Skriv en kommentar
Denne groteske komedie udspiller sig midt i ingenmandsland, hvor en stribe excentriske mennesker lever en urolig tilværelse side om side. Først og fremmest møder vi de to brødre Carl (Anders W. Berthelsen) og den noget forskræmte Dennis (Martin Buch), der siden begge forældres selvmord har klaret sig på egen hånd ved at sælge ulovligt fyrværkeri. Finn (Thomas Bo Larsen) er et belastende syrehoved, der lever på nas hos brødrene, fordi Carl skylder ham ”mindst 20.000”. Overfor bor de nysgerrige naboer Anton (Tommy Kenter) og hans kuede kone Elly (Birthe Neumann), der følger nøje med i, hvad der foregår i nabohuset. Desuden har Anton et gammel regnskab med en gedde ved navn Jern-Hans, der lever i den nærtliggende mose. Gedden har, da Anton var dreng, snuppet fire af hans tæer, hvorfor han i dag er en bitter og hævntørstig mand.
Da Carl en dag er et smut forbi den lokale kro for at sælge sit ulovlige fyrværkeri, løber han tilfældigvis ind i Rita (Sidse Babett Knudsen). Mødet viser sig at være et ret heldigt sammentræf, idet Rita er på flugt fra sin kæreste, og Dennis ønsker sig en kæreste i julegave. Rita tager med hjem, og herefter tager tingene fart. For pludselig omkommer Finn efter på mystisk vis at have indtaget for meget af sin egen euforiserende ”syre-julekonfekt”, Rita viser sig at være gravid, og Anton forvandler sig til en rambo-lignende figur efter en nærkamp med Jern-Hans.
I det hele taget er denne komedie meget langt ude, den er plat og grotesk på samme tid. Humoren er kulsort og af og til temmelig morbid. Dette ses eksempelvis, når Finns afhuggede fod pludselig får sit eget liv og render rundt i huset, eller idet galgen fra farens selvmord stadig hænger i loftet – bare som et minde. Filmen byder på den ene overdrevne situation efter den anden, hvilket de nærmest tegnefilmsagtige lydeffekter er med til at understrege. Miljøet er beskidt og grimt, og en stor del af filmens humor går netop på det ulækre og bizare.
Af og til bliver humoren lidt for plat og letkøbt, men skuespillerne er dog så morsomme, at det er hele filmen værd. Sidse Babett Knudsen spiller sjovt sin Marilyn Monroe rolle som den stumme pige på flugt fra sin kæreste, mens Birthe Neumann brillerer som den opvartende hustru med de store briller og undertrykte drifter. Thomas Bo Lars er ligeledes god i rollen som den usympatiske drukkenbolt, og i det hele taget er skuespiller-ensemblet helt i top.
Hvordan fukssvansen (der for øvrigt er en sav, Carl i tidernes morgen fik i konfirmationsgave) kommer ind i billedet, er en indviklet historie. Men en fukssvans kan i denne films verden anvendes til mange forskellige ting, f.eks. til at partere lig med, til at bekæmpe sindssyge rambo-plagiater, til at udtrykke sin vrede med eller sågar som skjold mod pistolskud.
Fukssvansen kan minde om en bizar og overgearet udgave af ”Mifunes sidste sang”, hvor de ualmindelige mennesker drømmer om at leve et almindeligt liv. Alt i alt er Fukssvansen en på sin vis sød historie om drømmen om at finde kærligheden, leve et normalt liv i fred og ro og ikke mindst få bugt med sine gamle fjender. Spørgsmålet er så bare, om man synes, at historien, figurerne og i det hele taget humoren i Fukssvansen er for langt ude, for plat og for karikeret.
