Skriv en kommentar
Hjælp til selvhjælp. Temaet går igen i en del internationale film. For nyligt med "Stronger", der havde Jake Gyllenhaal i hovedrollen, og som tog udgangspunkt i Boston terrorangrebet, hvor den lokale Jeff Bauman blev et symbol på anti-terror efter hans ben blev sprængt af, men hvor han trods alt overlevede hændelsen. Før andre kunne hjælpe ham, og før han kunne hjælpe andre, må han sande at han muligvis måtte hjælpe sig selv først. Filmen fik aldrig dansk biografpræmiere, hvilket var en skam, men har man ikke set "Stronger" er det bare om at komme i gang. Lidt mindre er ulykken, rent nationalt/globalt i hvert fald, for satiretegneren John Callahan, der bliver permanent lam efter en bilulykke og ender i kørestol. Personligt for Callahan er ulykken dog enorm, men temaet er ligesom i "Stronger" (begge film er i øvrigt baseret på virkelige personer og hændelser) det samme: du er den første og bedste, der kan hjælpe dig selv.
Selvhjælp
Efter stordrankeren, John Callahan (Joaquin Phoenix) kører galt med sin ven, Dexter (Jack Black), ender han som nævnt i kørestol. I takt med at livet synes mere og mere nyttesløst, slår han sig kraftigere på flasken. Da alt håb synes ude, opdager Callahan dog et skjult talent for satiretegninger, og han finder hurtigt lysten til at lege med livet igen. Og da han starter til AA-møde hos en selvhjælpsguru og millionær, Donnie, for at få styr på sit drukproblem, opdager han endda kærlige sider af en verden, der ellers havde taget det meste fra ham.
Komikere med dramatisk talent
Den mesterlige "method actor", Joaquin Phoenix, portrætterer med voldsom kraft og rå følelser den kontroversielle satiriker. Og skønt hans rolle både er fysisk krævende og transformerende, så er det i de stille og intime øjeblikke, hvor Phoenix imponerer stort. Jonah Hill og Jack Black lyser gevaldigt op i birollerne, og hvis man troede at de to komikere vilme falde igennem på det dramatiske gulv, så tog man grueligt fejl. Begge formår at holde sig fra at falde baggrunden af Phoenix-showet, også selvom de spiller op imod en af tidens mest virtuose skuespillere.
Sårbar rejse
Gus van Sant, der overtog beretningen om John Callahan fra Robin Williams, som havde købt rettighederne til historien, da han gik bort, instruerer med sikker og tilbagelænet hånd, lidt ala indiemaestroen Richard Linklater. Der er en åbenlys respekt for at gengive Callahan's tegninger på en autentisk og naturlig måde. Han fremstår ikke altid lige sympatisk, ham Callahan, men det er hans lange, barske og sårbare rejse hen imod sin selverkendelse - og hans stædige kamp imod alkoholen, der gør filmen til et så rørende bekendtskab.
"Don't Worry, He Won't Get Far On Foot" er et fremragende eksempel på at en film ikke behøver at være unødvendig sentimental, for at være inspirerende og livsbekræftende.
