Skriv en kommentar
Omkring halvvejs i sæson 10, finder vi et afsnit, hvor Chandler og Monica i al hemmelighed har set på hus sammen. Skal de tage beslutningen, flytte væk fra vennerne og storbyen og hen til græsplæne og voksenliv? Afsnittet bliver til et af de flashback-afsnit, som nærmest har været med til at karakterisere tv-serien Friends. Således får vi glimt af de minder, der er knyttet til lejligheden: der hvor Rachel er flygtet fra brylluppet med Barry og mangler et sted at bo, der hvor alle vennerne har thanksgiving-planer hver for sig men alligevel ender sammen, der hvor Joey og Chandler vinder lejligheden i den store quiz i viden om hinanden. Med sådanne flashbacks, et simpelt filmisk trick, varmer det i beskueren over de gensyn, man som tilnærmelsesvis fast tilskuer, kan nikke genkendende til. Man føler sig – mere eller mindre berettiget – som en ven.
Seriens store fortjeneste er, at den har formået at opbygge en markant intimitetsrelation mellem sig selv og beskueren. Trods forskelle på karakterer og beskuer, forskelle der må antages at være ret så store – jeg mener, hvem har råd til at bo i de lejligheder og hvem har i Danmark sådan et stokkonservativt, ja til tider fundamentalistisk moralkodeks – så er serien i stand til, at man som beskuer relaterer til egne erfaringer i venne-feltet. Derfor rammer serien så godt. Derfor føler man det som ens egne venner, der pludselig flytter fra storbyen til et hus i forstæderne; der begynder at snakke om giftemål og børn; der rent faktisk langsomt på langs bliver noget der minder om voksne.
Sæson 10 er som helhed en ganske velstøbt sidste sæson. Der er selvsagt et par mislykkede afsnit ind i mellem. Det gælder i sær de afsnit, der bliver for moraliserende. Hvor det er lidt for tydeligt, at seriens bagmænd gerne vil have en lettere løftet pegefinger ind over. I sådanne afsnit afbrydes humorens flow af, at det hele ligesom skal falde på plads. Vi SKAL have den alvorlige samtale, som kan bibringe tilskueren stof til “eftertanke”, og der må ikke være nogen løse ender. Her føler man for alvor fiktionens bagside; at der sidder folk derude, vægter udviklingen i serien og skriver en sådan frem.
Et andet, lidt mindre minus er den udprægede brug af genbrug, man efterhånden kan fornemme. Selvom man kunne tale om en vittig intertekstuel kommentar, når Chandler i et afsnit lyver for Joey og derfor må bære læbestift som straf, finder man det som tilskuer blot pinligt, at de har brugt den før og i langt bedre grad, dengang Chandler måtte ligge i kiste, fordi han havde været sammen med Joeys kæreste og ikke talt med Joey om det. Samtidig øjnes genbrugen også i de jokes, der fyres af. Man kender karaktererne så godt efterhånden, at de forventes at levere de udsagn, de rent faktisk leverer. En sådan imødekommet fornemmelse er ikke altid af den positive sort.
Desusden kan man iagttage flere handlingsspor, der ligesom løber ud af sandet. Det bliver klart, at det, som manuskriptforfatterne en gang anså som en væsentlig og god udvikling, pludselig skal trækkes i land hurtigst muligt. Tydeligst er det med Joey-Rachel-forholdet, der afsluttes på ret så besynderlig vis. Et andet eksempel er Phoebe-karakteren, som for undertegnede altid har virket sært overflødig og som fremstår desto mere sådan i de afsluttende episoder.
Men plusserne er langt i overtal. Det er stadig virkelig morsomt at se Ross som den hysteriske eks-kæreste, der sagtens kan kapere, at hans bedste ven og hans Rachel er et par. Han er da “fine”, som han gang på gang udtrykker det i sæsonens første par afsnit. Forholdet mellem Joey og Chandler viser sig til al overraskelse stadig at have nyt at byde på. Jeg har altid synes, at det var her de bedste momenter i serien lå med et klart højdepunkt i de afsnit, hvor de to flyttede fra hinanden og så tilbage igen, men det overrasker og glæder mig, at der også i denne sæson kan fremdrives interessante aspekter i det venskab.
