Skriv en kommentar
Når en fjer bliver til promiskuøs adfærd
Teenagelivet er ikke altid en fornøjelig tid. I hvert fald ikke hvis man spørger teenagere og slet ikke, hvis man spørger Olive Penderghast (Emma Stone). Hun er en anonym størrelse, der vandrer gennem gymnasiets overbefolkede gange med én eneste veninde ved sin side. Weekenderne bliver tilbragt i eget selskab, kærester er der ingen af, og popularitetsbarometeret svinger den forkerte vej. En lille hvid løgn om en opfundet -”jeg har mistet min mødom til en ældre fyr” - oplevelse sætter den sædvanlige og sædvanligt ustyrlige lavine i gang, som transformerer den artige pige til en sand maneater. Olive begynder at tage penge for at hjælpe sine engang ligeværdige outcast-venner ud af deres udstødte skolekroge og gør snart bøsser til balstyriske heteroer og giver fede nørder mulighed for at gå first og second base med lækre kvinder.
La vita er sandelig bella, men det bliver det ikke ved med at være, for alting har som bekendt en ende. Og før Olive når at nyde sin nye, frigjorte tilværelse, eskalerer rygterne med ekspresfart og gør livet uudholdeligt for den idealistiske pige, som efterhånden identificerer sig med Hester Prynne, der, i Det Flammende Bogstav, tvinges af samfundet til at bære A for Adulterer! Olive må lære, at alting har en pris. Og ikke mindst en værdi.
Ny smag på gamle vin …
Lad mig slå det fast med det samme – Easy-A er ingen unik sag, som vælter enhver forestilling om high school universet, eller hvad det vil sige at være teenager. Den gør umiddelbart noget andet, i stedet for at sværge til gældende genreklicheer såsom den evige konflikt mellem den populære klike af rige, forkælede og ikke at forglemme smukke piger, med hjerter så små som knaphuller og egoer så store som Hindenburg, der hæmningsløst og kynisk udraderer de usikre, ekskluderede, men hjertensgode og charmerende piger, omrokerer Easy-A denne yndede recept en smule. I Easy-A er Olives hadede nemesis ikke en dullet Cruella de Vil, der obligatorisk nok er kæreste med skolens mest eftertragtede fyr; nej, i denne film er hun en frelst Kristus-fan, Marianne (Amanda Bynes), som altså bruger moralen og ikke narcissismen til at irettesætte/bekæmpe sine fjender. Det er forfriskende med denne omdannelse, for skurken er slet ikke så entydig, og der er faktisk øjeblikke, hvor man helt holder af hende. Tommelfinger opad for denne fornyelse.
Hovedpersonen selv, Olive, er tilbagelænet på den cool måde, intelligent og sjov med en harsk stemme, som tilfører hende den kant af rebelskhed, der er så nødvendig for en ægte high school hero. For en high school hero er lige præcis, hvad Olive er. Emma Stone spiller denne rolle så måbende godt, at man vitterligt nyder hvert et øjeblik, hun er på skærmen – og det er mange, heldigvis. Som den totale bærer af filmen indkapsler hun fuldstændigt ideen om den bestandigt utilpassede teenager, som befinder sig et sted i overgangen mellem uskyldigt barn og angstfyldt voksen. Denne sårbarhed forklædt som nonchalance kræver en kyndig, selvsikker skuespiller for at virke pålideligt – og Emma Stone overbeviser til det store 12tal, for at blive i skoleuniverset.
High School er the highway to hell
Dér, hvor filmen glipper, er i det øvrige cast. Hvad Emma Stone gør for filmens pondus, gør de andre medvirkende deres for at minimere denne pondus til en betydningsløs prik. Især Olives lærer, Mr. Griffith, spillet frygteligt forstenet af Thomas Haden Church, samt dennes kone og skolevejleder, Mrs. Griffith, spillet Phoebe´sk uden dennes herlige yndighed af Lisa Kudrow, virker underligt kunstige i deres performances – helt forstillede, uden hverken gnist eller power. Olives forældre bliver spillet dejligt afslappet af Stanley Tucci og Patricia Clarkson, om end jeg efterhånden er villig til at anklage Tucci for at tage den samme mimik, toneleje og karakter med sig fra film til film – lidt variation ville klæde ham, tak. Det er IKKE den samme film, du spiller med i hver gang, fristes man til at sige.
Filmens overordnede koncept er sympatisk nok, men pulsen svækkes efterhånden, som filmen udvikler sig. Tingene bliver skåret lidt for skarpt ud i den udskældte pap og filmen glemmer, at subtil underdrivelse har en langt kraftigere effekt end himmelråbende overdrivelse. Easy-A tyr ikke til denne formel med det uheldige resultat, at historien både bliver forudsigelig, kitschet og momentvis overgearet. Den vil så gerne stå mål med sine langt bedre og langt mere rørende filmiske forgængere som fx Breakfast Club, men hvor denne virkelig turde grave dybt ned i teenagelivets inhærente angstmekanismer og outcast-mentalitet, henvender Easy-A sig til det mere kommercielle segment, hvor man alene tør antyde problemerne, men ikke overskue dem. Easy-A har dog en gennemgående let og humoristisk undertone, som altså delvist undskylder dens manglende vilje eller mod til at tage springet ud i uvisheden. Den satser på den karikerede/komiske vej til katarsis, og i denne mindre dybdeborende og mere bredtfavnende optik lykkes det tilfredsstillende.
Soundtracket gør brug af alskens moderne tracks, som smelter fint sammen med filmens nymodens univers og gør det meget sing-a-long venligt. Tonen er letsindig og medvirker yderligere til filmens løbende feelgood-effekt. For denne grundkomiske effekt er på trods af filmens provokerende tilgange og kortvarige alvor i sig selv et af filmens væsentligste elementer. Filmen giver dig ikke lyst til at være teenager igen eller læse Det Flammende Bogstav, men du får en uundselig lyst til at gøre noget vildt og overraskende. Om det så bare er at møde verden udenfor biografsalen med et selvbevidst smil og en udstrakt fuckfinger på en og samme gang.
