Skriv en kommentar
Familien Bélier er på alle måder normal, blot er størstedelen af familiens medlemmer døve. Den 16-årige Paula (Louane Emera) er familiens teenage datter og den eneste, som kan høre og tale. Familien bor på landet og har kvægproduktion. I weekenderne sælger de ost på markedet i den tilstødende provinsby. Både moderen (Karin Viard), faderen (Francois Damiens) og lillebroderen (Luca Gelberg) er dybt afhængige af Paulas oversættelse og kontakter til omverdenen. Hun er deres stemme og al kommunikation går gennem hende med omverdenen. Paula selv er en lidt sky, privat person, som ikke gør noget væsen af sig selv. Hun passer sine pligter på gården, hvor hun i skolen er mere fraværende, drømmende og næsvis.
Vendepunktet for Paula er skolens kor. Musiklæreren Mr. Thomasson (Éric Elmosnino) er en passioneret Michel-Sardou fan. Ved det første møde med ham, fremstår han som en kasseret, falleret musikunderviser fra nogle af Paris’ fineste musikkonservatorier. For ham er det en degradering og nærmest en dødserklæring at skulle undervise gymnasieelever i provinsen for at få smør på brødet.
Da Paula skal øve duet med den jævnalderen dreng Gabriel (Ilian Bergala) ”Je vais t’aimer”, opdager musiklæreren og Paula, at hun har en unik sangstemme. Mr. Thomasson opfordrer hende stærkt til at søge ind på la Maîtrise de Radio France, som er en eliteskole i Paris. Her opstår så dilemmaet, om Paula skal blive i de vante rammer og fortsætte som familiens støtte eller om hun skal tage springet ud og flytte til Paris.
De døve ’hører’ også musik
Instruktøren Éric Lartigau får med naturlighed og ubesværet lavet scener, som sætter fokus på, hvordan de døve bliver behandlet som handicappede. Eksempelvis tror borgmesteren ved sin kampagnerunde, hvor han går rundt på markedet, at han blot skal råbe og tale langsomt til de tre døve familiemedlemmer. Ét andet eksempel er hvor Paula bliver hentet fra skole af forældrene, som ’hører’ meget højt musik i bilen. De har skruet op på max. Den antagelse er korrekt, at døve sagtens kan fornemme, mærke musik. Én tredje eksempel er moderens reaktion, da det går op for hende, at tiden er inde til at slippe datteren. Moderen skal også vænne sig til, at Paula kan synge, og at det bliver en helt anden levevej end nogen af dem havde forestillet sig.
Én smuk og rørende scene er duetten med Paula og Gabriel, hvor de synger ”Je vais t’aimer”. Faderen bemærker, at publikum græder og er rørte.
Undertegnede anmelder bryder sig ikke om udtrykket feelgood, da det er endimensionelt og fladt. Familien Bélier er langt mere end det. Den er oplysende og en øjenåbner for, hvordan flertallet stadig behandler de døve som en slags handicappede. Én svaghed ved filmen er sub-plots, som ikke bliver udfoldet f.eks. parallelhistorien, hvor faderen ønsker at stille op som borgmester. I nogle af scenerne bliver gestikken overdrevent og lidt for klichéagtigt. Svaghederne overskygger på ingen måder, at skuespillerne brillerer hver for sig og sammen. Instruktøren Éric Lartigau får med ”La famille Bélier” sat fokus på de døve samtidig med, at filmen er en unik lille fransk perle - en følelsesmæssig roller coaster uden at blive sentimental og patetisk.
