Skriv en kommentar
En fynsk vulkan – det lyder som noget af et paradoks, men ikke desto mindre er det titlen på den hyldestbog, der skal gøre Ove Sprogøe, som vi mistede i efteråret, ære. Billedet kommer fra Ghita Nørbys indlæg, men faktisk er de fleste skribenter inde på det paradoksale i Ove Sprogøes væsen, at han på den ene side var en venlig og afbalanceret mand og på den anden side en hidsigprop af en anden verden, der ligger langt fra Fyn. Billedet viser også en mand, der med lige stor seriøsitet spillede med i de værste folkekomedier og samtidigt var blandt de, der bragte det absurde teater til landet. Det hedder et sted i bogen, at ligegyldigt om han spillede Balling, Brecht eller Beckett var det med en omhu, der er meget sjælden.
Bidragyderne i bogen, der er redigeret af Nina Vedel-Petersen er meget forskellige, men har alle det til fælles at de har oplevet en privat side af Ove Sprogøe, der for vi almindelige har været hermetisk lukket. Dr. Hansen fra Matador skulle dog være meget tæt på originalen. Journalisten Allan Silberbrandt og skuespilleren Tammi Øst har kendt Sprogøes børn og bidrager dermed med en indsigt i Sprogøe som familiemenneske, mens bl.a. Balling, Grundwald, Nørby og Malene Schwartz kan fortælle om kollegaen, der helt uundgåeligt blev en god og loyal ven. Johannes Møllehave og Frederik Dessau holder sig fra anekdote-formen, som præger bogen, og fortæller mere filosofisk og teoretisk om Sprogøes karakter som menneske. Ole Bornedals indlæg er dog klart bogen bedste rent sprogligt og indholdsmæssigt. Han tager udgangspunkt i den fantastiske scene fra Charlot og Charlotte, hvor Birksted skal tilbage til Fin for at dø i det åbne landskab. Alle fældede en tårer efter indspilningen af scenen (og det gjorde vi også da vi så den i TV, Ole), mens Ove Sprogøes korte kommentar til mødet med døden var ”Uha, Ole. Det var lidt svært det her”.
Bogen vidner som sagt om et gudbenådet talent både som skuespiller og som menneske, og de to roller spillede Ove Sprogøe adskilt, og det er faktisk svært for de fleste. Desværre er bogen lidt tynd i det aspekt, fordi redaktøren ikke har sørget for at få mere bredde i bidragene. Man læser flere steder om den samme anekdote, og jeg savner personligt noget mere stof angående hans glansrolle i fx ”Den forsvundne fuldmægtig”, men det er jo også kun fordi, at jeg stakkels læser jo også elsker og savner Ove Sprogøe så meget som bidragsyderne. Skulle man sidde og tænke det samme, så gør jeg selv den tjeneste af forær bogen til jer selv i julegave eller betænk den til en person, der ville have glæde af at læse om en stor personlighed i dansk film- og teaterkultur. Og glæd dig så i øvrigt over bogens fornemme billedmateriale og formmæssige kvalitet, der nok er en hyldestbog værdig
