Skriv en kommentar
Ekstremt Højt & Utrolig Tæt På er historien om drengen Oscar (debuttanten Thomas Horn), der prøver at bearbejde sorgen efter sin fars (Tom Hank) død under terrorangrebet i New York den 11. september. Omkring et år efter terrorangrebet finder Oscar en nøgle i en vase i hans fars skab. Nøglen ligger i en kuvert, hvor der står ”Black” på. Oscar beslutter sig for at finde ud af, hvad nøglen åbner, og på den måde holde mindet om sin far i live. Derfor begynder han en uoverskuelig, men nøje tilrettelagt eftersøgning, hvor han vil opsøge samtlige mennesker i New York med efternavnet Black. Undervejs får han hjælp af sin bedstemors lejer, en mystisk, stum ældre herre, (den Oscar-nomineret Max von Sydow), der selv bærer på sine sorger.
Filmen er baseret på Jonathan Safran Foers roman af samme navn. Foers første roman Alt bliver Oplyst (Everything is Illuminated) blev filmatiseret i 2005 og den handler også om en søgen efter noget tabt, i dette tilfælde kvinden der reddede hovedpersonens bedstefar i Ungarn under 2. Verdenskrig. I Ekstremt Højt & Utroligt Højt er handlingen altså flyttet til (næsten) nutiden, men temaet er det samme og denne gang er katastrofen altså en, der stadig er i frisk erindring. I begge tilfælde er hovedpersonen også en lettere socialt-handikappet hovedperson med små-neurotiske træk. Oscar har en nok ikke helt urationel frygt for høje huse, offentligt transport, fly, folk der kigger opad og en masse andet, som vækker frygtelige associationer, men samtidig er han utrolig klog og meget velorganiseret for en 11-årig.
Som ikke-amerikaner kan man godt nogle gange glemme den menneskelige sorg, som millioner af mennesker stod tilbage med i kølvandet på 11. september. Knap 3000 mennesker var pludseligt ikke mere, og det er denne massesorg, som filmen tager fat i med udgangspunkt i Oscar og hans trang til at få ting til at give mening. I sin søgen efter nøglens nøglehul møder han en masse newyorkere, som alle har deres historie, og på den måde bliver filmen til dels en fortælling om hele New Yorks bearbejdelse af sorgen. Men samtidig lægger filmen vægt på Oscars måde at se tingene på og hans OCD-prægede tankemåder, hvor han må tæller og systematiserer alt omkring ham. Og det er her filmens force ligger. Thomas Horn er utrolig overbevisende, både når han leger oxymoron-leg med sin far (selvmodsigelser, fx larmende stilhed versus næsten præcist), og når han kører med undergrunden iført gasmaske og dyb angst. Visuelt fremstilles verden også gennem Oscars måde at opdage ting på, med opmærksomhed på ellers ubemærkede detaljer og usædvanlige kameravinkler. Sandra Bullock leverer også en fremragende præstation af en mor, der ikke helt forstår sin søn.
Desværre har filmen også en dum tendens til at vakle lidt i sin tro på sig selv, og den komme derfor til at lave nogle lidt for rørstrømske scener, med lidt for mange klichéer og lidt for meget vejledende musik. Det er synd, for der taber filmen pusten og den nye vinkel, og dermed også sit formål, hvilket gør. som en journalist før har bemærket, at filmen får en stemning af enten at komme for sent eller for tidligt.
Filmen er dog stadig et oprigtigt forsøg og et troværdigt forsøg på at vise sorgen frem for vreden efter 11. september, og det gør den med vældige skuespillerpræstationer. Så selvom filmen ikke holder hele vejen, og på trods af diverse plot-huller (hvordan kunne Oscar vide, at Black hentyder til en person og ikke til noget, der er sort?) lever filmen videre på sin subjektive fremstilling af et barns sorg og på mængden af random facts, som Oscar får fyret af igennem hele filmen (hvem vidste fx, at det kun er mennesker der er i stand til at græde med tårer?)
