Skriv en kommentar
Der er ikke meget at smile af i Refns længe ventede Fear X. Dertil er historien alt for mørk og dyster. Og dertil passer filmens centrale stjerneskuespiller John Turturro perfekt. Han er eminent håndplukket til rollen som den selvransagende og navlebeskuende sikkerhedsvagt Harry Caine.
Den faste arbejdsplads er et butikscenter i en provinsflække i Wisconsin, som det scenarie man møder i Mark Romaneks ’One Hour Photo’. Med det hører alle yderligere sammenligninger imidlertid også op. Harrys højgravide kone Claire er for nylig, sammen med en anden mand, blevet myrdet i parkeringskælderen til det center, Harry arbejder i. Hun kom for at møde ham. Politiet er sparsommelige med oplysninger og forsøger desperat at så tvivl om Claires person og baggrund. Harry er, som følge af sorgen, havnet i et hvileløst delirium, hvor han forsøger at opretholde sine daglige rutiner, mens han på samme tid udfylder sine frie timer med at gennemse gamle videooptagelser fra kælderens overvågningskamera. Hans højeste ønske er at finde frem til morderen. Ikke for at få hævn, for som Harry flere gange siger : ’jeg er ikke en morder’. Han vil bare gerne vide, hvorfor Claire skulle myrdes.
Harry har i sit søvnløse stadie flere mareridtsagtige syn, hvor han står hjemme i stuen og kigger ud i haven på Claire, der går over mod nabohuset. Han drages af nabohuset og dets tilsyneladende mystik. Men er der rent faktisk en forbindelse mellem Claires død og nabohuset, eller er det blot en desperat mands søgen efter en forklaring?
Fear X er en dramatisk beskrivelse af en mands nedbrudte psyke og en thrillerinspireret søgen efter forklaring. Manden er Harry Caine, der ligesom Coen-brødrenes Ed Crane i ’The Man Who Wasn’t There’, som en film noir’s antihelt, lever et værditomt og følelseskoldt liv. Monotonien i hans liv er dominerende og har endda en effekt på Harrys private efterforskning, der fører ham til et hotel i udbyen Morriston. Hotellet er samtidig en cadeau til David Lynch med sine lange dystre hotelgange med et melankolsk rødt skær fra de mange væglamper og sære eksistenser. Gennemgående er symbolikken et billede af Lynchs leg med filmmediet.
Stemningen er filmen igennem skæbnesvanger og lurende. Man er på intet tidspunkt i tvivl om at et uundgåeligt møde er i vente for Harry. Blot kan det betvivles, om mødet kommer i virkeligheden, eller om det er en hallucination. I bedste David Lynch stil veksler Harrys verden nemlig mellem de to stadier. Og det fungerer godt. Så godt at slutningen lægger op til et utal af fortolkningsmuligheder.
Egentligt er Refns største problem, at han vil gå flere veje med denne film. Først og fremmest vil han beskrive en mands nedtur ovenpå konens dramatiske død. For ud over den søgen efter svar, som den klassiske krimi-thrillers formel afkræver, er det også beskæftigelsesterapi for vores hovedperson. Men Refn vil samtidig beskrive frygten hos morderen, da denne sander, at Harry er på sporet. Det betyder at Fear X midtvejs mister sit fokus, da den stille sig ved en skillevej og en rum tid har svært ved at vælge, hvem den skal følge. Alligevel er det et prisværdigt forsøg på at beskrive to sider af en mordsag.
Selv om både ’Pusher’ fra 1996 og ’Bleeder’ fra 1999 var ganske stemningsskabende i deres beskrivelser af stenbrosmiljøer, blegner de dog i forhold til Fear X. Til sit nyeste opus har Refn dog også hentet hjælp fra eliten. Brian Eno, der mest er kendt som producer for U2, har skabt et stemningsfyldt og sørmodigt lydunivers, der er med til at forstærke billedsidens effekt. Billedsiden har i øvrigt været under kyndig behandling af ingen ringere end Stanley Kubricks hoffotograf Larry Smith. Og så har Refn en stjerne i John Turturro, der som få andre, er i stand til at beskrive et menneskes forfald og mentale udvikling. Skuespillet er stærkt og påvirkeligt. Til hjælp med at skrive det, i øvrigt, blændende manuskript, har Refn allieret sig med kultforfatteren Hubert Selby Jr., der skrev manuskriptet til den fremragende og, desværre, stærkt undervurderede ’Requiem For A Dream’.
Bestanddelene samler sig til et hele, der fremstår som Refns hidtil mest dystre beskrivelse af menneskets sind. Om end det er to vidt forskellige skæbner, kan man ikke lade være med at tænke på Nick Noltes blændende spil i ’The Afflicition’, der på dansk fik den rammende titel – ’Den Jagede’. John Turturros indlevelse er mindst lige så stærk og selvopopfrende som Nick Noltes præstation i nævnte drama.
Nicolas Winding Refn har med Fear X skabt endnu et vedkommende og vedhængende drama, der understreger hans position som Danmarks pt. største instruktør-talent.
