Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Hvordan i helvede kan hun holde sig selv ud? Ja, det og mange andre krakilske spørgsmål kom over min mund, efter at have set det danske bud på en Oscar-vinder. ”Dronningen” er en uhyggelig, men samtidig besnærende og interessant film om Anne, der tilsyneladende har alt hvad hun skal bruge i form af mand, et par tvillingepiger, et godt job, hus og bil. Det går da også ret godt, lige indtil at mandens ældste søn ved navn Gustav flytter ind. En rod af rang, og som på et eller andet plan fascinerer Anne, der inden længe kaster sin sikre tilværelse over bord og indleder et seksuelt forhold til den blot 17-årige stedsøn Gustav. Ingen må naturligvis vide noget om denne ugerning, som konstant ulmer og truer familielivet. Det går ”godt” længe, men langsomt opstår der ridser og revner i hele foretagendet, og løgne må opfindes for at holde skansen. Men som alle ved, så holder løgne sjældent ret længe, og den forløsende sandhed kan være forbundet med uoverskuelige konsekvenser.
Det er næsten ikke til at tro at vores allesammens uskyldige ”Danse I Måneskin”-sangstjerne sådan kan skifte ham og omvende sig til dette egoistiske monster. Men jo, det er altså Trine Dyrholm, som endnu en gang viser sin kompromisløse stil og ikke er bange for at spille hovedrollen som en slags skurk og anti-helt. Over for sig har hun svenske Magnus Krepper, der også medvirkede i en anden dansk Oscar-kandidat i form af ”Før Frosten”. Men man må så sandelig også anerkende Gustav Lindh, som uden tvivl slår sit navn fast i denne modige og vovede rolle. Ellers er filmen stort set renset for kendis-faktor (hvis man ser bort fra Linie 3’s Preben Kristensen som Annes chef), hvilket klæder figurgalleriet, således at det føromtalte trekløver kan spille med samtlige muskler. ”Dronningen” er en uafrystelig film, og det er fra mit vagttårn ikke nogen dum idé at kyle den afsted i Hollywood-retning på bekostning af ”Før Frosten” og ”Ser Du Månen, Daniel”. Filmens indirekte voldsomhed kommer til at sidde i dit system i resten af din levetid. Man vil altid kunne vende tilbage til ”Dronningen” og sige: ”Var det ikke den film, hvor..?”
Jeg spår desuden at filmen her kan åbne nogle ganske interessante døre for instruktør May El-Toukhy. Værket her er kontroversielt og en af de efterhånden sjældne oplevelser, hvor en film med en spilletid omkring de to timer ikke er fyldt med ligegyldige scener og formålsløse replikker. Faktisk står den i høj grad også stærkt når den er non-verbal. Følelsesregistrene figurerne imellem er af ypperste kaliber og man kan sagtens tage sig selv i at sidde og gyse, krumme tæer og tænke nej, nej, nej – selvom ”Dronningen” altså ikke er en gyser. Man kommer desuden til at holde meget af parrets tvillingedøtre, som fremstår som de eneste familiemedlemmer med purhed. De står som den ultimative kontrast og samtidig som det rolige element i denne fortælling. En brydning på det skræmmende billede på en familiekrakelering, men uskylden går som regel ikke ram forbi i sidste ende.
Det er svært andet end at anbefale ”Dronningen” på det varmeste. I nyere tid har jeg svært ved at komme på en film, som er så usandsynligt tæt på at ramme de seks stjerner, som efterhånden er så svær at opnå. Jeg kommer til at følge filmens promovering tæt frem til Oscar-festen til februar. Forhåbentlig når den hele vejen frem til 9. februar og hvor ville det være fantastisk hvis den gyldne figur atter endte i Dannevang. Mindre kan også gøre det, og man må blot konstatere at det er en fuldblodsfilm af rang vi har sendt i konkurrence. Vi kunne næppe have gjort det bedre!
Udgivelsen indeholder intet bonusmateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
