Skriv en kommentar
En åkande vokser i Chloé (Audrey Tautou). Som en floral tuberkulose gror den i hendes ene lunge og forhindrer hende i at trække vejret. Kun hvis hun hele tiden dækkes af friske blomster forsvinder den besynderlige sygdom, og hendes mand, Colin (Romain Duris), må bruge sin hastigt svindende formue på ekstravagante buketter. Omkring sig har de advokatbutleren Nicolas (Omar Sy), den menneskelige mus, Mouse (Sacha Bourdo), og Chick (Gad Elmaleh), der er besat af filosoffen Jean-Sol Partre (Phillippe Torreton), en art forvrænget Jean-Paul Sartre af diktatoriske dimensioner. Det er morsomt og tragisk og fuldstændigt vidunderligt.
Instruktøren Michel Gondry er nok mest kendt for den bizarre og bevægende low key sci-fi Eternal sunshine of the spotless mind (2004), hvor universet også bliver vendt på hovedet på en lige dele fascinerede og selvfølgelig vis. En nuance af blå minder om denne i sin charmerende mærkværdighed, men er (om muligt) endnu mere drømmende.
Filmen trækker visuelt og konceptuelt på både George Méliès’ trickfilm fra starten af 1900-tallet, Terry Gilliams outrerede klippe-klistre animationer fra Monty Python, Tim Burtons stop-motion fantasier og ikke mindst Jean-Pierre Jeunets inciterende og kuriøse fortællinger (og Gondry lader da også til at have mere end skævet til Jeunets ikoniske Amelie, da han instruerede Audrey Tautou som Chlöe). Resultatet er magisk. Gondry fremkalder med sin film en følelse, som kun kan sammenlignes med barnets hemmelige ønske om, at legetøj bliver levende om natten.
I En nuance af blå har alting en sjæl. Ringeklokken springer til live og kribler edderkoppeagtigt rundt i hele lejligheden, hver gang der er gæster, danseskoene stikker af fra sin ejer, og selv Colins lejlighed er humørsyg, og bliver endda så depressiv, da Chloé bliver dårlig, at den selv går i forfald.
De fleste af de animerede genstande er lavet med stop-motion, hvilket giver filmen en børnefilmsæstetik, der dog ikke står i vejen for de eksistentielle temaer, der tages op. Gondry bekender sig fuldt ud til historiens univers. Han lader ikke æstetikken forstyrre af den tragiske drejning, da Chloé bliver syg, selvom de bizarre opfindelser og mekanismer, som filmen er fuld af, nu antager en mere dyster karakter.
Dramaturgisk er filmen enestående. Den begynder som kompromisløs komedie, men skifter halvvejs karakter til ren tragedie. Filmen bliver ikke mindre skøn af den grund; der er grænser for, hvor uskønt det kan blive, når heltinden bliver syg af en åkande i lungerne. Skiftet er alligevel bemærkelsesværdigt, fordi det samtidigt var naturligt og forbløffende. Naturligt, fordi filmen på sin egen bizarre vis spejler den desperation og ulykke, som alvorligt sygdom medfører. Forbløffende, fordi det markante skift ikke var forventeligt i et filmunivers, hvor folk holder fødselsdag for deres hunde og får abormt lange ben, når de danser 'le biglemoi' til Duke Ellington.
Filmen har sine mangler. Den er stemning snarere end plot, og det kan til tider godt blive en kende for finurligt. Og selvom karaktererne er charmerende og sympatiske og menneskelige, er de også en smule karikerede. Det skyldes nok til dels, at castet er så omfattende, at man dårligt når at lære alle de skøre karakterer at kende, og det er ærgerligt, for de er fine og rare. En snert mere ro ville derfor have været befriende midt i alle tosserierne. Men det er småting. En nuance af blå er et sanseligt og betagende værk, der løfter sit publikum op og sætter det ned et smukkere sted.
