Skriv en kommentar
Efter at have arbejdet med flertallet af hovedkaraktererne I tidligere film, har Dennis Dugan nu samlet hele slapstick-slænget sammen i én komedie.
Adam Sandler, Kevin James, Chris Rock, David Spade og Rob Schneider spiller fem venner, der i teenageårene spillede basketball sammen. 30 år senere er kontakten mellem dem spartansk, men de mødes alle over en weekend, med vedhæng og afkom, for at ære den basketballtræner, der var deres ungdoms mentor. Stedet for sammenkomsten er en feriehytte nær sø og skov, hvor de sammen fejrede deres største basketballsejr, for så mange år siden. Men selvom flere årtier er gået, og alle er faldet til rette i hver sin tilværelse, er der visse ting, drengene ikke vokser fra…
Let’s face it, de fleste ved, hvad de går ind til, når der står Adam Sandler på plakaten. Man går derind for at grine, græmmes, charmeres, og måske endda få et lille gajolpakke citat med på vejen.
I tilfældet ”Drengerøve” er han både hovedrolleindehaver, manuskriptmedansvarlig, producent og bidrager til soundtracket, så man kan vist roligt kalde dette en Sandler produktion. Filmproduktion er så meget sagt, for resultatet minder mest om et forvokset sitcom afsnit eller sketchshow.
Det er et manuskript bygget op af oneliners, sløset klistret sammen af det, der foregiver at være et plot.
Humoren omhandler hovedsageligt emner som fedme, race, prutter og patter, og er hverken nyskabende, provokerende eller kløgtig, men slet kamuflerede gengivelser af jokes, vi har set tusind gange før – bare bedre fremført.
Gags bliver stablet lemfældigt på hinanden, til handlingen står som et stort klodsmajor tårn, dømt til at brase sammen. Der er ganske enkelt ikke nogen stabil base til at få en film op og køre, og resultatet ligner en sammenklippet omgang ”Det er ren kagemand” – en lighed, der understøttes af den helt kummerlige kameraføring.
Den overfladiske udvikling karaktererne gennemgår, kan dårligt betegnes som en udvikling, men nærmere beskrives som en dramaturgisk knap, der trykkes på halvvejs i filmen, af frygt for at man skal kalde den intetsigende.
Det svækker også filmen, at de færreste af skuespillerne er skuespillere men komikere, der ikke spiller egentlige roller, men bare viser deres vante persona frem foran et rullende kamera.
Værdigrundlaget, som filmen bygger sine vaklende søjler på, er en fremstilling af familien som individets bærende kraft, drengestreger, som noget man aldrig vokser fra, og barndommen, som noget man skal have med sig hele livet. En pointe, der aldrig hverken uddybes eller udfordres, og snildt kunne vises i et sitcom afsnit på 20 min, og ikke hører hjemme på en storskærm.
Det er åbenlyst fra start til slut, at folkene bag denne ”Drengerøve”, har regnet med at køre salget hjem på ren og skær stjernefaktor, ved at sætte de fem kendte komikere side om side – men man havde nok sparet selskabet nogle penge, og publikum noget tid hvis man i stedet havde brugt nogle gamle billeder, lidt lim og en saks.
