Skriv en kommentar
”Det er ikke det færdige produkt det handler om. Det kan aldrig blive så godt som vi ønsker, da vi ikke har midlerne til det. Det er mere processen og erfaringen det handler om”, siger instruktør Nicolas Bennetzen i dokumentaren der følger med hans første spillefilm, ”Glimt”. Og jeg har da masser af sympati med den ide den lille gruppe fra Frederiksberg har haft. De har uden en krone på lommen (filmens samlede budget er endt på lige omkring 25.000 kortrækkende, danske kroner) bravt og ambitiøst begivet sig ud for at indspille den første danske j-horror film. Optaget på et billigt DV-kamera og ved hjælp af hjemmelavede dolly-mekanismer og andre billige tricks, er ”Glimt” lavet helt i Sam Raimi eller John Cassavetes ånd, med frivillige medvirkende, on-location fotografering og ambitioner ud over det hele.
Men hvad gør vi som publikum når det eneste vi har er den færdige film og den sådan set ikke er særlig god? For ganske som de selv beskriver så er ”Glimt” lavet i forlængelse af den efterhånden noget udvandede j-horror-bølge, men det er sgu ikke ligefrem fordi den tilfører genren noget. Når guerillafilmskabere som Raimi, Cassavetes eller Wes Craven i 60erne, 70erne og 80erne kastede sig ud i no-budget filmmageri, så lykkedes det fordi deres film havde masser af finurligheder, voldsomheder, humoristisk eller nervepirrende skuespil. De havde en kant og en historie der i salige dogmebrødres ånd ikke lod sig undertrykke af tekniske utilstrækkeligheder. Der er ingen kant i ”Glimt”, ingen nerve og bestemt ingenting nyt. Filmen er et stykke genre-fiktion der trækker alt for meget på inspirationskilder som ”The Ring” , ”Ju-On” og ”Dark Water” til at retfærdiggøre sin egen, offentlige eksistens. Jep, jeg kan også godt lide disse film, men jeg har set dem en gang. Det har uden tvivl været en glimrende stiløvelse for de herrer Bennetzen og kompagni, og jeg er da ganske overbevist om at deres næste projekt bliver meget bedre. Det ændrer bare ikke på at jeg her ikke sidder med andet end den færdige film og den er både for lang, for sløvt klippet og langt fra overbevisende spillet (hovedrolleindehaver, Elias Eliot, klarer den godt fra starten, men falder igennem i filmens anden halvdel) til at være uhyggelig eller bare stemningsfuld. Plottet, der roterer om den danske fyr Morten, hvis japanske kæreste dør under mystiske omstændigheder, involverer japanske myter, forbandelser og langhårede spøgelser klædt i aflagte kostumer fra de japanske forbilleder. Hen imod slutningen går det rigtig galt, til dels på grund af de utilstrækkelige midler, men også fordi Bennetzens manuskript bliver usammenhængende og fjollet med nogle forudsigelige twists i slutningen.
Det er da sjovt at se en dansk undergrundsfilm og rart at vide at der stadig findes folk der opererer udenfor filmskolen og filminstituttets hierarki; og kan ”Glimt” ikke bruges til andet, så kan det faktum at filmen rent faktisk er blevet lavet samt måske noget af det ganske omfattende bonusmateriale på denne hjemmeproducerede dobbelt-DVD, måske virke motiverende, har man en lille filmskaber i maven. Som Bennetzen siger i den næsten en time lange bag-kameraet dokumentar, så handler det bare om at kaste sig ud i det og så holde ved til man er færdig. Jeg ønsker de herrer tillykke med den færdig film og mener ikke at det er uden stolthed de bør beskue deres værk. Men samtidig må jeg som anmelder ved nærværende hjemmeside samtidig gøre opmærksom på at filmen sgu ikke er særlig god. Jeg venter dog spændt på den næste.
Bonusmateriale:
”Et Glimt af Talent” – 60 minutters dokumentar om skabelsen af filmen.
”Lyden i Glimt” – 20 minutters featurette om lydbilledet i filmen (al lyd er efteroptaget i den færdige film).
”Private Talks” – kortfilm af Bennetzen
Slideshow
Trailers
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
FuldFartFilm.
