Skriv en kommentar
Ved første syn er Flags of Our Fathers en klassisk krigsfilm om Anden Verdenskrig, skruet sammen nøjagtig som mange andre film før den. Vellavet, sober og med et humanistisk blik på krigens rædsler. Men Flags of Our Fathers viser sig hurtigt at være mere end endnu end film om heroisme og rædsler i WWII. Det er lige så meget en fortælling om propanganda maskineriet der på hjemmefronten holder krigsmaskineriet i gang. Det er fortællingen om mænd der fanges i rollen som helte, uden egentlig at ønske det og det er fortællingen om hvad et enkelt øjeblik, et enkelt billede kan gøre. En fortælling som er lige så aktuel i dag, som den var efter verdenskrigen.
Instrueret af Clint Eastwood og produceret af Steven Spielberg har Flags of Our Fathers allerede en stor del af opskriften til klassisk storfilm. Men lever den op til det. Mit svar vil være et stort ja.
Flags of our Fathers fortæller historien om slaget om Iwo Jima, under Anden Verdenskrig. Det er historien om et slag der var så grumt at det i vores moderne mediekrige aldrig var blevet til noget. Et voldsomt slag på et niveau vi slet ikke kan forestille os. For de forventede tabstal var enorme og selve slaget et rent helvede. Det er også historien om et af de største og vigtigste symboler i amerikansk historie. Billedet af marinesoldaterne der rejser det amerikanske flag over Iwo Jima. Billedet gik direkte ind i de amerikanske hjerter og gav viljen til kamp tilbage til et krigstræt folk. Det inspirerede og viste at sejren lå forude. Men historien bag selve billedet er mere kompliceret end som så. Krigens propanganda maskineri gjorde historien endnu mere mudret for de mænd der blev fanget af historiens vingesus, og blev helte hvad enten de ville det eller ej.
Ryan Phillipe spiller den opofrende og heltemodige felt-samaritter John ”Doc” Bradley, som kæmper sig gennem slaget om Iwo Jima mens hans venner dør en efter en omkring ham. Doc gør sit for at rede dem og det med en helts kompromisløse opofrelse. Men Doc føler sig ikke som en helt og han må stå over for dilemaer som feks. at skulle gøre det af med japanske soldater for at kunne give lægehjælp til sine egne amerikanske venner. Ved et tilfælde bliver Doc virvlet ind i hændelserne omkring flag-hejsningen på Mount Iwo Jima. Sammen med den selvbestaltede, og absolut kujonagtige, helt Rene Gagnon (Jesse Bradford) og den modvillige helt Ira Hayes (Adam Beach), som også er indfødt amerikaner og drukkenbolt, må han derefter rejse USA rundt for at hæve folkets moral og sælge krigsobligationer for at skaffe penge til krigsmaskinen. Men pludselig at skulle spille helte og blive tiljublet af folket er ikke nemt når man ved at ens kammerater stadig dør ved fronten. Det fører til store personlige kriser for nogle af de unge helte.
Filmens handling er komplekst skruet sammen. Den springer mellem forskellige tidsaldre hvor vi enten følger Doc’s søn mens han researcher sin fars fortid, eller følger Doc, Ira og Rene, under krigen, på deres propaganda rejse gennem USA. De ser så selve slaget om Iwo Jima i flashbacks. Forvirret? Det er der ikke noget at sige til. De forskellige handlinger er komplekst skruet sammen og det gør Flags of Our Fathers en anelse forvirret. Det er dog i sidste ende ikke noget der ødelægger filmen og man fanger dens budskab under alle omstændigheder.
Flags of Our Fathers er spækket med kendte skuespillere og en del gengangere fra tidligere WWII produktioner fra Spielberg. Om det er et tilfælde skal jeg ikke kunne sige men det gør det nemmere at fange verdenskrigsstemningen igen. Man husker med de samme de andre film og serier og rider videre på bølgen. Selvom vi aldrig får lov til at få så meget dybde i karaktererne så er det alligevel tre store skuespilpræstationer som de tre hovedroller leverer, og der er stort fokus på det venskab der holder sammen på soldaterne. De gængse ”hygge-med-drengene” scener, som krigsfilm skal have, er varme og lader tilskuerne leve sig endnu mere ind i handlingen, som en del af staklerne der kæmper på Iwo Jima.
I de imponerende kampscener (som helst skal ses i biografen) viser filmen hvordan 3D spil og film mediet på mange måder er ved at smelte sammen. Det har længe været en tradition i WWII spil at situationer fra film og serier (mange med Spielberg i baggrunden som instruktør eller producent, både film og spil) gentages i spillet, til tider ned til mindste detalje. Men i Flags of Our Fathers går konvergensen den anden vej. Specielt de scener hvor man følger navy piloternes angreb på Iwo Jima kunne være taget direkte ud af et 3D spil. Men i det hele taget bærer de mange kampscener i filmen et tydeligt præg af at, hvad angår WWII er de to medier ved at smelte sammen. Selvom kampscenerne ikke når samme intensitet som Saving Private Ryan så er det tæt på, og det publikum får at se er et slag som i sin grusomhed og voldsomhed overgår meget der er set. De nærmest episke billeder af flådens bombardement af vulkanøen Iwo Jima er virkelig noget der brænder sig ind på nethinden. Iwo Jima scenerne er optaget på Island og det giver også hele sceneriet et fremmedartet udtryk som man ikke normalt forbinder med WWII film.
Jeg er behørigt imponeret og glæder mig til næste film fra Eastwood, Letters from Iwo Jima, Hvor Eastwood og Spielberg vil fortælle historien fra den japanske synsvinkel.
