Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Lidt Udover Det ...
Lidt Udover Det Sædvanlige billede

Børnene Fra Sølv...
The Crow


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

Downton Abbey Series Four

9. juni 2014 af Carsten Skov

5 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

Downton Abbey Series Four billede

Selv om vi er nået til 4. sæson af den nytolkning af ”Herskab og tjenestefolk” er niveauet fortsat bemærkelsesværdigt højt.

Da jeg første gang hørte om serien tænkte jeg: Åh nej, der bliver endnu en gang på kedsommeligste vis tærsket langhalm på ”Herskab og tjenestefolk”. Nu kan jeg dårligt huske den oprindelige TV-serie, der løb over skærmen fra 1971 til 1975. Jeg bilder dog ind at kunne huske den som filmet teater, som et persondrama uden voldsomme effekter og følgelig også blottet for udvendig action.

Denne karakteristik kan for så vidt langt hen ad vejen hæftes på ”Downton Abbey”. Blot har TV-drama som format udviklet sig markant, så det kan matche et setup, der er et biograflærred værdigt. Og nok så meget har fortælleteknikken udviklet sig langt videre end, hvad jeg husker som filmet teater. Samlet set står ”Downton Abbey” som en fornem mange-facetteret historie med intriger, konflikter og udfordringer på kryds og tværs af klasseskel.

Omdrejningspunktet er familien Crawley, der under pres gør deres yderste for at holde Downton Abbey gående. Lord Robert Crawley, jarlen af Grantham, åbner så småt for, at næste generation træder ind i driften. Det indebærer desuden, at der bliver tænkt i nye afgrøder og nye former for husdyravl.

Sæson 4 starter med, at Lord Roberts datter, Lady Mary Crawley, kæmper med fortvivlsen og sorgen over tabet af sin mand, Matthew, samtidig med at hun har svært ved at tage ansvaret for sit nyfødte barn til sig. Den noget rebelske Tom Branson er splittet mellem sine politiske standpunkter og sin loyalitet over for familien Crawley, der har inddraget ham i deres herskabelige levevis og omgangskreds efter at han blev gift og fik barn med Sibyl Crawley, der på tragisk vis mistede livet i barselssengen. Tjeneren John Bates og hans kone, Anna Bates, der også arbejder på Downton Abbey, har kæmpet bravt for at genfinde nærhed og fortrolighed efter at han langt om længe blev løsladt efter en beviseligt uretfærdig fængselsdom. Harmonien bliver brat afbrudt, da Anna bliver voldtaget af en lakaj til Lord Gillingham, én af Lady Mary Crawleys gæster. En hændelse, der lægger en tung skygge over høj som lav det meste af sæsonen igennem.

Det her er endda kun et yderste beskedent udvalg af de handlingstråde, der nænsomt bliver flettet og holdt sammen det fornemste tidsbillede af England i de tidlige 1920’ere. Om det er den årlige basar, udflugt til kysten eller bare landskabet omkring Downton Abbey, så er der tale om stor visuel nydelse. Og så er der alligevel store kontraster. Mellem Lord Robert og Tom Branson. Mellem Lady Mary og Charles Blake, der er udsendt af regeringen for skrive en rapport om, hvordan de store godser klarer sig gennem efterkrigstidens udfordringer. Mellem husholdersken Elsie Hughes og den strenge, men i grunden hjertevarme, butler Charles Carson. Mellem Isobel Crawley og hendes mor, matriarken på Downton Abbey, Lady Violet Crawley.

Carson og Lady Violet udgør i hver deres sociale sammenhæng et omdrejningspunkt, en autoritet, som omgivelserne i praksis orienterer sig efter. Carson styrer ’tropperne’ downstairs med strengt overblik – men også med en sans, om end ofte hjulpet lidt på vej af husholdersken Elsie, for, hvornår der skal slækkes lidt på … the stiff upper lipp. Lady Violet er måske mere skarpt iagttagende end Carson, men hun besidder om muligt i endnu højere grad evnen til at se og støtte afvigelser fra, hvad formerne nu i øvrigt måtte fordre.

Seriens høje niveau bliver bestemt også hjulpet på vej af en noget nær perfekt casting til de bærende roller. Hugh Bonneville tegner fint Lord Robert pondus. Michelle Dockery udtrykker Lady Marys sorg med stor smerte. Jim Carter former rollen som Carson med fasthed og alvor, som var figuren mejslet i sten. Endelig hører det seriens absolutte højdepunkter, at Maggie Smith i rollen som Lady Violet med få, absolut velvalgte ord kan vise, hvordan hun har ’læst’ en person eller en situation.

Ved sæsonens afslutning sidder man ikke tilbage med en cliffhanger i traditionel dramatisk forstand. Til gengæld er der fortsat uafklarede handlingstråde og tilløb til sprækker i de vante former, som nok skal holde liv i serien i endnu en sæson. Arbejdet med at skrive og optage endnu en sæson er da også godt i gang. ”Downton Abbey Series Four” kan under alle omstændigheder ses - og med fordel genses - for sit raffinerede fletværk af en handling – og for et fornemt tidsbillede, der får vores egen TV-serie-ikon ”Matador” til at tage sig ud som ren dilettant.

Filmen er venligst stillet til rådighed af: Universal Pictures.

Titel: Downton Abbey Series Four
Original Titel: Downton Abbey Series Four
Premieredato: 15. maj 2014
Instruktør: David Evans, Catherine Morshead, Philip John, Edward Hall
Skuespillere: Hugh Bonneville, Laura Carmichael, Jim Carsten, Brendan Coyle, Michelle Dockery, Elizabeth McGovern, Maggie Smith
Spilletid: 418 min.
Selskab: Carnival Film & Television, Masterpiece Theatre
Genre: Drama
Link: http://www.itv.com/downtonabbey





banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...