Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Eden Lake er en den horrorglade anmelders våde drøm. Så er det sagt.
Gennemarbejdet manuskript, masser af suspense, ukendte, men fremragende skuespillere og ikke mindst; genre-nytænkning. Og så står der en ung, britisk instruktør bag det hele, hvilket lover umanerligt godt for fremtidens horrorfilm.
Forlægget er faktisk både velkendt og klassisk for genren – og så er der lige det ret geniale twist, der tilfører filmen realisme og dermed gør den endnu mere uhyggelig.
Kæresteparret Jenny og Steve drager på romantisk weekend til Eden Lake – et uberørt stykke natur, som de ønsker at nyde for sig selv. På turen dertil får man allerede små hints om, at det ikke kommer til at være tilfældet. Instruktør James Watkins mestrer genrens virkemidler til perfektion – uden at afsløre for meget. Og bedst som parret slår sig ned på destinationens dejlige søbred – og man forventer natligt besøg af en galning iført hockeymaske (eller noget i den stil), kommer en flok rødder anstigende. De er voldsomt provokerende, helt uden sans for grænser og bare møg ubehagelige – deres aggressive rottweiler hjælper heller ikke på stemningen.
Dilemmaet er klokkeklart. Skal man ignorere eller konfrontere dem? Steve vælger det sidste og sætter dermed virkelig skub i handlingen. Hans udgangspunkt er, at man da må kunne tale fornuftigt med dem, men intet kunne være mere forkert. Specielt bandens selvbestaltede leder må siges at være meget langt ude for pædagogisk rækkevidde og hans hårde ledelsesstil giver ikke rigtigt resten af flokken mulighed for at sige fra.
Det kommer til små sammenstød, inden det hele eksploderer. I løbet af natten stjæler de unge parrets bil. Jenny og Steve vælger i første omgang at lade myndighederne tage sig af det, men da de på vej gennem skoven møder banden, bliver det Steve for meget og mødet udvikler sig voldeligt. De unge trækker knive, og ved et uheld dræber Steve bandens rottweiler, da han fravrister en kniv fra en af rødderne. Den minimale grænse, der ellers har været trukket er nu overtrådt. Og herfra hedder det brutal jagt gennem skoven. Bevæbnede voldspsykopater efter det veltilpassede pæne par.
Her er vi så tilbage i klassisk horrorgenre-stil. Kunsten i den klassiske horrorfilm er naturligvis ikke for tidligt at afsløre, hvilket monster hovedpersonerne har i hælene, da en del af frygten ligger i det ukendte. Og her er det helt perfekt med en flok utilpassede unge. Godt nok har vi set ansigterne og ved, hvem der er mest farlig – men det er ikke til at gennemskue, hvor langt de vil gå og på hvilken måde. Undervejs er der også interne problemer i gruppen og større diskussioner om, hvem der kan stå inde for hvad. Det er en flot og realistisk skildret gang gruppepsykologi. Og på intet tidspunkt mistes der grebet om instruktionen og tempoet sidder lige i skabet. Brugen af vold som virkemiddel er også en kunstart indenfor horrorgenren – hvis der konstant flyver afhuggede lemmer gennem luften, så kommer det hurtigt til at kede tilskueren, men igen er der komplet styr på sagerne, og der bruges kun voldsscener, når det er nødvendigt. Hvilket gør scenerne stærkere og yderst ubehagelige at se på.
Skuespillerne er perfekt castet. Jenny (Kelly Reilly), som vi indledningsvis ser som sukkersød skolelærerinde gennemgår noget af en forvandling undervejs i filmen, men det virker alligevel meget troværdigt. Karakteren Steve (Michael Fassbender) matcher hende perfekt – sammen er de prototypen på det unge smukke par med orden i sagerne. Prisen for bedste skuespil tager dog bandens stjernepsykopat Brett (Jack O´Connell). Man er bare ikke i tvivl om, at han er den type, der ender som leder af en flok hooligans, sammenbidt, utilregnelig og livsfarligt selskab.
Jeg kan ikke rigtigt finde så mange negative kritikpunkter – så det er nærmest mest af pligt, jeg nævner det, for de er såmænd ret ubetydelige. Et par af scenerne fik jeg lige et snert af ”hvis det nu havde været virkeligt, mon så…..” – men igen, ikke noget der berører helheden overhovedet.
Slutningen kan også diskuteres – jeg fandt den dog superfed, men kunne godt forestille mig, at den ville falde andre for brystet.
Hovedkonklusionen er, at vi her har tale om et lille mesterværk inden for horrorgenren – såmænd intet mindre. Handlingsmættet, uhyggelig, tankevækkende – og så sørme tilsat realistisk nytænkning: Alle 6 stjerner er hjemme.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision
