Skriv en kommentar
En uskyldig nazist?
Som sagt er Brunhilde Pomsel en kvinde fra en anden tid, og hun kan derfor godt virke lidt provokerende i hendes holdninger og talemåde. For hvad der var naturligt og acceptabelt dengang, kan godt være noget helt andet i dag. I biografen hørte jeg folk sukke højlydt i irritation over nogle af de udtalelser Brunhilde kommer med, og det beviser hvor tankeprovokerende dokumentaren kan være. Selv efter alle disse år insisterer Brunhilde Pomsel nemlig ikke kun på sin egen uskyld, men til dels også hele det tyske folks uskyld under Anden Verdenskrig. Men findes der virkelig noget som en uskyldig nazist?
Brunhilde fremstår som en meget ærlig person. Hun virker klar i sin tale, og det virker som om hun ikke lyver, men tvivlen bliver til tider forstærket af de mellemliggende film, som på en måde godt kan virke ironiske i forhold til det hun siger. Især til slut, hvor hun hævder, at hun ikke vidste hvad der skete med jøderne i koncentrationslejrene før fem år efter krigen, når man allerede har set klip af udmagrede, døde jøder flyde på de tyske gader. Hun kan da ikke være fuldstændig blind? Disse mellemliggende film, som er propagandafilm, lydklip og diverse optagelser fra anden verdenskrig, fungerer flot som perspektiv på det Brunhilde siger. Dog er der alt for mange af dem, og valget om at præsentere hvert et lille klip med en til tider overflødig informationstekst i starten, kan virke irriterende. Det går også ud over dokumentarfilmens ”flow”, som er det største problem. Dokumentaren virker nemlig hakkende, og selvom historien bliver fortalt kronologisk, virker den også en anelse usammenhængende. Dette kan selvfølgelig godt være grundet hvordan Brunhilde Pomsel har fortalt historien, men de konstante stop gør det ikke bedre.
En intens og eftertænksom oplevelse
Det visuelle træk med at lave dokumentaren i sort/hvid er sådan set fint, men at der tilmed ingen musik er (overhovedet!) eller andre grafiske indslag, gør at det sort/hvide tema kan virke næsten søvndyssende. Det gør dog samtidig også, at man næsten sidder og grubler med, hver gang Brunhilde husker ting fra de gamle dage, og det er positivt. Det bliver på den måde en meget intens og eftertænksom oplevelse. Lige meget hvor interessant emnet er, er dokumentaren dog en tøddel for lang. Til sidst har man en følelse af at sidde hos sin gamle mormor i Solrød og høre om gamle dage til langt ud på aftenen. Det er interessant i starten, men til sidst bliver man altså lullet i søvn.
Ultimativt er det spændende at høre en historie fra et menneske fra en anden tid, og selvom man mange gange ikke er enig med Brunhilde Pomsel og hendes hang til at lægge sig fladt ned for autoritet og vende den anden kind til grusomhederne, vinder interessen over. Skønt Et Tysk Liv ikke er den mest flamboyante dokumentar nogensinde, er det en uendelig vigtig historie, fortalt fra et uvant perspektiv, og det kan man ikke andet end at respektere. Brunhilde Pomsel døde d. 27 januar 2017, 107 år gammel.
