Skriv en kommentar
Der findes film, der ikke vil og kan andet end at underholde, en sådan er Ghostrider. Det er efterhånden mere en regel end en undtagelse at hver måned byder på en filmisk debut til en ny tegneseriesuperhelt. Desværre er det marked ved at være noget udpint, og kurven for kvalitet har været støt dalende meget længe.
Nu er turen kommet til Marvelhelten Ghostrider. Ghostrider blev først skabt som skurk i serien om en anden filmatiseret tegneseriehelt Daredevil, men fik senere sin egen heltehistorie. Første film i en formentlig længere række af film om motorcykelhævneren byder naturligvis på en meget forklarende historie, der skal gøre det brede publikum bekendt med spøgelsesridderen.
Motorcykelstuntmanden Johnny Blaze laver for et cirkus i samarbejde med sin far et spektakulært show. Men Johnnys far, der er storryger, lider af kræft. For at redde den døende far indgår Johnny en fatal pagt med selveste djævlen, Mephistofeles. En sådan deal er ikke gratis, og Johnny forvandles til den flammende hævner Ghost Rider, når natten sænker sig over Amerika.
Med flammer stående ud fra kroppen, med en afpillet kranie, råt bikertøj og en kæmpe kværn kaldes Ghost Rider til hjælp i kampen mod dæmoniske krafter. Superskurken Blackheart vil overtage verden, men den retfærdige hævner Ghost Rider vil det anderledes.
I klassisk Marvelforstand er der med Ghostrider tale om en dobbelttydig helt, der besidder dæmoniske kræfter men vil gøre det gode. Desværre er historien lidt rodet og ikke synderligt spændende, selvom den byder på spektakulær action og den klassiske indre splittelse i helten.
Som sædvanlig er dobbeltidentiteten et problem i forhold til kærligheden. Johnny Blaze elsker nemlig den smukke reporter Roxanne, der ikke kender hans sande identitet. Derudover psykologiseres der med Johnnys forhold til sin far og sine Bikermedhjælpere. Men desværre fungerer det aldrig særlig godt i filmen, og helten bliver aldrig rigtig spændende som karakter.
Der er ellers spillet på en ganske fin cast af skuespillere. I hovedrollen ses Nicolas Cage (”Vilde hjerter” og ”Orkidetyven”), der umiddelbart virker som et godt valg. Desværre skinner Cages på en gang lidelsesfulde og drengerøvsagtige mimik ikke igennem. Som Roxanne spiller Eva Mendes (”Trust the man”) også ret overfladisk, og opnår mest sin berettigelse igennem sin store skønhed. Bedst og mest originalt er det, at Peter Fonda (”De vilde engle” og ”Easy Rider”) benytter sit bikeransigt i rollen som Mefistofeles. Fondas fjæs er som skabt til rollen og selvom, han ikke har mange replikker, står han alligevel klarest tilbage, når man har set filmen.
Mark Steven Johnson, der også stod bag den noget svingende ”DareDevil” (2003) har siddet i instruktørstolen. Johnson skrev således også manuskriptet til ”Daredevil” og efterfølgende til den flotte men dårlige ”Elektra” (2005), der havde Jennifer Garner i hovedrollen. Igen har han her været manden, der fra start skulle skrive tegneseriehelten ind i den filmiske ramme, og det er ikke lykkedes særlig godt.
For filmen mangler tyngde og bliver til en spektakulær men intetsigende fortælling, der ikke formår at fascinere. I rækken af dæmonisk influerede tegneseriehelte hæver ”Ghostrider” sig ikke over ”Daredevil”. I forhold til Del Toros ”Hell Boy” virker den helt og aldeles ligegyldig, og selv en helt som DC’s Constantine (2005) var i Francis Lawrence’s film en langt mere interessant antihelt.
