Skriv en kommentar
Det er i virkeligheden den samme mentalitet, det sammen mønster som i folkeskolen, gymnasiet og muligvis også arbejdspladsen, familien, omverdenen generelt.
De populære er altid de trendsættende, og alle vil være ligesom dem, klæde sig som dem, opføre sig som dem, tale som dem … Det lader til, at den samme systematik gør sig gældende i filmens verden. Her gælder det dog om at gøre populariteten kommerciel, profitabel, fremgangsrig. Den oprindelige Far til fire-serie kørte fra 1953 til 1961, udmøntede sig i alt otte film og gjorde almindelige citater som det er sol, det er sommer, og det er søndag til almenfolkelige fraser. Den betragtes i dag som en af de populæreste og driftigste filmserier nogensinde, så hvorfor stoppe, når legen er så god?
I 2005 genoplivede man derfor denne populære franchise, der siden genopstandelsen er resulteret i fire fuldlødige film. Publikumspopulariteten er opnået, mens anmelderne har rynket lidt mere i panden, strammet mundtøjet og vendt tommelfingeren en anelse ned ad. Nu melder film nummer fem - Far til fire – tilbage til naturen - sin ankomst, for efterårsferien nærmer sig, og skolebørn skal jo have noget sjovt at bruge tiden til. Sjov, det er filmen med lidt god vilje og betragteligt lavere forventninger til substans, stil og storyline … men hvad gør det, når den brede popularitet er etableret, og der er garanti for lange køer foran lugerne.
Far (Niels Olsen), Ole (Jakob Wilhjelm Poulsen)), Søs (Carla Mickelborg), Mie (Kathrine Bremerskov Kaysen) og Lille Per (Kasper Ruwai Berg Kesje) pakker telt, kompas og friluftsudstyr sammen og drager på weekendtur til Sverige. Med er også den altid gakkede onkel Anders (Jess Ingerslev), der i feriens anledning har iført sig sin gamle spejderuniform. De skal bo ude i den svenske natur og lære at tackle alle de mange udfordringer, der sætter deres civiliserede levestandard på mange sjove prøver. Heldigvis har de en god guide ud i friluftslivets færdselsregler i Annika (Tammi Øst), Fars sprudlende kusine.
Alting synes at ånde idyl i Annikas naturpark, men snart viser det sig, at der er langt mere skumle sager på spil. En hensynsløs bande, anført af skurken Rikard (Jakob Lohmann), bruger naturparken som en gratis affaldszone. Annika tør ikke sætte sig op imod ham, da Rikard truer med at slå hendes gamle far ihjel. Og så er det jo heldigt, at Far og firekløver-banden er der for at redde naturen, dagen og moralen!
Nogle gange er det ganske befriende at slå hjernen fra, lukke af for enhver kritisk sans og suspendere alle indre rationelle røster. En sådan gang er Far til fire – tilbage til naturen. Selv om det kan lyde som en kontant afskrivning af al fornuft og forstandighed i filmen, er det faktisk ment som en paradoksal kompliment. Ja, filmen er så forudsigelig, at et hjuls drejning er mere fornyende. Jovist, manuskriptet skaller mere end solbrændt hud, og instruktionen er så ganske anonym, at John Doe er mere sigende. Og ja, ogsä klipningen er så tåkrummende ringe, at der skal en boltsaks til at rette dem ud igen. Skuespillerne er heller ingen guds gave, nok snarere en meget menneskelig udgave med alle de fejl og brister, der hører til den kategori.
Alt i alt er her intet at råbe hurra eller Hej for dig og Hej for mig for … men der er en vis klodset charme i karakterernes konstruerede håbløshed, en vis sødme i historiens pure simplicitet, en vis appeal i handlingens trygge forudsigelighed. Man føler sig hensat til barndommens navigerbare verdensbillede, hvor verden aldrig blev for alvor farlig, for alvor uoverkommelig. Trygheden var blot et smil væk, glæden mættet af en betryggende håndsrækning fra en elsket person, og lykken opfyldt af en hyggelig stund. Tilsæt kejtet humor og skøre narrestreger til denne barnagtige recept, går ligningen nogenlunde op i Far til fire – tilbage til naturen.
Bestemt ikke noget kanonisk endsige overordentligt kvalitetspræget filmværk. Men med genrebetegnelsen folkekomedie, ville det også være uhensigtsmæssigt at sigte efter dén stjerne. Mindre stjerner kan gøre det. Og nogen gange er det disse mindre stjerneskud, der skaber en samlet oplevelse af skønne, små stjernestunder.
