Skriv en kommentar
Da J.R.R. Tolkien i en alder af 81 forlod denne verden i 1973, efterlod han sig et væld af materiale omhandlende Midgård, den verden som han havde udødeliggjort i Hobbitten (1937) og Ringenes Herre (1954-55).
Der hersker ingen tvivl om, at det var hans intention, at dette materiale skulle udgives. Til gengæld er der heller ingen tvivl om, at værkerne krævede en del mere arbejde. Mange af dem var på ingen måde færdigskrevne men nærmest blot grundideer. En del af de mest sammenhængende fortællinger blev udgivet i Silmarillion (1977), som Tolkien angiveligt arbejdede på til det sidste, og som han selv betragtede som sit hovedværk. Men der var stadigt et væld af fortællinger tilbage, nogen af disse modsiger de andre skrevne værker, nogle var for ufærdige. Disse er blevet samlet og udgivet i form af denne samling Unfinished Tales (1980), der nu endelig forligger på dansk med den mere flatterende om end upræcise titel Efterladte historier.
På denne baggrund kan man med rette stille spørgsmålstegn ved, om det ville have været J.R.R. Tolkiens ønske, at en del af de tilbageblevne historier blev udgivet i den form, som vi finder i Efterladte historier. Det er imidlertid et ufravigeligt faktum, at vi aldrig får et endegyldigt svar fra forfatteren selv, og at hans søn Christopher Tolkien nu engang har udgivet dem, og at vi derfor må forholde os til dem.
Christopher Tolkien har bestemt ikke haft nogen nem opgave, for på den ene side har han skullet forholde sig til sin fars sidste ønsker, på den anden side har der været en enorm efterspørgsel fra fans over hele kloden, som gerne ville vide mere om Midgård og dens beboere.
Resultatet af disse overvejelser blev Efterladte historier, hvor vi får de mest færdige af de ufærdige fortællinger, som J.R.R. Tolkien efterlod sig, alle sammen redigerede og med kommentarer og noter fra Christopher Tolkien, så man ikke behøver være Midgårds ekspert for at få noget ud af historierne.
Bogen er rent praktisk inddelt i fire sektioner. Den første sektion omhandler logisk nok Midgårds første alder. Den indeholder bl.a. historien om Húrins børn, en historie som vi er blevet præsenteret for i Silmarillion, men denne udgave af historien er mere dybdeborende og fuldendt.
Anden sektion af bogen beskæftiger sig med Midgårds anden alder, hvilket bestemt er en god ting, da vi i Ringenes herre har fået præsenteret myter og legender fra denne alder men aldrig i uddybet form. Der er i denne sektion særlig fokus på øen Númenor. Vi bliver også præsenteret for Númenors forskellige konger samt en spændende historie om Galadriel og Celeborn, der giver mere dybde til begge figurer samt bidrager til oplevelsen af begge i Ringenes Herre.
Tredje sektion af bogen behandler Midgårds tredje alder. Her får vil bl.a. uddybet forholdet mellem Rohan og Gondor. Det er også i denne sektion, at vi for beskrevet hændelserne omkring Theodreds, Théodens søns, død. Saurons jagt på ringen behandles også her. Denne sektion er efter min mening den mest givende og alment appellerende i bogen, især historien ”Rejsen til Erebor”, er god. Den giver svar på, hvorfor Gandalf overhovedet ville have Bilbo med på rejsen til Bjerget, ligesom den på glimrende vis bygger bro mellem Hobbitten og Ringenes herre.
Bogens fjerde sektion er et væld af informationer, som bl.a. omhandler Istari også kaldet Troldmændenes orden, Drúdain (de vilde mænd) og palantírerne (Seerstenene). Informationerne er måske ikke essentielle, men de udvider og uddyber igen Tolkiens fantastiske univers, og læseren får en dybere forståelse af Midgård og dens beboere.
Men det er ikke alt sammen historier. Værket afslører også, at Tolkien havde udarbejdede egentlige essays, som for en stor del beskæftiger sig med forskellige baggrundselementer for de allerede udgivne værker, f.eks. en fuldstændig udredning af Celeborns og Galadriels forhold og historie sammen. Vi får også givtige essays omhandlende Drúedain, de såkaldte vilde mænd i Ringenes Herre, og mere interessant får vi også afsløret nogle af de hemmeligheder, der gemmer sig hos Istari, Troldmandsordenen, hvor kommer de fra, hvem sendte dem, og hvordan virker palantierne (seer stenene)?! Det må siges at være guf for os fans af Ringenes herre.
Som den opmærksomme læser sikkert selv har konkluderet ud fra det ovenstående, så er Efterladte historier ligesom Silmarillion ikke et værk for alle. Hvis man ikke fandt Silmarillion interessant, så vil man bestemt ikke bryde sig om første halvdel af Efterladte historier, dog vil jeg mene, at anden halvdel er for fans på alle niveauer. Her får vi nemlig svar på en del af de spørgsmål, som naturligt opstod i Ringenes herre. Hvordan mistede Isildur ringen? Hvem og hvad er troldmændene egentlig? Hvordan blev Celeborn og Galadriel herrer over Lórien? Hvad skete der ved vadestedet over Isen, da Saruman angreb Rohan og Théodens søn Théodred blev dræbt? Disse spørgsmål bliver alle adresseret i bogen, men der er tale om et tveægget sværd, idet ingen af fortællingerne er helt færdige, så det er kun halve svar, vi får, men givende og underholdende det er det!
Efterladte historier er langtfra perfekt. Man aner mange steder, at den er halvfærdig, sproget bliver periodevist meget tungt, og stilsikkerheden er der heller ikke i samme grad som i ”Ringenes Herre”. Desuden ødelægger den konstante ”klipning” mellem J.R.R. Tolkiens egen tekst og Christophers kommentarer naturligvis det naturlig flow, der gjorde Ringenes herre så eminent. Dertil kommer at nogle af historierne modsiger hinanden, og at nogle passager forekommer decideret overflødige.
Når det så er sagt, så fungerer Efterladte historier fint som et supplement til disse fantastiske bøger. Man kan heller ikke komme udenom, at bogen leverer en indsigt i, hvordan J.R.R. Tolkien udviklede sit eventyrunivers, og det er bestemt fascinerende læsning. Man bliver også glimtvis præsenteret for den samme eventyrlige stemning og rendyrkede gode fortælling, som man finder i Ringenes herre, og man ærgrer sig over, at disse historier ikke blev færdiggjort i tide.
Hvis man er hardcore fan af J.R.R. Tolkiens univers, så er dette en bog, man ikke skal snyde sig selv for. Har man et mere afslappet forhold til det hele, vil man dog stadig kunne nyde dele af bogen, men det er mest oplagt at kaste sig over bøgerne Ringenes herre, Silmarillion og Hobbitten først!
Bogen er venligst stillet til rådighed af
Gyldendal.
