men det er en komedie på Lars von Tries præmisser. Hvorfor han egentlig har lavet filmen, er et godt spørgsmål. For den er efter min mening lavet med en smule foragt for komedien, som en stilart indenfor filmverdenen. 3 steder i filmen, dukker Lars von Triers stemme op, og fortæller os hvad der nu skal ske, og hvad hans personlige mening er, Det kunne man godt have udeladt. Lad nu biografgængeren bestemme hvad personen syntes om filmen.
Derudover er filmen filmet efter et helt nyt koncept, nemlig ”Automavision”. Det betyder at der ikke er nogen decideret fotograf på filmen, men at det er en computer, der har bestemt, udfra en meget kryptisk formel, hvilken vinkel, bræddevidde, etc. som der skal bruges. Og det er ikke nogen succes. Det virker rodet og uoverskueligt. Lyden vælter frem og tilbage, når der bliver klippet. Hvor dogme konceptet var et forfriskende indslag, der fik sat skarpt på den der virkeligt er vigtigt, nemlig blandt andet skuespil kunsten, så er dette ”Automavison” meget irriterende.
Skuespillerne gør det godt, men heller ikke mere. Det virker som om at også castingen er sat på autopilot. De spiller alle roller som vi har set dem i før, og der er ikke nogen udvikling i nogen af dem. Iben Hjele spiller den Iben Hjele, som vi kender hende fra ”Klovn” og Langt fra Las Vegas. Mia Lyhne spiller den Mia Lyhne som vi kender fra ”Klovn” osv. Og hvorfor Jean-Marc Barr skal være med i filmen, bortset fra at han har været med i de fleste Lars von Trier film, er et godt spørgsmål.
Men der er selvfølgelig en undtagelse. For selvom det er en komedie, så bliver der ikke grinet meget, undtagen når de to islandske skuespillere dukker op, og spiller en total hård islandsk investor, der intet har til overs for Danmark og den bløde danske befolkning, samt dennes tolk. Det er sjovt og morsomt.
Det er også sjovt, når Jens Albinus dukker op som den meget karikerede skuespiller, der gerne vil spille rollen som direktør, med Gambini (Opfundet italiensk mesterinstruktør) som inspiration. Her prikker Lars von Trier til den danske skuespillerstand. Men der er for langt imellem snapsene, og rigtigt sjovt bliver det aldrig.
