Skriv en kommentar
Det er de seneste år blevet mere og mere tydeligt, at Hollywood i høj grad satser på sikre hits, der kan sælge billetter. Der laves utallige toere og treere og skabes franchises, ligesom der laves remakes af gamle klassikere som allerede har en trofast fanskarre, og derfor helt sikkert kan tjene penge hjem. Nogle mener Hollywood befinder sig en i en krise, da der ikke længere tages så mange chancer, og personligt synes jeg ofte det er synd, at genoplive gamle succeser og koge suppe på allerede brugte koncepter.
Jeg var derfor en smule skeptisk da jeg hørte, at der skulle laves et remake af den efterhånden klassiske Ghostbusters-komedie fra 1984, hvor fire fjollede mandlige efterforskere af det overnaturlige, render rundt i New Yorks gader og fanger spøgelser med ens dragter og støvsugerlignende maskiner på ryggen. Hvad der så fik mig til at skifte mening, og se frem til denne film med spænding, var nyheden om at den skulle laves med fire kvinder i hovedrollerne som spøgelsesjægere.
Og ikke bare af hvilken som helst instruktør og med hvilke som helst kvinder, men af instruktøren Paul Feig, som bl.a. står bag komedierne Bridesmaids (2011) og Spy (2015), og med de fantastisk dygtige og altid sjove Kristen Wiig og Melissa McCarthy, som mange nok vil kende fra netop Bridesmaids, som to af de bærende roller.
Anderledes kvinderoller
Det er altid forfriskende at se en film med kvindelige hovedroller, der ikke konstant snakker om mænd og parforhold, og det er desværre stadig et relativt sjældent syn. I denne film indtager kvinderne roller som traditionelt er blevet indtaget af mænd: De er kloge og veludannede videnskabskvinder, de er sjove på den grovkornede og platte måde, de er handlekraftige, og selvom de er smukke, er der ingen af dem der reduceres til passive sexobjekter.
Selvom filmen ikke kun skal dømmes ud fra dette præmis, mener jeg det er et vigtigt aspekt at tage i betragtning, da Ghostbusters er en mainstream-komedie der er rettet mod et stort og bredt publikum, og den giver derfor håb for fremtiden, i forhold til mere nuancerede kvinderoller på film generelt.
Who you gonna call?
I Ghostbusters møder vi den kiksede men seriøse forsker Erin Gilbert (Kristen Wiig), der på grund af omstændigheder tvinges til at arbejde sammen med sin forhenværende kollega og veninde Abby Yates (Mellissa McCarthy). De to har tidligere specialiseret sig i forskningen af det overnaturlige, og har sammen skrevet en bog om spøgelser, og da New York står overfor et eskalerende spøgelsesproblem, er det kun dem der kan redde byen. De tørner sig derfor sammen med opfinderen Julian Holtzman og den tidligere metroarbejder Patty Tolan, og sammen må de fire kvinder redde byen fra spøgelserne, og finde ud af hvem der har sluppet alle spøgelserne løs.
Filmen er spækket med referencer til den originale Ghostbusters-film, og der er derfor også noget at komme efter for fans af den gamle klassiker. Bill Murray og Dan Aykroyd, der var to af spøgelsesjægerne i den oprindelige film, har begge små cameos, og selvom filmen ikke direkte forholder sig til sin forgænger, er der en masse små sjove referencer, og fans vil også kunne genkende de to spøgelser ”Slimer” og ”Marshmallow man”.
Et stort plus ved filmen er, at den kombinerer teknologien fra 1984 med nutiden. De utallige skydevåben og andre former for gadgets som den seje opfinder Holtzman ustandselig kommer op med, ligner ikke noget man ellers ser i dag, hvor vi er vandt til at teknologi er småt og lækkert designet. Som en homage til den originale film, ligner de store og kluntede laserpistoler som kvinderne skyder med, og den stråle pistolerne udsender, til forveksling den der skydes med i den oprindelige film. Filmen prøver på denne måde at ligne sin forgænger, men er dog på alle andre områder moderne og sin egen film.
Sjov for det meste
Humoren er klassisk Paul Feig, med en blanding af grovkornede, platte og skøre jokes, som rammer plet cirka halvdelen af tiden. Det er dog også nok gange, i film der er spækket med morsomheder af forskellig art, så der nok skal være noget for enhver smag. Enkelte steder bliver humoren efter min mening en smule for plat, som med det mandlige, blondinedumme sexobjekt af en sekretær, spillet af Chris Hemsworth. Idéen med en dum og samtidig brandlækker hunk som sekretær er sjov, og virker da også enkelte steder, men de fleste steder overdrives hans dumhed i en sådan grad, at det mister al form for troværdighed, og dermed heller ikke er sjovt længere.
Alt i alt er Paul Feig dog lykkedes med den svære balancegang der er, at være tro mod en gammel og elsket klassiker, da han på en og samme tid har respekteret og gjort brug af forgængeren, samtidig med, at han har skabt noget nyt som i sig selv er morsomt og top-underholdende, og oveni det hele med en forfriskende kvindelige vinkel.
