Skriv en kommentar
Når jeg tager i biografen for at se en science fiction film, forventer jeg at blive forført med en oplevelse af en fjern tid og/eller et fjernt sted. Denne fornemmelse skal komme enten gennem en fortælling med spændende elementer, eller gennem visuelle virkemidler. Når en film så præsterer at levere begge dele på en gang, kan jeg kun sidde og klappe i mine små hænder.
Elysium brillerer ved at kombinere fantastiske special effects med en fortælling om, hvordan de rige er flyttet op på en rumstation for at komme væk fra fattigheden på jordens overflade. Hovedpersonen er den småkriminelle Max (Matt Damon), der drømmer om en mulighed for at komme op til Elysium. Og den mulighed får han efter en række skæbnesvangre begivenheder på jorden.
Her skal undgås at afsløre historien for den lille minoritet, der ikke har fået det gjort af trailers. Hvad der kan siges om filmen, er at den fortæller en fascinerende historie om en egoist i en egoistisk verden. Matt Damons Max er tydeligvis en person, der sjældent tænker på andre end sig selv, og aldrig tænker mere end et skridt ud i fremtiden. Med andre ord er han meget menneskelig. Men den verden han lever i, er bare fyldt med mennesker, der er værre end bare småkriminelle, og dermed bliver han nem at holde med.
Visuelt gør filmen meget af det samme som Neill Blomkamps første film District 9 (2009). Den kombinerer en rå, ødelagt virkelighed, primært optaget med håndholdt kamera, med enkelte tekniske vidundere, så som flyvende biler, avancerede våben og robotter. Der er ingen tvivl om, at en stor del af det er computeranimeret, men i det hele taget har filmen et meget realistisk visuelt udtryk. Og dette visuelle udtryk hjælper til at trække os ind i illusionen om en grum fremtid.
Desværre er filmen ikke perfekt. Musikken var uinspirerende til tider, og noget af dialogen lød underligt, specielt fra Jodie Foster. Men filmen har en fortælling, der er til at følge, og er befolket med en række personer, der alle har forståelige (omend til tider lidt simplistiske) motivationer. Og det alene gør filmen bedre end en stor del af hvad actionfilm og specielt science fiction oftest byder på. (Pacific Rim (2013) er flot og spektakulær, men der er ikke meget komme efter i manuskript afdelingen.)
Filmen er en brag af underholdning med et tempo, der ligger højt hele vejen. Men under hele det hektiske tempo ligger der tanker. Tanker der gør, at filmen har et budskab - både personligt og politisk. Budskabet er både simpelt og letfordøjeligt, men alligevel føler man sig aldrig talt ned til. Absolut en af sommerens bedste science fiction film.
