Skriv en kommentar
Forventningerne er ganske store, da jeg sætter mig til rette i sædet for at se dokumentaren om Greta Thunberg, hele verdens Greta, som kæmper for at vende udviklingen for klimaet.
Filmen lægger ud med et billede af Greta, som sidder med sin lille ryg vendt mod os på den sejlbåd, der skal sejle hende og hendes far til klimatopmøde i New York. Sidste sommer.
Vi følger Greta Thunberg helt fra starten af hendes klimastrejke, da hun i august 2018 besluttede at gøre noget i stedet for at lade sig styre af den depression, hun følte i kølvandet på sin viden om klimaets kurs mod afgrunden. Greta var bare 15 år og lignede måske mere en på 12, da hun helt alene i sneakers og jakke satte sig på fliserne foran den svenske rigsdag med sin røde termoflaske og et skilt, hvorpå der stod Klimastrejke. Her blev hun i de tre uger, der var til valget, i håb om at kunne påvirke politikere og forbipasserende.
Resultatet blev, som vi alle ved, langt større end blot den svenske rigsdag. Greta Thunbergs budskab blev spredt via medierne ud til hele verden, hun påpeger selv i en af sine mange taler at det eneste kontinent, hvor der ikke er klimademonstrationer, er Antarktis.
Vi får et indblik i en pige, der er fast besluttet på at ruske op i os alle, men også bliver tiltagende skuffet og fortvivlet over, at det ikke lykkes (?). Den berømte grådkvalte tale fra netop New York topmødet ’How dare you’ bliver det sidste ord, Greta får i denne film, som tæt følger hende og hendes far. Han rejser med hende rundt i verden og tager sig kærligt af sin datter, der kan være ganske kompromisløs til tider som følge af sin asperger-diagnose.
Kameraet følger Greta tæt, ofte i nærbilleder fra siden eller halvt rygvendt, iagttagende, men alligevel er det svært at få rigtig fat. Dette er nok filmens egentlige problem, for den tilføjer ikke så meget nyt til en person, som i forvejen har været overeksponeret af medierne – det spændende ved Greta Thunberg er hendes sag og egentlig ikke hende selv, ud over hendes unge alder. Det bliver for meget en række af møder, demonstrationer og taler og hotelværelser. Det hele badet i dramatisk musik, som ikke helt spiller sammen med den nøgterne svenske pige.
Til gengæld får vi et nuanceret billede af pigen Greta Thunberg og hvordan hendes egentlige formål konstant er ved at drukne i politikere, der vil have taget selfies med hende. Eller inviterer hende til konferencer, hvor hun vækker opsigt, men ikke føler, at hun ser nogen handling, ’som om mikrofonen ikke er tændt’, som hun selv udtrykker det.
’Greta’ er som en dokumentation af en skoleelev, der får ikonstatus, en uventet kickstart til klimadebatten, som lige så pludseligt forsvandt igen, da Corona ryddede forsiderne.
Det er forstemmende, at for blot et år siden var Greta Thunberg på alles læber, klimakampen i fuld blomst, og så kom Corona og ændrede agendaen. Der er brug for at huske Greta Thunberg, måske var hun en døgnflue, en klimapopstjerne fra 2019, men det var hendes budskab ikke. Det er højaktuelt – tak Greta!
