Skriv en kommentar
Da lydfilmen for første gang slog igennem i 1927 med ”The Jazz Singer”, fulgte der i kølevandet en lang række genrer, der markedsførte og solgte sig selv på at de netop var såkaldte 'talkies'. Mange omfarvnede teknologien mens andre, såsom stumfilmstjernen Charlie Chaplin, fordømte den nye udvikling. Chaplin var en af de få komikere, der rent faktisk overlevede overgangen til den spæde lydfilm, der ivrigt kastede nye talenter af sig – heriblandt fem brødre, der blev kendt som The Marx Brothers. De umage brødre stod i 30'erne for en række virkeligt vanvittige produktioner, med hvad der blev kendt som 'mad cap' komedier – båret af en sort, kaotisk og impulsiv stil. Hvor højdepunktet for de skøre hoveder formentlig er ”En tosset diktator (Duck Soup)” fra 1933, den muligvis mest surrealistiske komedie til dato, blev den store succes primært hentet på en tand mere jordbundne produktioner såsom ”Halløj i operaen” fra 1935. Denne er netop kommet i en ny kopi, med imponerende trimmet lyd og billede, hvor Groucho, Chico og Harpo Marx tager sig mere end blot godt ud.
Marx Brothers har aldrig været bange for at stikke til det bedre borgerskab, og ”Halløj i operaen” er absolut ingen undtagelse. Groucho har fundet af, at opera er en indbringende forretning. Særligt da den stenrige Mrs. Claypool (Margaret Dumont) gerne støtter opera, ser Groucho sit snit til at udnytte hende og samtidig få en gevaldig bid af kagen som ”manager”. Tilsyneladende er et ungt forelsket par, der begge er operasangere, blevet ufrivilligt adskilt pga. den intrigante operasanger Lassparri (Walter King). Han har set sig lun på den kønne Rosa (Kitty Carlisle) og giver hende derfor muligheden for at blive et stort navn, ved at give hende chancen i en forestilling i New York. Det huer naturligvis ikke Rosas kæreste Ricardo (Allan Jones), og han springer på skibet som blind passager. Han får hurtigt selskab af Chico og Harpo, der dukker op ud af ingenting og i øvrigt slet ikke har nogen sammenhæng med historie i sig selv, på rejsen fra Italien til New York. Resten er – naturligvis – forvikling på forvikling i én kæmpe forvirring.
Præcis som andre Marx Brothers film, er ”Halløj i operaen” proppet til bristepunktet med løjerlige gags, skæv historie og knivskarpe ordspil. Formålet med filmen er absolut ikke at byde på en handlingsbåret historie, men at se Groucho, Chico og Harpos lave uforskammet grin med filmens andre karakterer – og helst på så vanvittige manér som overhovedet muligt. Eftersom historien i virkeligheden er en formsag, gives der nemlig plads til det mere bizare indfald efter det andet – og de kommer lynhurtigt efter hinanden. Det er derfor en smittende humoristisk effekt, der vitterlig er svær at løsrive sig fra – hvilket giver ”Halløj i operaen” en helt specielt føling, mange nyere komedier kunne lære en hel del af.
”Halløj i operaen” er mere eller mindre en opvisning, i sædvanlig Marx Brothers brainstorm over de mest afsindige og fornærmende ting, der kan siges til folk i en kæmpebrændert - og lidt til. Problemet er dog med denne film, at der gives plads til lange sangsekvenser, temaet er trods alt opera, hvad der bliver en temmeligt trættende. Sangene hæmmer det ellers naturlige bombastiske flow - og det rene vanvid får ikke helt lov til at styre slagets gang, som det var tilfældet med ”En tosset diktator”. Flere af karakterne føles dumpetunge, særligt i forsøget på at skabe et temmelig uinteressant sideplot med de to forelskede sangere. Heldigvis leverer Margaret Dumont varen igen som en stenrig enke, Groucho forsøger at udnytte. I grunden er hun, med sine mange roller i Marx Brothers film, mere en 'Marx sister' end en del af den øvrige besætning. Alt i alt er "Halløj i operaen" dog ganske seværdig og absolut en af Marx Brothers sjoveste film.
Et stort publikum vil med garanti afskrive ”Halløj i operaen”, eftersom den er over 70 år gammel. Naturligvis kan alderen mærkes rent stilmæssigt, men den nye kopi giver anledning til at kunne se filmen i rigtigt flot kvalitet. Lyden er desværre stadig skinger ved nogle af sangene, men det bør ikke afholde nogen fra at se den i biografen.
Ikke uden grund er ”Halløj i operaen” anerkendt som en af de sjoveste film lavet. Lige så vel som man stadigvæk kan grine af Chaplins klodset vagabond den dag i dag, kan man længe gå og more sig over Grouchos fantastiske ordspil; og ikke mindst hans brødres enestående syge humor, der ikke rigtigt kan sammenlignes med noget andet
