Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Som omdrejningspunkt for løjerne finder vi selvfølgelig stadig Dr. Frasier Crane, som Kelsey Grammer stadig spiller med enorm hjemmevanthed i den rolle han efterhånden har spillet i hen ved tre årtier; ligesom han også i denne sæson har instrueret flere af afsnittene.
Frasier kæmper videre med ønsket om at blive såvel elsket for sin person som respekteret for sit arbejde. Men det er ikke nemt, når man som Frasier lider af en mindre grad af narcissisme, søskende jalousi og generel trang til at blive in med de rige og de endnu mere snobbede. Slet ikke når for eksempel svigagtige eks-svigerbrødre (Michael Keaton i en skæg gæste-rolle) eller et par gemene snydere til en stavekonkurrence står i forvejen for ham og hans søn Frederick.
Hvor den forrige sæson især gik med, at Niles (David Hyde Pierce) og Daphne (Jane Leeves) endelig skulle få hinanden og blive stormende forelskede med de første knubs på vejen, er det her i den niende sæson forholdets indimellem svære kvaler, diverse op- og nedture, der skal takles. Jalousi er på bordet, og ind træder også svigerfamilien fra England, til store problemer for Niles. Dog til sidst er det også svigerfamilien der for alvor binder Daphne til Niles.
Millicent Martin og Anthony Lapaglia er fantastisk morsomme som henholdsvis Daphnes mor og ølbællende bror. Og Brian Cox dukker også op i et af de sidste afsnit i sæsonen i en sjov rolle som den bryske far.
På sidelinjen finder vi faren Marty Crane (spillet brilliant af John Mahoney), ekspolitibetjent med dårlig hofte, og Frasiers producer Roz (Peri Pilpin) på radiostationen, som i øvrigt er fuld af spøjse, halvtossede og mindeværdige figurer.
Både Marty og Roz får en stadig større rolle i løbet af serien og det fortsætter i denne sæson. Han får et nyt job som sikkerhedsvagt i et stormagasin, og hun bliver forelsket. Men selvfølgelig ikke helt uden problemer i kølvandet.
Det fantastiske ved ”Frasier” er, at det er en sitcom med ’virkelige’ personer. Man fornemmer virkeligt, at de er der i kød og blod. Levende, vibrerende, tredimensionelle personer. En sjældenhed inden for sitcom-genren.
Ikke mindst derfor kan man ikke lade være med at holde bare en lille smule af den brogede flok, uanset om man så synes, at især Frasiers evindelige neuroser kan være en lille smule anstrengende i længden.
Desuden er den yderst velskrevet og har et lix-tal der klart overgår de fleste sitcoms. Fascinerende er også de små opfindsomme kapitelskilte, man finder i hvert afsnit, og som serien vel nærmest har gjort til sit eget og sit varemærke.
Mange – inklusiv undertegnede – regner den således med god grund blandt de allerbedste sitcoms nogensinde. Kun indimellem forfalder den til lidt for ivrigt pointerede moraler, som er enerverende.
Den niende sæson er i denne sammenhæng på godt og ondt i tråd med de øvrige sæsoner. Roz’ personlige kamp for at acceptere sin kærestes job som skraldemand synes således en anelse for velmenende og forsimplet. Til gengæld dvæles der ikke længe ved disse klæbrige sager.
Vi får også et perle af et afsnit i det både dramatisk velturnerede og hysterisk morsomme ”A Room full of heroes” hvor Frasier i anledning af Halloween inviterer til kom-som-din-helt-fest, og ideerne til udklædningen blandt de sparsomme gæster er ikke helt hvad Frasier havde håbet på.
Blandt mindeværdige øjeblikke i denne sæson skal også nævnes afsnittet, hvor Frasier og Roz for første gang er i seng med hinanden, samt det overgearede afsnit med Frasiers søn Frederick til en indædt stavekonkurence, hvor konkurrencen er benhård og herligt møgbeskidt.
Som det er tilfældet med de øvrige sæson-bokse indeholder den niende sæsonboks et overvældende antal afsnit. Langtidsholdbarheden er derfor i orden. Selvom man vel egentlig godt kunne have proppet noget ekstramateriale på disken som en ekstra lille godbid fra doktoren, men det er der intet af deværre.
Desværre er der på nordiske udgaver, som jeg fik til anmeldelse , ingen danske tekster.
Boksen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
