Skriv en kommentar
Ultranært ’close-up’ af Emily Jane Brontës ansigt (spillet af Emma Mackey) hvor kameraet skruer sig ned i hendes pupiller og zoomer ud til hendes øjne. Ifølge storesøsteren Charlottes (spillet af Alexandra Dowling) beskrivelse af Emily, så havde Emily et par store strålende øjne, der kunne skifte i farven fra mørkegrå til dybblå. Denne changeren og skriften i øjenfarver har i den victorianske æra kun omgærdet Emily Brontë med endnu mere mystik og hendes ’ud-af-kroppen-oplevelser’, som hendes digte bevidner, hvor hun har svært ved at sætte ord på selve oplevelsens indhold, men kan nærmest visualisere optakten med ord som et stykke musik, der flyder helt af sig selv:
når øret begynder at høre og øjet begynder at se,
når pulsen begynder at dunke og hjernen at tænke igen,
sjælen at føle sit kød og kødet at føle sin lænke!
(Poems 1946)
Når Emily i filmen spiller klaver, spiller hun med en glød og lidenskab ved at forsvinde ind i sin egen verden. For hende er det en kraftanstrengelse at være sammen med mennesker og socialisere. Hun er sky og finder ro med meget få’ mennesker og foretrækker at vandre i hedelandskabet, som for hende er frihed til at tænke og være privat. På hendes venstre arm står ét af hendes livsmotto ”freedom of thought” inspireret af storebroren Branwell (spillet af Fionn Whitehead). Emily og Branwell råber af deres lungers fulde kræfter ud over heden ’freedom of thought’. Kærligheden oplever hun med den unge præst William Weightman (spillet af Oliver Jackson Cohen), som dog tager sig noget akavet ud i begyndelsen og er ikke kærlighed ved første blik, fordi Emily provokerende får sagt, at hun ikke tror på Gud og ikke synes om hans prædiken, hvor han bruger regnvejret som metafor. Emilys introduktion af sig selv over for Mr. Weightman er en skarp kritik af kirken krydret og serveret med humor: ”I do not understand, how did God squeeze himself into the rain?”.
Det ultranære ’close-up’ af Emilys ansigt i introscenen foregriber deres leg med den hvide maske. En maske som deres forældre fik i bryllupsgave. I introscenen er Emily’s ansigt kridhvid som masken, da hun ligger på sit dødsleje og har flashbacks til sit eget liv og familiens kampe og glæder. En aften opildner Brontë-søstrene og broderen og den unge præst Mr. Weightman hinanden til at lade masken gå rundt og de skal spille en bestem person, som de andre skal gætte. Charlotte råber med majestætisk bevægelse ”more cakes” og de gætter grinende Antoinette. Emily bliver presset til at tage masken på. Hun spiller deres afdøde moder med en indlevelse, autenticitet og oprigtighed, at de to søstre og broderen adlyder hende og taler til hende og græder, som om det virkelig var deres moder. Det stormer kraftigt og hviner og hyler udenfor og blæsten flår vinduet op samtidig med at Emily med masken taler højere og insisterende som om det var moderen. Derefter begraver hun masken.
Filmens fokus er på den korte og koncise sætning: ”You must write” som en overlevelsesstrategi.
Søsteren spørger Emily på hendes dødsleje, hvordan Emily dog kom på at skrive denne frygtelige, forfærdelige bog ”Wuthering heights” (december 1847, ét år inden hun dør). Hvortil Emily svarer: ”I took my feather and wrote”. Én af filmens sidste scener er uden ord og filmens temamusik komponeret af den polske komponist, Abel Korzeniowski akkompagnerer Emilys ritual, hvor hun åbner vinduet tidlig morgen og fra sit skrivebord ser ud på træerne, heden og den vilde, utæmmede natur og rummet fyldes af den kolde luft, som hun indånder og lader sig flyde ud i ét med hendes højtelskede hedelandskab og hun begynder at skrive.
