Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er efterhånden en udskreven regel, at når en ikke-amerikansk film får stor succes, laver Hollywood et remake. Det er bare sjældent, at de er over 20 år om det. Den japanske anime “Ghost In The Shell” fra 1995 er baseret på mangaen af samme navn. Den beskæftiger sig med temaet omkring, hvornår grænsen mellem robot og menneske udviskes. Filmen er spækket med action og spænding, men der er stadig plads til at filosofere rigeligt over filmens tema. Med en blændende visuel side er den blandt de allerstørste klassikere i genren. Når Warchowskierne i son tid lavede “The Matrix” blev meget af det visuelle samt tematiske lånt herfra. Mange år senere giver Hollywood instruktøren Rupert Sanders opgaven at filmatisere “Ghost In The Shell”. Det skulle de nok aldrig have gjort.
Egentlig gør genindspilningen af “Ghost In The Shell” meget rigtigt. At hyre japaneren “Beat” Takeshi Kitano i en bærende rolle er lidt af en genistreg, og han står da også for en af filmens bedste scener i en kort, intens og simpel skudduel. Noget andet er, at filmen holder sig uhyre tæt på originalmaterialet, og flere scener er visuelt taget direkte fra den første film - en hurtig søgning på youtube vil vise dig en video, hvor tætte de to er.
Men djævelen er i detaljen. Rupert Sanders er en forholdsvis nu instruktør, og hans debutfilm “Snow White And The Huntsman” viste tydeligt, at han ikke var klar til skiftet fra kortfilmsinstruktør til kæmpe Hollywood-film. “Ghost In The Shell” er hans næste spillefilm, og ligesom med debutfilmen har han problemer med at få troværdige præstationer ud af sine skuespillere. Scarlett Johansson har hovedrollen som spøgelset i skallen - en hjerne transplanteret til en robotkrop. Hun er utrolig mekanisk i sine bevægelser, og det grænser til det komiske bare at se hende gå. Endnu værre er Juliette Binochi som overspiller i så høj en grad, at det er direkte pinligt at overvære. De to er ellers glimrende skuespillerinder i forvejen. Den danske Pilou Asbæk har også en rolle, og virker nærmest som den eneste, der gider at være med i filmen. Hans anstrengelser virker dog lidt forgæves, når de fleste andre roller sover sig igennem det hele.
Det vigtigste for en film som “Ghost In The Shell” er dog actionscenerne samt de subtile filosofiske overvejelser, og det er her, at filmen fejler allerværst. Actionscenerne er rodede i deres klipning, hvilket suger spændingen ud af hvert et sekund. De filosofiske overvejelser er skåret helt ind til benet, og er nærmest ikke-eksisterende længere. Blot for tempoets skyld. Det er virkelig synd, for der gemmer sig et kæmpe uudnyttet potentiale - ikke kun i filmen men også i franchisen som helhed. Filmen er nærmest 100% green screen, og effekterne er heller ikke altid lige troværdige. Når troværdigheden fra skuespillerne og hele opsætningen falder fra hinanden, actionscenerne ikke fungerer og filmen ikke kan tilbyde eftertænksomhed, ender “Ghost In The Shell” som en meget langtrukken og kedelig oplevelse. Alt dette virker til at skyldes, at man valgte Rupert Sanders til at løfte opgaven.
Billede & Lyd - 5/6
Spøjst nok er “Ghost In The Shell” skudt i 5K, men produceret i 2K. Derfor er 4K-udgivelsen en opskalering til 4K. De slipper dog meget godt afsted med det, da billedet er blændende rent for støj, og virkerlig skarpt i farverne. De dårlige effektskud bliver dog ikke bedre af, at kvaliteten er i top, men når effekterne fungerer, ender det som en overvældende visuel oplevelse. Lyden er også imponerende med stort brug af alle højtalere, god og tung bas samt en klarhed i lydbilledet, der gør, at alle ord og lyde går rent igennem.
Ekstramateriale - 4/6
De tre featuretter på udgivelsen holder sig sammenlagt på lige under en times spilletid. De går godt i dybden med processen med konverteringen til live action. Derudover bliver temaer, design og mange andre emner detaljeret beskrevet, hvilket gør ekstramateriale til en underholdende og informativ oplevelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount
