Skriv en kommentar
Et træskib på uudforskede afveje
Et stort træskib begiver sig nordpå med destination Nordøstgrønland. Om bord på skibet er blandt andet en biolog, en geolog, en kunstner, en arkæolog og en zoolog, og deres mission er at begive sig ind i nogle af de fjorde, som intet menneske har sat sine ben i endnu, fordi isen gør området så ufremkommeligt. Ekspeditionens formål er meget klart: At gribe chancen for at komme med på sådan en enestående tur og måske finde og opdage ting, som ingen har kendt til før. Resterne af et stenalderbo eller et nyt slags dyr. De griber eventyret og lever det fuldt ud med nysgerrighed, isbjørne, isbjerge og intelligent humor.
Intelligent kamera
Daniel Denciks kameraarbejde bag filmen er utroligt skarpt og intelligent. Naturen omkring Nordøstgrønland byder på vildt smukke scenarier, som han til fulde forstår at fange og udnytte med linsen, og undgår samtidig, at filmen bliver en lang søvndyssende billedserie. Man får tanken, at han må have haft kameraet tændt hele tiden, for han fanger de sjoveste små tilfældige hændelser, som giver hele filmen sin charme. Ved hjælp af billedbeskæringen alene tydeliggør han det komiske i små detaljer, og man kan ikke andet end at holde af alle de personer, man bliver introduceret til.
Store spørgsmål
Filmen får helt klart et løft af det eksistentielle perspektiv, som kommer til udtryk og bliver funderet over igen og igen. Dels er der alle tankerne om naturen, kloden og global opvarmning, men der kommer også mere endegyldige spørgsmål på banen om meningen med livet og menneskets plads her på jorden. Man bliver indviet i forskernes tanker omkring disse ting, og det er tydeligt, at den vilde uberørte natur når helt ind til kernen og påvirker det enkelte menneske.
Sjældent har en dokumentar føltes så personlig i den forstand at man bliver indviet i forskernes meget personlige overvejelser om forskellige ting, deres humor og måden at håndtere situationer på. Man holder af dem alle sammen.
På egne ben
Det er befriende, når en dokumentarfilm ikke behøver en voice over for at give mening og have seeren med hele vejen igennem. Ekspeditionens mission, at udforske uudforsket land, og filmens formål, at dokumentere denne ekspedition og den vilde natur, står meget klart allerede fra starten. Daniel Dencik er god til dels at lade passagererne selv fortælle om deres forhåbninger og hvad der sker undervejs, og dels dokumenterer hændelser alene ved optagelserne af dem, så ingen yderligere forklaring er nødvendig. Derfor får filmen lov til at stå meget flot bare som sig selv, og det kan den sagtens bære.
En lille bemærkning bør dog hæftes til slutningen, som efterlader seeren med en følelse af noget uafrundet. Men det er måske netop meningen, at filmen ikke har en helstøbt afslutning, da isen jo stadig smelter, og mennesket stadig ikke helt har fundet ud af, hvad vi skal her på jorden.
Ekspeditionen til verdens ende (2013) er en utroligt godt sammenskruet og helstøbt dokumentar om at kaste sig ud i et sjældent vaskeægte eventyr, og mærke den rene naturs umiskendelige indvirkning på mennesket.
