Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Igennem halvandet års tid har jeg gerne ville se filmen ”Enter The Void”. Første gang jeg hørte om den, var på Berlinalen, hvor en kammerat så den. Selvom han ikke var ovenud begejstret, anbefalede han den, da den efter hans mening havde masser af filmiske ting at byde på. Derefter gik den lidt i glemmebogen, indtil jeg opdagede en blu-ray udgivelse til næste års Berlinale. Da den sidste aften økonomisk tvang mig til, at bruge de sidste penge på mad i stedet for at købe filmen (som jeg ellers havde planer om), gik den endnu engang i glemmebogen. Denne gang kun kort, da den også dukkede op i programmet hos CPH:PIX. Desværre blev den kun vist to dage, hvor jeg ikke kunne deltage i fremvisningen. Nu har Another World så taget hænderne om Gaspar Noés seneste film, og endelig har jeg fået hænderne i den. Interessen fra min side, kommer naturligvis fra hans forrige spillefilm ”Irréversible”, der på sin vis er et lille mesterværk, men har man set den, ved man også hvorfor man ikke ser den igen. Den vidnede dog om en stor instruktør, der gør et fantastisk arbejde med sit kamera, og i ”Enter The Void” går han linen ud. Filmen er udelukkende skudt fra vores hovedpersons synsvinkel, og da i historien i bund og grund handler om, at han dør, og ser konsekvenserne heraf, får kameraet mere bogstaveligt den hovedrolle det egentligt også havde i ”Irréversible”.
Noés seneste værk er på ingen måde så barskt som i hans tidligere. Der er scener af eksplicit sex og en enkelt scene, skal man nok helst ikke se hvis man er gravid, men det er nu til at holde ud for de fleste. Til gengæld er det ikke umuligt at blive fysisk dårlig af det nærmest konsekvente roterende kamera, der flyver frem og tilbage og igennem bygningerne. Igennem to og en halv time sker der på papiret ikke ret meget, så ”Enter The Void” er langt mere form over substans end ”Irréversible” er. Det er egentlig blot et præmis der udforskes, men uden veldefinerede karakterer og et interessant handlingsforløb, er det svært at fordybe sig i Noés ellers vidunderlige visuelle univers. ”Enter The Void” ender derfor som en reel skuffelse, ikke fordi den ikke har noget at byde på, men fordi den kunne have været meget mere. Som værket står nu, viser den i høj grad en instruktør der fortsat bliver interessant at følge, men jeg har en idé om, at det ville ende med at stå som mandens svageste værk. Her er dog ting at holde af, hovedsageligt for ekstreme filmfans og folk der generelt studerer filmfaget på et eller andet niveau. De fleste mennesker vil dog falde af halvvejs igennem, da udviklingen hurtigt går i stå, stemningen langsomt forsvinder og tilbage står kun udtryksformen som filmens egentlige holdepunkt. Ligeså bemærkelsesværdig er hele plottets forløb. Det er ikke forkert at kalde ”Enter The Void” en art-house film, alligevel er den forudsigelig som bare pokker, og slutningen er regnet ud lige fra starten af, og byder samtidig heller ikke på nogen stor morale.
Noés brug af lyde og lys får også store roller i filmen. Allerede i startteksterne bombarderes vi med en melodi, de fleste vil kalde larm, og herefter bliver lyden nærmest klemt helt sammen til en klaustrofobisk størrelse. Lys og gryn i billedet svinger også fra det helt ekstreme til det nærmest helt anonyme, og tvinger sit publikum ud i både behag og ubehag. Instruktøren manipulerer i den grad med sit publikum, og som sagt er disse virkemidler mildest talt i topklasse. Men når selve plottet ikke kan hamle op med udtrykket, virker det hele ligeså tomt som filmens titel indbyder til. Det er muligvis helt bevidst, at plottet har fået de mindste armbevægelser, men det arbejder stadig imod filmen, og får det hele til at virke lidt ligegyldigt. Jeg ender derfor med en stille anbefaling, præcis på lige plan med den jeg fik af min kammerat, første gang jeg hørte om filmen.
Der er intet ekstramateriale på denne udgivelse.
Another World Entertainment.
