Skriv en kommentar
Eragon er første del af Arven trilogien. Den handler om bondeknøsen Eragon der finder et drageæg og snart, som dragerytter, må kæmpe mod rigets onde konge.
Eragon er et fantastisk stykke literatur, hvis man da lige husker på at Christopher Paolini var en 15-16 år da han begyndte at skrive på værket. Om man skal lade det komme ham til gode skal jeg ikke gøre mig dommer over. Det må komme an på ens individuelle oplevelse af bogen og jeg kunne bestemt ikke skrive så godt som Paolini, da jeg var 15 år. Umidelbart kunne der være store ting i vente fra ham i fremtiden.
Det ændrer dog ikke på at bogens succes er mig en gåde. Min undren bliver ikke mindre af at bogen så også for nyligt er blevet filmatiseret. I denne anmeldelse vil jeg vælge at se bort fra det imponerende i Christopher Paolinis unge alder. Værket skulle jo gerne kunne stå på sine egne ben, uden hensyntagen til Paolinis alder. Jeg har også gjort mit bedste for at tage hensyn til at Paolini skriver til et ungt teenage publikum. Det bør man jo nok tage tænke over som anmelder af en væsentlig ældre årgang. Men jeg læste selv fantasy bøger som teenager og selvom det nok er fordi tiden har fortrængt de dårlige oplevelser, så husker jeg virkelig ikke nogensinde at have læst noget helt så ringe.
Lad os se nærmere på plottet med det samme. Jeg tør næsten ikke men "here goes". Det er ingen hemmelighed at fantasy romaner lader sig inspirere af hinanden. Tolkien kan man finde spor af i de fleste moderne fantasy fortællinger og omvendt kan man i Tolkien finde talrige, slet skjulte, tråde til ældre episke fortællinger og myter. Men Eragon tager virkelig kegler i at lade sig inspirere af en anden fortælling. Det er lige før man kan kalde det et godt gemmeldags plagiat. Eragon er bygget op omkring et alt for tydeligt Star Wars skelet. Jeg glæder mig til at se om anden og tredje bog i serien også læner sig op ad den klassiske sci-fi fortælling i den grad. De gode drageriddere som vogtede over riget og skabte fred og fordragelige, har været forsvundet i generationer. De blev forrådt af en af deres egne og udryddet. Forræderen er nu Kong Galbatorix af Alagaësia og unge Luke… Nåh nej Eragon er bondeknøsen der skal genrejse drageridderne fra glemslen. I Eragon skal den unge helt ikke lære at bruge den mystiske kraft. I stedet skal han finde en drage, og gennem den bemægtige sig mystiske, magiske kræfter. En gammel vismand skal hjælpe ham på vej og andre allierede slutter sig også til som historien skrider frem. Ganske som i Star Wars skal Eragon slutte sig til rebellerne, eller Varden som de hedder, som kæmper mod den onde konge og… Ja… resten gætter i uden tvivl selv. Eller læser bogen hvis i vil danne jeres eget indtryk.
Paolinis verden, kongeriget Alagësia, er uinspireret og får aldrig rigtig liv. En af fantasy genrens vigtigste træk er at skabe en magisk verden som kan fascinere og fortrylle. En verden man får et forhold til og ønsker at vende tilbage til. Alagësia gør hverken det ene eller det andet. Den får aldrig rigtig liv og forbliver en to-dimensionel oplevelse. Sammenlignet med andre fantasy verdener som Margaret Weis’ Krynn, Robert Jordans' Wheel of Time verden og ikke mindst alfader Tolkiens' Middle Earth er Alagësia så tom, kold og intetsigende at man næsten slår hovedet i bordet af frustration, og nej jeg synes ikke det er i orden bare fordi Paolini er ung og en lovende forfatter.
Bogens karakterer er ligeledes en tam oplevelse. Tomme og utroværdige vandrer de gennem stort set hele det obligatoriske fantasy kort bogen råder over. Man forstår aldrig rigtig årsagerne til deres handlinger og det føles ofte som om karakterene mere hører hjemme i en moderne teenage roman, end i en fantastisk middelalder fortælling.
Eragons tanker, som man meget tydeligt får lov at følge med i, vidner om en hovedperson som bare er lidt for smart til at være en simpel bondeknøs. Det er da utroligt hvad den unge mand regner ud af sig selv. Dette er ødelæggende for enhver form for mystik der måtte gemme sig for læseren. Den smule mystik der så faktisk er tilbage i Eragon er ikke noget som en bare lidt belæst fantasy fan ikke vil kunne gætte sig frem til.
Alt i alt har jeg ikke noget positivt at sige om Eragon. Det er en virkelig naiv omgang eventyr og der er så mange andre fantasy fortællinger på markedet at der ikke er nogen grund til at bruge tid på den her. Men måske tiden vil modne unge Christopher Paolini. Talent det har han da i hvert fald.
Jeg giver Eragon 2 stjerner ud af 6 mulige.
Bogen er venligst stillet til rådighed af:
Aschehoug
.
