Skriv en kommentar
En af de største og mest nyskabende instruktører fra det 21 århundrede, må uden tvivl være Christopher Nolan. Han genfødte Batman med "The Dark Knight-trilogien" (2005-2012), han førte os, bogstaveligt talt, ind i drømmenes verden med den fremragende "Inception" (2010), og han ramte plet med det sanseligt bevægende og samfundsrelevante sci-fi brag "Interstellar" (2014). Han er med andre ord en instruktør med et talent, der spænder vidt og bredt. Og nu har han med "Dunkirk", som han selv har skrevet, produceret og instrueret, lavet en historisk krigsfilm, som både har hjernen og hjertet på det rette sted. En hyldest, både til de involverede soldater og de tapre civile helte, men også en påmindelse om at medmenneskelighed oftest sejrer til sidst.
Omringet fra alle sider
26. maj, 1940. 2. Verdenskrig er godt og vel et år gammel, og flere hundrede tusinde af britiske og allierede soldater omringes af tyske styrker på en strand. Med ryggen mod havet begynder situationen for alvor at spidse til og eskalerer, da fjenden angriber fra alle sider. Håbet finder vej, da hundredvis af civile kommer de desperate soldater til undsætning i deres egne småbåde. Uden tanke for deres egen sikkerhed, sejler de direkte ind imod Dunkerque, ind i krydsilden, for at redde så mange som muligt. I luften bliver bådene beskyttet af de modige RAF Spitfire jagerpiloter, der jagter de tyske fly og forsøger at forhindre dem i at ødelægge den kolossale redningsaktion. Tiden bliver den største fjende.
Stor filmkunst
"Dunkirk" har ligesom Steven Spielberg's fremragende "Saving Private Ryan" (1995) en rystende, brutal og ikonisk åbningsscene. Den er perfekt orkestreret af Nolan, og den er voldsomt realistisk. Volden kommer pludselig, som man kan forvente, at den gør midt i en krig, og man føler med de stakkels desorienterede unge mænd, som bliver beskudt fra alle sider. Det er stor filmkunst, og man kan tydeligt fornemme Nolan's enorme respekt og ydmyghed for både soldaterne og de civile, der ofrede deres liv, for at andre kunne leve. Det er en monumental og bevægende film, der uden tvivl vil gøre sig gældende til næste års Oscaruddeling.
Gribende og ambitiøs
Selve historien, hvor man følger begivenhederne i Dunkerque til lands, til vands og i luften, ville måske have virket for rodet i en anden instruktørs hænder. Men Christopher Nolan ryster aldrig på hånden og udfolder tålmodigt og nøjagtigt historien, så man som seer får det hele med ned til mindste detalje. Det er en fremragende fortælleteknik han bruger, for det er med til at gøre filmen utroligt dynamisk. Det ene øjeblik kæmper piloten, Farrier (Tom Hardy) desperat med at få ram på nogle tyske jagerfly, og i næste scene ser vi, hvordan den civile kaptajn Dawcett (Mark Rylance) og hans søn heroisk hjælper en PTSD ramt soldat (Cillian Murphy) op af de glubske bølger. Det er en gribende og ambitiøs historie, der konstant holder fokus, og resultatet er derfor fuldstændigt fantastisk.
Stærkt skuespil og dragende score
Cillian Murphy beviser i rollen, som soldaten med PTSD og granatchok, at han er en af de bedste skuespillere fra hans generation. Tom Hardy er ligeledes formidabel, som piloten Farrier. Bedst af alle er Mark Rylance, der senest vandt en Oscar for Spielberg's koldkrigsdrama, "Spionernes Bro". Som Dawcett er han afdæmpet, men ekstremt målrettet. Forsigtig, men viljestærk. Et symbol på de mange civile, der var med til at redde soldaterne. Hans Zimmer's intense og dragende score er intet mindre end fænomenalt og sammen med fotograf Hoyte Van Hoytema's overdådige billeder, som er skudt i det flotte 70mm format, smelter musik og billeder sammen til én smuk og mindeværdig enhed.
Episk, medrivende og bevægende. "Dunkirk" er en af de bedste og vigtigste film, der er lavet i år.
