Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Et romanfænomen af karat. Ja, sådan har det åbenbart formet sig vedrørende de, efter sigende, pirrende og følsomme beskrivelser af den hede SM-fortabelse der opstår mellem Anastacia Steele, magasinjournalist, og den excentriske millionær Christian Grey. Fifty Shades Of Grey har jeg af gode grunde ikke haft behov for at læse, men jeg har gjort mig den ulejlighed at se de to første film, men må også blankt erkende at jeg ikke er en af dem, som sidder og hopper i stolen af spænding frem mod Fifty Shades Freed, som kommer i 2018. Der findes et lille sneak peak undervejs i denne films rulletekster til sidst.
På udgivelsen her kan man både vælge biografversionen samt en udvidet version på cirka et kvarter ekstra. Det er sidstnævnte jeg har overværet forstås. En film, som da den gik sin sejrsgang, trak adskillige kvinder i biograferne og efterlod flere morsomme fotos på de sociale medier, hvor efterladte grøntsager ved stolerækkerne spillede den centrale rolle. Jamen, er du så ikke gået helt forkert i byen, hr. anmelder? Skulle du ikke få dig en kønsskifteoperation, før end du begiver dig ud i at bedømme og dissekere denne temmelig kønsbestemte omgang softporno? Næææh, ikke nødvendigvis. Til gengæld kan jeg jo prøve at komme med et bud på, hvorfor den har haft svært ved at trække et mandligt publikum:
Om man ser Ringenes Herre eller Fifty Shades er sådan set lige meget, for begge film foregår i et temmelig urealistisk land. Derfor vil mandlige væsner nok hellere se på orker, troldmænd og elverfolk end at se på billedskønne figurer, der handler så urimeligt irrationelt at det gør helt ondt ind i det næste årtusinde. Efter den første films eskapader, hvor den lumre husmodererotik var gennemgående grinagtig, så har Anastacia i hvert fald fundet ud af at hun intet vil have at gøre med Christian Grey længere. Lige indtil at han viser sig ved en fernisering, og køber samtlige billeder af Anastacias motiver, og desuden krydrer det med en buket blomster. Så skal jeg da lige love for at vendekåben ikke alene drejer, men også åbner for kys og kærtegn. Hold nu op altså! Nå, ikke nok med det, så har Grey fået fingre i Anastacias kontooplysninger og forærer hende rask væk temmelig værdifulde overførsler og desuden opkøber han hendes arbejdsplads. Anastacia vælger så at bryde ud i noget, der kunne ligne raseri over at det intet har med kærlighed at gøre, men nærmere er et ejerskab som Christian har over hende. Altså er hun tilbage ved nulpunktet, men viser det derefter ved at flashe med det sagnomspundne g-punkt i stedet for. Der mases i hvert fald et par SM-fugtede kuglesnore op i bunden af Anastacia, og så kommer der et par påtagede støn og så er parret ligesom klar til at tage til fest. Og det er så her at man hellere ville en tur til Mordor…
Her er der så gået små 40 minutter uden nogen som helst handling. Derfor er vi nødt til at opfinde nogle skurke for at dryppe lidt malurt i bægeret. Ellers har man bare en film om et pseudopar der spiser, bader, klæder sig fint på og bouncer rundt i nogle lagner og pruster lidt over det. Til at lave lidt rav i gaden har man hyret Kim Basinger (9 ½ Uge, L. A. Confidential, Batman) som den altoverskyggende Elena Lincoln, der trækker nogle bizarre tråde til Christians fortid. Samtidig er Jack Hyde (Eric Johnson), Anasticias chef på jobbet, blevet interesseret i Anastacia og prøver at vinde hendes gunst, hvilket Christian naturligvis ikke billiger.
Jamie Dornan er en rædselsfuld skuespiller, og for hans vedkommende kunne man godt frygte at denne trilogi bliver det eneste man kommer til at huske ham for. Han er glat som en ål, hvilket måske nok også passer godt til rollen som Grey. Men der er ikke for 10 øre mimik eller indlevelse i det han foretager sig. Dakota Johnson er ikke meget bedre, og bidrager blot med et par famlende blikke og nogle røde læber hun fra tid til anden kan bide sig lidt i. Instruktør James Foley har vel haft valget om han vil følge bestselleren slavisk af hensyn til de mange fans, eller at tænke frit og putte lidt krymmel på toppen som man ikke finder i bogen. Jeg ved jo af gode grunde ikke hvad der passer bedst, men uanset hvad er missionen ikke lykkes, for der er kommet et ujævnt og fjollet produkt ud af anstrengelserne. Præmissen er letkøbt og tåbelig, figurerne er rene hylstre af noget som skulle forestille at kunne fjerne os fra den daglige tristesse og hele den romantiske og erotiske kerne er af farcelignende tilstande. Jeg uddeler af princip aldrig karakteren 0 (selvom det er muligt), og har ledt desperat efter en grund til at hæve mig op på 2 stjerner, men når man står med en proforma-dilettantisk spankingscene med det mest fesne r’n’b-nummer som underlægningsmusik, så kan ikke engang antræk til opløftende momenter kravle så langt op ad stigen at det retfærdiggør en udligning. ”Du har ikke forstået en skid af det, hr. hankønsskribent”. Nå nå men Fifty Shades Darker er fra mit synspunkt en film, som konstant står i offside og aldrig vil lære at lave en parallelparkering.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Universal Pictures.
