Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når den svenske mesterinstruktør Roy Andersson slutter det der viste sig at blive en trilogi af, sker det uden at svække på kvaliteten; trilogien begyndte mesterligt med ”Sange fra 2 sal” (2000), fortsatte ligeså mesterligt med ”Du levende” (2007) og afsluttedes usvækket mesterligt med ”En due …” (2014).
Den første film virkede måske så meget stærkere, for hvornår havde man sidst set en film fortalt i enkeltindstillinger med statisk kamera, i perfektionistiske tableauer, der osede af barok desillusion, osede af intellektuel deadpan-humor der revsede det moderne samfund noget så eftertrykkeligt!
De cinéaster der kun kendte den realistiske nybølge-stil i Anderssons ”En kærlighedshistorie” (1970) og ”Giliap” (-75) kendte måske ikke den efterfølgende succesfulde reklamemands barokke enkeltindstillingsreklamer og blev måske derfor så meget mere chokerede, da trilogien indledtes. Men kunstnerisk udvikling kan faktisk gå gennem reklamen; da den svenske stat gjorde ”den fejl” at bede reklamemanden om at instruere en række aids-oplysningsfilm, slog samfundsrevseren igennem, og det var mere end ”man” kunne klare - med lidt held kan man finde klip af kampagnen på YouTube. Og da Andersson i 1991 instruerede ”Dejlig er Jorden”, var den nye tone og stil på plads og en kunstner genfødt. Vi er nogen der ikke glemmer dette mesterværk af en kortfilm fra visningerne i artbiografen Posthus Teateret i København.
Som med de to første værker i trilogien er det så som så med en gennemgående handling, men personer har det med at dukke op igen i nye indstillinger. Denne gang fx i skikkelse af kaptajnen der må tage stilling til, hvad man skal stille op med sandwichen og fadøllen, nu da en passager er faldet død om i caféteriaet lige efter at have betalt. I en anden indstilling ser vi, at kaptajnen er gået i land på grund af tiltagende søsyge og nu fortæller os, at han har overtaget hvervet som frisør for sin svoger der er syg – den enlige kunde lister ud under monologen. Så nogenlunde gennemgående figurer er dog to kiksede sælgere af spøg og skæmt. Det lykkes aldrig de to at sælge vampyrtænder, hugtandsmasken og latterposen. For der er intet at grine over – og da slet ikke i en verden der måske faktisk er fuld af vampyrer, folk der skræmmer og hånlig latter.
Som i de to foregående film er det slående, hvor langt der er imellem menneskene, hvor lidt varme endsige kærlighed der er imellem dem. En rigtig samtale, et rigtigt knus, en oprigtig glæde er der ikke. Selv dér hvor man ved første øjekast tror, at de gode følelser er, er rammerne indenfor hvilken de udfoldes fatal. Se filmen og læg mærke til, hvor svært det er for moren at kysse sin babys fødder, hvor svært det er for elskende at ryge sammen (efter samlejet?) eller hvor svært det er for børnene at blæse sæbebobler på altanen… Ulykken og smerten etableres ved den gentagne frase "Det er godt at høre, I har det godt!"
Jeg har sagt det før på dette site; vi mangler i overvældende grad instruktører der leverer skarp samfundskritik. Det er ironisk, at en af de bedste samfundskritikere i dag kommer fra reklamebranchen i en verden hvor reklamen har sejret ad helvede til!
Ekstramaterialet består af en fin dokumentation af, hvordan en af de spektakulære indstillinger bliver til i studiet. Og helt tæt på produktionen kommer man med ”director´s commentary”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
