Skriv en kommentar
Vi befinder os i 1947 på Princeton University blandt alverdens matematiske genier. Blandt dem er John Forbes Nash, som er en særling af dimensioner. Han bryder sig ikke om mennesker og mennesker bryder sig ikke om ham. Han går ikke til undervisning og bruger det meste af sin tid på at lede efter “den virkeligt originale idé”, der skal give ham anerkendelse. Den idé dukker op midt i en samtale om piger nede på den lokale.
De næste år bruger Nash på undervisning og forskning på Princeton. En køn studerende med samme interesser, Alicia, forelsker sig i ham og han gengælder hendes forelskelse. Alt er perfekt, var det ikke fordi, at Nash er skizofren og paranoid i en grad, der ikke skal udpensles her men opleves i biografen. Vi følger med alle følelserne uden for tøjet kampen tilbage til en værdig tilværelse og til den ultimative karrieremæssige anerkendelse i form af Nobelprisen i 1994.
Et af temaerne i denne Ron Howard film er kærligheden. Det har vi set før og traileren til filmen spiller også mere på filmens kærligheds- og koldkrigsdimensioner end på det egentligt bærende, nemlig kampen mod sindssygdommen. Men det er ikke den klichéprægede, ulidelige Hollywood-kærlighed vi oplever i filmen. Det er meget stærkere og understreges af, at selve scenen hvor Nash frier til Alicia og deres bryllup er overstået på under et minut. Faktisk bliver der ikke sagt “I love you” en eneste gang i løbet af filmen, hvilket faktisk sjældent sker i Hollywood. Det er ikke nødvendigt med “I love you”; det lyser ud af skuespillerne. At holde et kærlighedstema på et niveau, hvor det bliver smukt at overvære, kræver gode skuespillere, og det har vi her.
Russell Crowe, som for tredje gang i træk er nomineret til en Oscar, er fænomenal i rollen som den sindssyge Nash. Det er tradition for at vinderen spiller en rolle som mentalt eller fysisk ustabil (Gøgereden, Shine, Min venstre fod, Rainman, En duft af kvinde, Forrest Gump), men Crowe er klart blandt de bedste af disse, hvilket gør ham til favorit igen i år. Overfor ham spiller Jennifer Connelly, som jeg forelskede mig i, da hun var med i “Labyrinten” i 80’erne. Hun portrætterer den stærke kvinde, hvis kærlige opofrelse næsten selv driver hende til vanvid. Hun er mere end et kønt ansigt, som man ofte møder. Hun har format til at spille overfor Russell Crowe, og det må betegnes som et absolut gennembrud for Connelly, der også kan give en Oscar. I en yderste interessant birolle, som jeg ikke vil afsløre karakteren af, ses altid stærke Ed Harris, som efterhånden også har været nomineret til Oscarstatuetten en del gange.
Selve skildringen af Nash’ sygdom er ret spændende, fordi den lader tilskueren få et indblik i to virkeligheder, den reelle virkelighed og så den virkelighed Nash lever i med sine hallucinationer, som er filmet i samme realistiske stil som resten af filmen. Først kan man ikke skelne virkelighederne fra hinanden, dernæst står de i skærende kontrast og til sidst lærer de at acceptere hinandens eksistens. Et ret spændende metaforisk træk i filmen er, at Nash skriver sine regnestykker på vinduer og ser verden igennem disse ligninger. På den måde prøver filmen at forklarer geniets tilstand. I det hele taget er billedsiden upåklagelig, ligesom James Horners musik også er en fremragende akkompagnement til de flotte billeder (Kunne give ham den første Oscar siden Titanic)
Men er det så årets film i Hollywood? Nej. Ron Howard bruger en gennemtærsket Hollywood-model for, hvordan man laver en Oscar-vinder. Tag Russell Crowe og ligningerne ud og erstat dem med Geoffry Rush og noder, og du har Shine. Erstat ham med Tom Hanks og en æske chokolade, så har du Forrest Gump. Amerikanerne er verdensmestre i at lave den slags film, men de mangler det geniale, som de laver film om. Nash ville have kaldt det en “truly original idea”. Det mangler “Et smukt sind”, men derfor skal den nok vinde oscarprisen for bedste film, selv om guderne må vide at “Moulin Rouge” er langt bedre.....men det er ikke sådan det fungerer “overthere” . Men 5 stjerner for et stykke gennemarbejdet film, der vil blive husket og som kan trække én i biografen mere end en gang.
