Skriv en kommentar
Elitestyrken G.I. Joe falder i et baghold da den hemmelige og skurkagtige Cobra organisation har infiltreret det Hvide Hus. De overlevende må nu arbejde sammen for at overvinde de onde kræfter, som er stærkere end nogensinde.
Når en films skurke er så skarpt skåret ud i pap at deres motiver kan opsummeres i henslængte referencer til et par solide firserhits, skal man nok ikke forvente en dybere mening end hvad en almindelig dags leg med Action Men i børnehaven kan fremmane. Og fred være med det, for hvad mere behøver den onde Cobra Commander egentlig også sige, når Everybody Wants To Rule The World og I Want It All er hans argumentation?
G.I. Joe – Gengældelsen, bygger videre på historietråde lagt ud i 2009s G.I. Joe – The Rise Of Cobra og tilføjer klogeligt den kæmpemæssige Dwayne Johnson, i rollen som Roadblock. Johnson kan ikke beskyldes for at være et uudtømmeligt kammer af skuespilsdybde, men han er som født til at levendegøre legetøjsklassikeren på det store lærred, og sammen med Channing Tatum skabes en ganske fin og løssluppen kemi.
Løssluppen er i det hele taget hvad filmen må siges at være på både godt ondt. Plottet er tæt på at få samtlige klichélamper i filmens verden til at blinke, og vi farer i pendulfart fra den ene ende af verden til den anden, uden nogensinde helt at fatte hvor vi er på vej hen eller lige har været. Det ultrahøje tempo er dog samtidig det der giver filmen liv, og underholdningsværdien er aldrig i fare for at ryge under det tilladte, om det så er frivilligt eller ej. Især to sekvenser hæver filmen op over ren og skær metervare – en adrenalinpumpende ninjajagt langs siderne af Himalayas bjerge (hvis det da er der vi befinder os), og et politisk atomtopmøde svøbt ind i koncentreret absurditet, ikke set magen siden Dr. Strangelove holdt op med at bekymre sig og begyndte at elske bomben. Måske de ti mest underholdende minutter i 2013 indtil videre.
Joe er altså lidt af en skizofren filmoplevelse. Ikke skyggen af blod eller penetrering af hverken kugler eller sværd anes, men en syndflod af død og ødelæggelse (aflys bare påsketuren til London) er alligevel aldrig mere end fem minutter væk. Og mødet mellem børnelegetøj og voksenudfoldelser føles altså en smule prekært, når en kvindelig soldats sexappeal hele to gange bruges for at bringe historien fremad – hvem henvender man sig egentlig til? Alle eller ingen?
Der vil højst sandsynligt være en skarp opdeling af reaktionerne på denne film - had eller guilty pleasure. Denne anmelder melder sig til tjeneste hos sidsnævnte.
