Skriv en kommentar
Anna (Susanne Lothar), Georg (Ulrich Mühe) og deres søn Georgie ankommer til deres sommerhus for at sejle og nyde ferien. Der går ikke længe før idyllen bliver brudt, da en fremmed ved navn Peter (Frank Giering), kommer og spørger efter nogle æg til naboen. Da Anna havde set ham tidligere, giver hun ham æggene, som han gang på gang taber, og må have flere. Til sidst kommer en anden fremmed ved navn Paul (Arno Frisch), og hjælper til… men hurtigt regner de ud, at de ikke er der for at få æg.
Filmen er langt den mest morbide jeg nogensinde har set (og jeg har set en del.) Ved aldrig at vise volden, men mere ansigtsudtryk og efterfølgende, leger filmen med publikums fantasi. Filmen starter som en ret typisk thriller, men man fatter snart, at den kun er ude på en ting, nemlig at chokere, og dette gør den fremragende. Det er ikke en film for sarte sjæle, og det er ikke en film man skal regne med slutter og forløber præcist som man vil have det.
Med det sagt, skal det nævnes at instruktøren Michael Haneke gør et fantastisk arbejde. Han fremhæver de pointer og meningsløsheder der skal fremhæves, og er bestemt en af Europas bedste instruktører. Ved at lege med publikum hele vejen igennem, og gøre filmen fuldstændig uforudsigelig, viser Haneke en meget skræmmende side af sig selv. Hvis man ikke lige er til de ekstreme film, har han også lavet Pianisten, som jo bekendt vandt tre gange guld i Cannes. Faktisk er han temmelig anerkendt for alle sine film, hvoraf de fleste bliver vist på årets Natfilmsfestival.
Skuespilspræstationerne er noget ud over det sædvanlige. Med så nedværdigende en rolle som Susanne Lothar har, gør hun det fantastisk og troværdigt. Skurkene Arno Frisch og Frank Giering spiller de forkælede, sindssyge teenagere så glimrende at man hele vejen igennem har lyst til at gå amok på lærredet. Faktisk minder det hele så meget om virkelighed, at man til tider bliver skræmt, og flere af publikum har da også gået under forestillingerne af filmen. Filmen kan nok bedst betegnes som A Clockwork Orange i tredje potens.
I sidste ende er filmen jo brilliant så sit vis. Ved ikke at have nogle pointer, har den jo netop den pointe den skal have (?) Filmen går imod strømmen af voldsfilm, og gør det modsatte af alle andre. Netop derfor er den gennemført, i stedet for at hylde volden, viser den det mest groteske vold uden sød ompakning.