At de oprindelige skabere af serien, Martha Kaufman og David Crane, stadig har fat i den lange ende fremstår tydeligt af afsnit 11, der blandt andet byder på et flashback til 1987, hvor Chandler og Ross er buddies mest på grund af totalt mislykket hår, og hvor Danny Devito gæsteoptræder som en 50-årig stripper, der ender i gråd til Phoebes polterabend. Også sæsonens og dermed seriens afsluttende dobbeltafsnit har den velkendte sødme og finesse kombineret med lige-på-humoren, som de to oprindelige skribenter står for. Selvom man kan forledes til at synes, at der går rigelig med “farvel” i den på alle leder og kanter, og selvom Ross-Rachel-miseren når nye højder, så er det en ganske respektabel afrunding, Crane og Kaufman skaber. Mere skal ikke siges her.
Måske er seriens, ja måske enhver sitcoms udfordring konfrontationen mellem det forventede og det originale. Vi – som tilskuere – forventer en bestemt retning, et bestemt pay-off. Kommer det ikke, skuffes vi for alvor og opgiver serien, men kommer det, er vi samtidig tilbøjelige til at finde det letkøbt og banalt, fordi vi også kræver en originalitet, der kan være uforenelig med det forventelige. Friends har ofte magtet at forene de to. At åbne for serien har været at invitere en gammel kammerat indenfor, og denne har – tak Crane/Kaufman – næsten altid haft noget at byde på.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.
Ekstramateriale:
Det egentlige ekstra materiale befinder sig på disk 3 og udgør noget af en broget affære. Blandt lavpunkterne er den 7 minutter lange “Friends around the World”, som tager os med til Sverige, Japan og Tyskland for at vise os, hvor udbredt og kendte Venner er “internationalt”. Det er ikke synderlig ophidsende at se, en håndfuld tyskerne synge titelsangen eller de japanske skuespillere dubbe et afsnit. En smule sjovere er de mange fraklip, der udgør den 32 minutter lange “Gag Reels”. Mest af alt består den dog af, at vennerne bryder sammen af grin i et utal af optagelser, hvilket ser ud til at være ganske sjovt for skuespillere, men ikke er helt så fedt for den arme dvd-tilskuer. Langt bedre går det i den bredtfavnende og rimelig interessante “The One That Goes Behind the Scenes” (42 minutter). Her får man for en gang skyld, hvad titelen lover: et godt kig bag scenerne. Vi følger den enorme stab af manuskriptforfattere; der er 12 i alt! Man får et lille indblik i, hvor svært, det er at skrive et afsnit, ikke bare i forhold til, hvad der skal ske og at jokes jo skal være sjove, men også andre mere “filmiske” problemer som et kontinuitetsspørgsmål, der pludselig melder sig. Desuden følger programmet det store crew af alt lige fra kameramænd til tømrer og publikumsopvarmere. På bundlinien får man, trods den store skare, indtryk af at serien stadig styres med myndig hånd af grundlæggerne Martha Kaufman, David Crane og Kevin S. Bright. Endelig er der hele 3 udgaver af “Friends of Friends”. Her er der “interview” med de mange bipersoner, der farvelægger serien, såsom Ross’ tidligere kæreste Mona, Joeys agent Estelle og Phoebe lillebror Frank. Det er desværre den sædvanlige sød-suppe-snak, de har at komme med, og det bliver nu en gang aldrig interessant at være beskuer til.
Der kan gives * * * til ekstramaterialet.
1 - Den efter at Joey har kysset Rachel
2 - Den hvor Ross er OK
3 - Den med Ross' kulør
4 - Den med kagen
5 - Den hvor rachel søster er babysitter
6 - Den med Ross' tilståelse
7 - Den med hjemmekontoret
8 - Den med den sene thanksgiving
9 - Den med den biologiske mor
10 - Den hvor Chandler bliver fanget
11 - Den hvor stripperen græder
12 - Den med Phoebes bryllup
13 - Den hvor Joey taler fransk
14 - Den med med prinsesse Consuela
15 - Den hvor Estelle dør
16 - Den med Rachels afskedsfest
17 og 18 - Den sidste episode del 1 og 2
